Kampen om kunsthistorien: 140 års udstillinger på Charlottenborg

Full of Days på Charlottenborg er en udstilling om 140 år på kunsthallen. Det er også en udstilling om selve det at udstille og at skrive historie, og forholdet mellem magtfulde institutioner og aktivistiske kunstnere.

Jeg var ekstraordinært spændt, inden jeg skulle se udstillingen Full of Days på Kunsthal Charlottenborg.

Der er noget pudsigt ved, at man vælger at lave en historisk orienteret udstilling på en kunsthal, der normalt huser samtidskunsten og dedikerer plads til forskellige temaer, kunstværker og kunstnere.

Omvendt har kunsthallen en stor historisk betydning, så på mange måder kan jeg godt se, at det er på sin plads at lave en retrospektiv udstilling på denne måde. Det stiller dog en række svære spørgsmål, som først og fremmest skal besvares. Allervigtigst: Hvad vil man med udstillingen? Er det en fejring? En formidling? En undersøgelse? Hvad er egentlig det store WHY, som man siger?

Det ligger ikke umiddelbart til en kunsthal uden arkiv og uden samling at lave en historisk udstilling, der skal handle om 14 årtiers udstillingspraksis. De skal samtidig balancere dét, at publikum forventer en kunstnerisk oplevelse, og at man åbner sig selv for kritik, hvis man ikke også forholder sig til de problematiske sider af ens historie, nemlig kolonialismen og diskrimination af kvindelige kunstnere.

Hvis det lykkes, så har man gjort et vigtigt stykke arbejde, men hvis det ikke lykkes, så har man i bedste fald lavet en potentielt lidt støvet eller ligefrem kedelig udstilling, og i værste fald reproducerer man nogle kritisable mønstre. Det er med andre ord en svær, men værdifuld opgave, kunsthallen har sat sig selv.

Mit næste spørgsmål handler så om de kunstneriske og kuratoriske greb. Jeg håbede på at blive mødt af noget fængende, noget inviterende, noget forførende, der skulle gøre en potentielt lidt støvet udstilling mere lækker og storslået. Jeg blev sjovt nok både lidt skuffet og vildt imponeret.

Intellektuelle greb

Juryen har udvalgt kuratorduoen South Into North bestående af Francesca Astesani og Julia Rodrigues, begge bosiddende i Danmark men med forskellige internationale baggrunde. Det er i sig selv et modigt, men også ret klogt greb at vælge to udefrakommende til at tolke på Charlottenborgs historie. Historien om Charlottenborg er ikke kun begrænset til Danmark, men har også haft international indflydelse og tiltrukket internationale kunstnere, og fordi Charlottenborg i sig selv har rødder i kolonihistorien og altså ikke kun kan ses som en udelukkende dansk historie.

South Into North har udfordret den grundlæggende idé, at Charlottenborg kun har én historie, og som følge heraf har man valgt at bringe forskellige modfortællinger side om side med den store fortælling – den om Charlottenborg som den prestigefyldte og toneangivende kunsthal, som blåstemplede debuterende og etablerede samtidskunstnere.

Fjorten kunstnere er blevet bedt om at udstille et nyt værk, som er deres egen fortælling, ligesom der er udstillet referencer til tidligere kunstnere, der har udstillet der, fx Anne Marie Carl-Nielsen, Per Kirkeby, Asger Jorn, Picasso, Marina Abramovic, Lene Adler Petersen, m.fl. Hertil er der også dokumentaristiske fotografier fra tidligere tiders udstillinger i udstillingsbygningen.

Konceptuelt er udstillingen meget skarp og mangefacetteret, omend den æstetiske, sansemæssige og taktile oplevelse lider på bekostning af idéen. Det er ikke som sådan en kunstudstilling, som vi kender den, men snarere en konceptuel udstilling, der bruger kunstværker til at fortælle sin historie. Effekten kom snigende ind på mig, og man skal som publikum gøre et stort stykke arbejde for at nå ind til udstillingen, men det er umagen værd, for den har meget på hjerte.

At skrive kunsthistorie er en aktivistisk handling

Mine forventninger til æstetik og sanselighed blev ikke mødt, men lige siden jeg gik fra udstillingen, har det snurret rundt i hovedet med refleksioner om særligt historieskrivning, magt, fortællinger, modfortællinger og aktivisme. Det viser sig nemlig, at meget af fremskridtet på Charlottenborg er sket på trods.

Fravær og afvisning var også et temaspor i udstillingen; hvem blev ikke udvalgt, og hvilke konsekvenser havde det? Lige fra starten har det været skiftende juryer, der har udvalgt og afvist kunstnere, og denne udstilling fortæller os, at juryen oftest har været meget værdikonservativ og har holdt avant-garden og fremskridtet ud i strakt arm.

Det var for eksempel først meget sent, at Picasso fik plads, og Asger Jorn fremhæves også som en, der burde være blevet udstillet mere, men var for ‘vild’ til udstillingsbygningen. Det førte allerede i 1890’erne til, at en gruppe kunstnere i protest mod Charlottenborg stiftede deres egen sammenslutning, fri fra juryen. Den Frie Udstillingsbygning fungerer stadig som lige præcis det.

Med et par exceptionelle undtagelser var kvinder også udelukket fra udstillingen langt op i det 20. århundrede, hvilket førte til, at en stor gruppe kvinder i 1975 med støtte fra kommunen lejede sig ind i salene og lavede Kvindeustillingen XX.

Kvindeudstillingen XX var på flere måder en succes: Det lykkedes en stor gruppe danske og internationale kvinder at finde sammen i deres forskellighed, at enes om struktur, udvikling og afvikling, de fik økonomisk støtte af kommunen, og de tiltrak så mange publikummer, at det også blev en økonomisk succes, hvoraf overskuddet gik til Rødstrømpebevægelsen.

De deltagende kunstnere har udtrykt, at det var en lærerig proces, der gjorde dem klogere på deres egen proces og på organisering og samarbejde. For flere var begivenheden et springbræt for deres kunstneriske karriere. Desværre blev det aldrig rigtigt omfavnet af Charlottenborg, der ikke skrev katalog eller gemte noget materiale.

Så er der alle dem, der aldrig har haft mulighed for selv at være med, men hvis historie er vævet ind i bygningen og vores historie, nemlig de koloniserede, de “eksotiske”, som også er nævnt her på udstillingen.

Sahar Jamill’s Insight Out, står som et mindesmærke for Magasin du Nords udstillinger om den eksotiske orient, og Emil Elgs værk, Untitled (Namesake), viser et fly lande i havnen i Charlotte Amalie på St Thomas samt et portræt af Dronning Charlotte Amalie, der har givet navn til både byen og slottet på Kgs Nytorv.

Hvordan bliver kunsthistorien skrevet nu?

I dag udstiller Charlottenborgs Forårsudstilling altid stort set lige mange mænd og kvinder, og kunsthallen er et af de førende udstillingssteder i Danmark, når det kommer til soloudstillinger med kvinder.

Jeg spurgte engang et forhenværende jurymedlem, om det med balance mellem kønnene var noget, de gik op i under udvælgelsesprocessen. Hun svarede, at det ikke havde haft betydning for, hvem de valgte, men at det var vigtigt for dem at holde øje med, at der var en fornuftig balance, fordi de udvalgte kunstnere i en eller anden udstrækning skal repræsentere feltet, og der findes stort set lige mange mænd og kvinder, som er kunstnere, så derfor skal balancen være der.

Det er som om, der er sket en udvikling, hvor selvsamme jurysystem, der før i tiden var mere værdikonservativ og var sen til at omfavne avant-garden, nu er medvirkende til, at der sker en mere fornuftig kuratering af et diverst kunstnerfelt på Charlottenborg.

Full of Days minder mig om, at kunsthistorien ville have set meget anderledes ud, hvis det stod til den oprindelige jury og det oprindelige akademi. Heldigvis har kunstnere gennem tiden arbejdet meget hårdt for at udfordre den store fortælling ved at blive ved med at insistere på, at der findes mange fortællinger.

Kunsthistorien er blevet skrevet i et virvar af magtfulde institutioner og aktivistiske grupper, der har kæmpet og fortsat kæmper for at blive anerkendt og indskrevet i historien.