Kære politikere: vælg nu kunsten!
Hvad enten regeringen bliver rød eller blå efter valget, er der nok at tage fat på, hvis billedkunsten skal have ordentlige rammer, mener Bjarne W. Sørensen, formand for Billedkunstnernes Forbund.
Hvad enten regeringen bliver rød eller blå efter valget, er der nok at tage fat på, hvis billedkunsten skal have ordentlige rammer, mener Bjarne W. Sørensen, formand for Billedkunstnernes Forbund.
info
Hvorfor er kunst- og kulturpolitik usynlig i valgkampen?
Det spørgsmål stilles med usvigelig sikkerhed hver gang, vi står overfor et Folketingsvalg herhjemme. Således også i disse uger, hvor kunstneres vilkår og kunstens værdi for samfundet endnu engang er et ikke-emne på den politiske dagsorden.
Der er mange grunde til kunstens og kulturpolitikkens usynlighed i en stadig mere personfikseret og kalkulerende valgkamp.
Vi elsker kunst i Danmark
Men hvis politikerne fortæller sig selv, at kunst og kultur ikke interesserer vælgerne, tager de i hvert fald fejl: Danskerne – og ikke kun de af os, der læser med her på Kunsten.nu – er rent faktisk vilde med kunst:
Sidste år solgte kunstmuseerne fx dobbelt så mange billetter, som der solgtes billetter til fodboldkampe i Superligaen, og på det netop overståede Folkemøde på Bornholm tiltrak de kulturpolitiske debatter et stort og spørgelysten publikum – selvom flere Folketingspolitikere, heriblandt kulturministeren, havde meldt afbud pga. det forestående valg.
I Rosengade i Allinge stod Billedkunstnernes Forbund (BKF) sammen med 14 andre kunstnerorganisationer bag en række arrangementer, hvor vi bl.a. diskuterede under overskrifter som ’Hvad er kulturen værd?’ ’Kreative erhverv i den kreative økonomi’ og ’Kunsten og Folketingsvalget’. Undervejs på Folkemødet kunne deltagerne opleve værker og performances af blandt andre Molly Haslund, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jens Galschiøt, som gjorde billedkunsten synlig og sprællevende på den politiske folkefest. Forestillingen om, at billedkunst er forbeholdt en lille elitær gruppe, blev dermed endnu engang afkræftet.
Hvad enten vi får en rød eller blå regering efter valget, håber jeg, at Folketingspolitikerne husker disse erfaringer og vælger at lytte til de af os, som synes, at det politiske liv – både i og uden for valgkampen – mangler visioner for kunsten og kulturen.
Investér!
Det handler ikke om at uddele almisser til kunstnerne. Det handler derimod om, at politikerne begynder at investere aktivt i kunsten ud fra en erkendelse af, at kunst både er eksistentielt nødvendigt OG udgør en væsentlig økonomisk samfundsdynamo. Samtidskunsten skaber nye fællesskaber på landet og i byerne, øger kvaliteten i det offentlige byggeri og peger på tidens vigtigste spørgsmål på udstillinger i og uden for det institutionelle kunstliv.
Nuværende kulturminister Marianne Jelved lancerede i maj en national handlingsplan for musikken. Arkitektur og design har tidligere i hendes ministerperiode fået et løft og scenekunstområdet ligesådan. Nu må det være billedkunstens tur. BKF opfordrede i 2012 kulturministeren til at udarbejde en handlingsplan for billedkunsten. Den idé står stadig til fri afbenyttelse – såvel for Jelved som for en ny kulturminister.
Første forslag…
Et konkret sted at starte ville være at hæve procentsatsen til kunst i statsligt byggeri fra 1,5 til 2 procent, og udvide ordningen – det såkaldte udsmykningscirkulære – til at omfatte alle offentlige bygherrer. Det ville bringe den professionel billedkunst ud i hele landet og forbedre indtægtsmulighederne for kunstnerne, der som bekendt er en samfundets absolut lavindkomstgrupper.
Så kære Folketingspolitikere: Vælg nu kunsten.
Og kære kunstinteresserede: Vælg en politiker, som vælger kunsten, når du sætter dit kryds på torsdag!
Fakta
Fakta
Klummen er forfattet af formand for Billedkunstnernes Forbund (BkF), Bjarne Werner Sørensen. Se mere her: www.bkf.dk
BkF deltog i Folkemødet på Bornholm under kulturprogrammet Rosengaden – Kunst og kultur LIVE