Just Use It! på Nordjyllands Kunstmuseum

Kunst som aktivitet
Beskueren har selvsagt altid spillet en central rolle i kunsten, om end denne rolle mest har været af passiv betragtende karakter. Kunstværket har ligeledes, konventionelt set, haft en fasttømret position, som det endegyldige objekt, der betragtes. Nordjyllands Kunstmuseum huser sommeren over en udstilling, der sætter denne traditionelle kunstopfattelse på spidsen.

Udstillingen Just Use It! består af ni installationer, der alle har det til fælles, at de opfordrer publikum til selv at skabe deres egen kunstoplevelse ved enten at flytte, fjerne eller røre ved kunstværkerne, eller en del af dem, så de ændres, vokser eller forsvinder gradvist. Otte forskellige danske og internationale kunstnere er repræsenteret på udstillingen, og gør på hver deres måde op med forestillingen om kunstværket, som det endegyldige objekt og beskueren som den evigt passive betragter.

Når man træder ind i museets centrale sal, får man umiddelbart oplevelsen af at udstillingen er ret spartansk. Den fylder rent fysisk ikke meget i det store rum. Muligvis hænger dette sammen med at man som bevandret museumsgæst, vanen tro, forventer at indtage rollen som den passive beskuer. Udstillingen vokser sig dog større og større i ens bevidsthed, idet det går op for en, at man ikke længere får værkerne serveret, men selv er nødt til at gøre en indsats for at forstå dem.

Den moralske og kunstneriske udfordring
Udstillingen spiller ikke på æstetik og visuel nydelse, men på den dobbelttydige bevidsthed der opsluger en, når man selv er med til at skabe, fjerne eller ændre et kunstværk. Værkerne kommunikerer på den ene side, at kunsten er blevet en udefinerbar og flygtig størrelse, som publikum og ikke kunstneren selv har den absolutte magt over. Samtidig kan værkerne også ses som en opfordring til publikum om at reflektere over eller tage stilling til forskellige sociale eller samfundsmæssige problematikker, der umiddelbart lægger udenfor kunsten.

Man finder således hurtigt ud af, at ens egen rolle i udstillingen ikke er beskuerens, men derimod aktørens. Værkerne trækker dog hver især på forskellige referencer, og det er derfor ikke helt ligegyldigt hvordan man indgår i værket. Til hvert værk følger nemlig en lille forklaring på, hvad man skal gøre og ikke mindst hvorfor. Et værk som er ret iøjnefaldende, og som de fleste ganske utvivlsomt først drages af, er Felix Gonzales-Torres’ enorme tæppe af blå bolcher Untitled (Blue Placebo). Publikum inddrages ved at vælge at spise bolcherne og dermed bidrage til værkets opløsning.
Værket har en helt klar konceptuel begrundelse, og kan forstås som et fællesportræt af Gonzales- Torres selv og hans kæreste Ross, som døde af AIDS i 1991. Når man tager et bolche bidrager man aktivt til opløsningen af værket, som så får en helt ny betydning. Der stilles således også spørgsmålstegn ved, hvorvidt man egentlig burde bidrage til denne opløsning?

De fleste af værkerne på udstillingen berører på en eller anden måde publikums sociale bevidsthed, og man befinder sig ofte, lidt groft sagt, i et dilemma, hvor man må vælge mellem at lade sig rive med for underholdningens skyld eller helt lade være af moralske årsager. Dette er for eksempel også tilfældet med Dieter Burchardt og Marco Evarisstis provokerende installation Loving Family, hvor man kan vælge at skyde balloner ned, der er påtrykt ordene: mor, far, søster og så videre.

Et atypisk museumsbesøg
Det er åbenlyst, at man nødvendigvis må tage aktiv del i udstillingen for at opnå den fulde forståelse af værkerne. Der er endda enkelte installationer, hvis overordnede eksistens ene og alene beror på publikums involvering, det er for eksempel tilfældet med Jeppe Heins Moving Bench, der bevæger sig når man sætter sig på den. Der stilles altså, udover vores sociale bevidsthed, ligeledes skarpt på vores opfattelse af kunsten i det museale rum. Oplevelsen af udstillingen er derfor unægtelig en anden, end når man sædvanligvis gæster et museum, både fordi udstillingen hele tiden ændrer sig, og fordi man selv lige pludselig er umådelig vigtig.