Kæk kunst

Nogle kunstværker kan forklares ganske kort. Hør denne: klassiske marmorstatuer med velkendte motiver iklædes samtidige accessories. Spørgsmålet er da, om vi står over for letkøbt gimmick eller sofistikeret anordning?

Klassiske statuer i nye klæder
Kunstnerduoen Elmgreen & Dragset har fotograferet otte hvide marmor yndlinge i deres ‘naturlige miljø’ på Thorvaldsens Museet med de eklatant farveintense okkergule, pompejirøde og støvet grønne baggrundsvægge.

Med fiffig Photoshop har skulpturene fået undertrøjer, skridtbind, sportssokker og lignende. Disse accessories er nøje valgt. Adonis, der var så skøn at både kærlighedsgudinden Afrodite og underverdenes Persofene ville have ham, har fået en rygsæk med praktisk brede skulderstropper – så kan han nemt rejse fra den ene til den anden elsker.

Se de er nøgne!
Selv håndværksmæssigt imponerende, æstetisk besnærende og indholdsmæssigt veltempererede kunstværker kan med tiden blive metaltrætte.

Derfor er det yderst relevant, at Elmgreen & Dragset piller ved de klassiske kunstværker, så de heltemodige og/eller skæbnetyngede hovedpersoner fra kulturens store fortællinger er blevet til drenge igen. Vi kan pludselig se dem. Vi kan se dem, fordi de er blevet nøgne igen.

Man kan sammenligne med den italienske kunstner Vanessa Beecroft, der benytter samme greb – men med omvendt fortegn. Hun installerer levende persongrupper i et langstrakt ukoreograferet forløb. Personerne er castet i relation til en særlig arkitektonisk kontekst eller et (filmisk eller litterært) oplæg.

Kroppene er ofte delvist uniformerede eller anonymiserede via parykker, sminke eller diverse accessories. Kroppene trættes og bevæger sig diskret inden for de udstukne rammer – og bliver skulpturelle. Der er ingen tale og ingen egentlig handlig, blot kroppenes tilstedeværelse som et billedforløb udstrakt i tid og rum.

Kroppen som idealfremstilling
Billedmotivet, kroppene hos Beecroft møder os ‘nude’ og ikke ‘naked’, for kroppene er i kraft af deres diskrete manipulation blevet identitetsløse i den realistiske verden og istedet optaget som symbolmættede enheder i kunstens verden.

Forskellen på nude og naked introduceredes i 1956 af Kenneth Clark, der beskrev, hvordan det vanligvis er knyttet med en vis skam at være nøgen; vi føler ubehag, hvis vi afklæder os til offentligt skue. Afklædte kroppe i kunsten er derimod en dannet fremstilling af et formaliseret ideal. I klassisk kunst fremstår kroppen harmonisk og selvsikker; den er ikke afklædt og forsvarsløs nøgen.

Thorvaldsen ønskede netop at fremstille kroppen uden skam, som en gendannet idealfremstilling. Elmgreen & Dragset evner at personliggøre Thorvaldsens idealiserede kroppe; gøre guder til drenge.

Diskret manipulation
Vanessa Beecroft gør almindelige mennesker til idealiserede kunstværker. Elmgreen & Dragsets gør omvendt idealiserede kunstværker til almindelige mennesker. Med deres diskrete manipulationer formår kunstnerne på sofistikeret vis at aktualisere og tidsliggøre klassiske fremstillinger af mytologiske motiver. Jason med Det Gyldne Skind har fået underbukser på. Cupido med kærlighedspilen bærer skødesløst et par gummisko.

Her er andet på færde end ved den platte gimmick fra 1970, hvor Michelangelos David statue i Firenze fik sig et par jeans fra Levi’s som del af en reklamekampagne. Øvrige referencer er Pink Patriarkens vellykkede projekt fra 2010, hvor hovedstadens mandlige skulpturer fik neoenpink tylsskørter for at markere, at mændene fylder og kvinderne mangler.

Eller da Daniel Knorr under U-TURN biennalen i 2008 iklædte københavnske statuer sorte bz-agtige elefanthuer, som om vores helte er undercover og har fordækte hensigter. Elmgreen & Dragsets kækt kærlige behandling af Thovaldsens klassikere er også godt gjort.

Som en lille kuriositet bemærkes i øvrigt, at billedserien er fra 2009, og altså har været to år om at finde vej til udstillingsrummene i kælderen(!) under Thorvaldsens Museum, fordi museet har været pinligt lang tid om at indse værdien af samtidskunstnernes projekt. Men nu er de her og bør ses.