Kaarina Kaikkonens mange, mange skjorter

Giga-værker skabt af skjorter, jakker, dansesko og toiletpapir. Kaarina Kaikkonen arbejder med betydningsladede, personlige readymades. For materialerne betyder noget. Nu er der mulighed for at lære den særegne finne at kende i stor udstilling på Kunsten i Aalborg.

Ude i Kunstens skulpturpark hænger den mægtige installation Bird on a wire. En stålwire løber fra det nærliggende Aalborgtårnet tværs gennem parken, og på wiren hænger hundredvis af brugte t-shirts og skjorter doneret af aalborgensere.

Det er den finske kunstner Kaarina Kaikkonen (f. 1952), der er på besøg i Nordjylland, og vi møder hende ikke alene som stedsspecifik storskalakunstner, men også i en form for retrospektiv museumsudstilling indendøre i Kunstens store udstillingssal.

I størrelsesforholdet Christo og Jeanne-Claude

Det giver en fin anledning til at lære denne særegne finne at kende, der er en eftertragtet udstiller over hele verden, og som netop ekselerer i gigantiske installationer af genbrugsmaterialer – ikke mindst brugte skjorter. I 2000 draperede hun eksempelvis trappen op til domkirken i Helsinki med habitjakker, mens blå skjorter dannede et tag over en gade i Brighton i 2013. Hun har været på biennaler i Venedig, Liverpool, Cairo, Vancouver og på store museer som MAXXI i Rom, Kiasma i Helsinki og Eremitage Museet i Skt. Petersborg.

Med Kaikkonen er vi næsten oppe i samme størrelsesforhold som Christo og Jeanne-Claude, og at værkerne henter kraft i form af deres skala er åbenlyst. Dog opleves de netop som en slags svævende og drømmende monumenter, der formulerer sig i tæt dialog med de arkitektoniske rammer eller de offentlige rum, de udfolder sig i. Heraf værkernes poesi. De har en aura af personligt tab og melankoli, men rækker samtidig ud mod den kollektive hukommelse og den lokale historie.

Et portræt af Aalborg

Det er som sagt de lokale, der har leveret skjorterne til Birds on a Wire, og de hænger fra byens vartegn Aalborgtårnet som et ‘portræt’ af byen og dens borgerne såvel som en manifestation af den tid, der er gået, mens de har båret tøjet. En videofilm i museet vidner om alle de personlige historier, der er knyttet til tekstilerne, og på den måde er det ikke for meget sagt, at Kaikkonen opererer med betydningsladede, personlige readymades.

Hvis vi træder indenfor i museets store sal, kan vi yderligere nærme os den vægt, kunstneren tillægger sine materialer. Herinde finder man en række værker fra kunstnerens produktion de sidste årtier. De fleste af dem er netop fremstillet af herreskjorter og jakker, heriblandt det monumentale And It Was Empty, som ved hjælp af tøjgenstandene danner et grandiost landskabsbillede. Som et kvindelige modstykke er der værker lavet af opklippede damestilletter.

Kunsten udspringer af faderens død

Når kunstneren i stedet for at male et landskabsmaleri med oliefarver bygger det op af skjorter og jakker er det selvfølgelig netop fordi, materialerne betyder noget.

Kaikkonen ynder at fortælle, at den igangsættende impuls i hendes kunst er længslen efter hendes far, der døde tidligt, da hun kun var ti år gammel. Derfor de mange skjorter og herrejakker af den slags, faderen bar. Kaikkonen har arbejdet med dem i 30 år, og de fungerer som stand-ins eller rettere som materialet, der giver erindringen og længslen form.

Udstillingen bærer titlen You Remain in Me, og titelværket er netop fremstillet af en hvid skjorte og en sort habitjakke i stivnet skulpturel form med et lille spejl i værkets centrum.

Der ligger altså postulatet om, at skjorterne og jakkerne bærer noget af livet fra deres tidligere brugere med sig. Samtidig er værkerne netop stivnet i deres skulpturelle form, og så har vi paradokset mellem nærvær og fravær.

Banal uden forbehold

I And It Was Empty fremstiller Kaikkonen et minimalistisk/sublimt landskab. Det er stort, og der er en perspektivisk dybde, som forsvinder ind i en diffus, hvid horisont af ingenting. Tekstilerne er med til at fremhæve, at her møder vi et ‘eksistentielt landskab’. Skjorterne og jakkerne har været båret af nogen, som nu ikke er der. Det handler om tab og minder, om liv og død og det forhold, at det er ubegribeligt, at eksistensen er spundet ud mellem de to størrelser. Banalt, bevares, men det gør ikke noget. Det er svært at være kyniker i Kaikkonens selskab, for hun tillader sig at være banal helt uden forbehold.

Mors dansesko

Nu er det ikke kun faderen, der er nærværende på udstillingen. Da moderen, som, mens hun levede, elskede at danse, døde, blev danseskoene et erindrings- og værkmateriale for Kaikkonen. I Queen of the Night har kunstneren skåret sådanne dansesko op og omformet dem til smukke men også surreelt foruroligende insekter eller blomster. Like a Bird of Passage (som en trækfugl) er direkte knyttet til moderen. På et alterlignende podie transformeres moderens efterladte sko, læbestifter, hårspray og køkkensager med mere til flygtige objekter, der svæver bort.

Selvportræt i toiletpapir

Mellem faderen og moderen, mellem det maskuline og feminine, mellem værkerne And It Was Empty og Like a Bird of Passage befinder sig så Kaikkonens ‘selvportræt’ My Outline (Mit omrids). Værket er både kæmpestort og fjerlet, idet det er installeret af lange, hængende toiletpapirsbaner, der skaber to store (men dog ikke helt identiske), transparente former med en passage i mellem.

Skrøbeligt og i allerhøjeste grad flygtigt som livet selv (men dog åbent for den varsomme), synes kunstneren at sige. Og ja, det er melankolsk og patosfyldt, men også meget, meget flot. Og i øvrigt så virkningsfuldt og kontrastfyldt i dialog med landsmanden Alvar Altos ikoniske museumsarkitektur, at man næsten kunne ønske sig, at rummet havde været dedikeret alene til et værk som dette, og man så havde installeret den retrospektive del andetsteds.

Under alle omstændigheder: Kaikkonen er værd at se, så tag skjorten og danseskoene på og afsted til Aalborg.

PS: Og så er der i øvrigt mulighed for at se eller gense William Kentridges The Refusal of Time ved samme lejlighed. Udstillingen er tidligere anmeldt her på siden. Læs anmeldelse her