Kager og sushi som kommunikationssystemer

Kasper Hesselbjergs er nyligt udannet kunstner med afgang fra akademiet i 2013, men altså allerede nu aktuel med sin første soloudstilling på et kunstmuseum. Det er helt på sin plads, for Hesselbjerg udfolder sig med humor og stor og smittende associationskraft i et spændingsfelt mellem skulptur, billede og tekst, der sætter både sansningen og hjernen i sving.

Læs portræt af Kasper Hesselbjerg her

Kunstens Øer
På Holstebro Kunstmuseum hedder udstillingen Øer i min kalender, og den sproglige finurlighed er med fra start. Øerne i udstillingen er de forskellige meget forskelligartede værkgrupper, som i øvrigt ret frækt har bredt sig og hacket sig ind i andre udstillingsrum.

Øerne i kalenderen er sikkert også et frirum fra alle planerne. Det er der i hvert fald meget, der tyder på, for udstillingen har en tro på – og et skarpt blik for – at guldet ligger der, hvor paraderne er sænket og tankerne flyder.

I selskab med Hesselbjerg bliver man klar over, at den verden, man troede, man havde skik på, har sprækker og er langt mere vildtvoksende. Man får øje på noget, man aldrig har set før, noget der netop var udenfor ens synsvinkel, og man gør det, fordi man får det peget ud af et begavet og vågent kunstnerisk blik.

Og hermed står det klart, at der ud af en ellers forudsigelig og velkendt hverdag kan koges udtræk, der smager af poesi, udvider fantasien og vækker den slumrende indre filosof. At den måde, man skaber mening og betydning på, kan være mere uhåndterlig og langt længere ude, end man lige forestillede sig.

Bevidsthedsudvidende
Først og fremmest bliver man glad på kunstens vegne, fordi dens værdi pludselig bliver håndfast: Det bliver en konkret erfaring, at kunsten kan have denne bevidsthedsudvidende kraft. At den kan få dig til at se på verden med nye øjne. At den kan skabe en udvidet sensibilitet, at den kan få dig til at bryde dine vaneforestillinger.

Jeg har egentlig et anstrengt forhold til formuleringer som disse. Det skyldes, at jeg er blevet stopfodret med kunstformidling og pressemeddelelser, som bevidstløst gentager at alle kunstnere i alle kunstudstillinger skaber ny betydning, udfordrer vaneforestillinger osv. Til sidst bliver det klicheer, som mister sin mening.

Men når man erfarer det, er det som at få en gave og fuld valuta for at investere en hulens masse energi og sit halve liv i kunsten. Og i Hesselbjergs udstilling giver det sgu mening!

Er det ikke for slasket?
Jeg har ellers først mine forbehold. Jeg møder udstillingen i skikkelse af nogle hybride billedskulpturer: billeder klæbet op på bølgepap og rejst som ‘skulpturer’.

På væggene hænger en række ‘plancher’, hvor dårlige amatørfotos er printet lemfældigt på billig karton. Lowbudget og anti-kunst er jo forlængst tradition og hipt, men er æstetikken helt ærligt ikke for slasket her?, spørger jeg mig selv.

Kradsemiljøer og kager
Man må se efter. Billedskulpturerne fremviser morgenmadsprodukter formet som bogstaver, en mops iklædt hvalroskostume, en USB-stick forklædt som sushi, og Hesselbjergs humoristiske og afvæbnende logik begynder at virke.

 
‘Planchernes’ billeder åbenbarer en parade af oppustelige badelande, kradsemiljøer til katte og kager, kager og atter kager. En kvinde med en bluse med et motiv af et dyrehovede, som bliver formet rumligt af kvindens bryster og mave. En lille dreng har mad i hovedet, en lidt større betragter en mærkelig ‘burger’ på et bord, som var det et objekt på en kunstudstilling. Det er kosteligt.

Billeduniverset er sakset fra nettets vrimlende billedflod, og det er langt ude, svulmer af kitsch og er usmageligt – ikke mindst kagerne, der er intet mindre end vulgære! – men det er også set med en skulptørs blik, for både kager og kradsemiljøer er på sin vis udtryk for skulptur i udvidet forstand.

Med disse billed-møder sætter Hesselbjerg gang i glidninger og overgange, som har sin egen krogede logik og en særlig poetisk evne til at få en til at spærre øjnene op. Man skal ikke se længe, før man er ført steder hen, som jeg i hvert fald ikke af mig selv havde fundet frem til. Og det er blandt andet her i disse lav-æstetiske plancher, man får chancen for at bevæge sig hinsides sin egen konformitet og øjne kunstens potentialer stå og blinke i neon!

 
Uddrag fra Middag i maven på en hval
Og hvis jeg finder anti-æstetikken for demonstrativ i disse værker, kan jeg jo bare bevæge mig længere ind i udstillingen, hvor jeg støder ind i to hvalfinner i naturlig størrelse. De er udført i (low budget) flamingo, men er forarbejdet med strømlinet akkuratesse og ligner klassiske hvide abstrakte, formfuldendte skulpturer. Så fik man den!

Og hvad med titlen på et værk som det: Uddrag fra “Middag i maven på en hval”? Den er mystisk og trækker på mytologier om hvalen – blandt andet den gammel-testamentlige om Jonas i hvalfiskens bug – men stiller også ind på Hesselbjergs associative leg med sproget som kunstnerisk materiale.

Inde i hovedet på en tiger
Længere inde finder man også en en tigermaske, men det er ikke ‘bare’ popkunst, for hovedet er gennemskåret og giver et kik ind til konstruktionen indeni. Det ligner en model af en lejlighed i mange etager. En arkitektur for tanken, fantasien og de løbske fortællinger. Et par hjemmegjorte rispapirlamper er placeret på gulvet i et hjørne og føjer sig til udstillingens mangefacetterede karakter: Undseelige og skæve som de er, er de næsten rørende i deres håndværksmæssige, ufuldkomne sarthed.

Udvidet skuptur – sådan rigtigt
Man opdager, at Hesselbjerg leger lidt med en, men at legen ikke er hånende eller ekskuderende, men tværtimod ret inviterende. Man opdager også, at han er ikke lader sig sætte i bås, at han arbejder med et udvidet skulpturbegreb – altså sådan rigtigt. 

Hesselbjerg er uhåndterlig – men på en smittende måde. Man får selv lyst til at flyde med, at sænke skuldrene og være ‘intuitiv’. Man erfarer, at tilværelsen ikke er for fastholdere, at der er et flow mellem forskellige lag af den, at betydninger skabes overalt, og at også et kommercielt morgenmadsprodukt er et kommunikationssystem – for eksempel. 

Semiotisk aktivitet
Hesselbjerg spiller på mange heste og referencerne er mange. Man kan spore interesse for kunsthistorie, filosofi, sociologi – og ikke mindst gastronomi. Overordnet er retningen dog mod semiotikken. Hvordan produceres betydning ved hjælp af tegn, hvordan overføres betydninger, hvordan reagerer man på tegn? Sproget er en del af denne undersøgelse, men i høj grad også de ikke-sproglige billedlige og skulpturelle tegn. Det bliver klart, at semiotisk aktivitet er en forudsætning for liv, og at det foregår på alle planer, i tingene, i hovedet, i kroppen.

At møde Hesselbjerg er som at støde ind i en hverdag, der til enhver tid er er parat til at forvandle sig. Og man opdager, at vi har muligheden for at tranformere os med den.