Kan man tage Regnbuen med sig hjem på mobilen?

Måske har du allerede besøgt Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama på taget af ARoS? Eller i hvert fald set dine venners selfies i den farvestrålende og yderst “instagrammable” kunstinstallation? I denne artikel møder vi de kunstbesøgende, som de bevæger sig rundt på museet med smartphonen i hænderne. Handler det alene om selviscenesættelse på de sociale medier, eller tjener fotodokumentationen også andre formål?

Dette tredje og afsluttende del af artikelserien Kunsten, beskueren og de der smartphones, der i tre dele belyser, hvordan de digitale mobilenheder påvirker den museale kunstoplevelse.

I Eliassons 150 meter lange rundgang på toppen af ARoS vandrer jeg rundt og rundt, mens jeg opsøger kunstmuseets gæster i færd med at forevige det regnbuefarvede vue over Aarhus. Dette for at indlede en samtale om, hvorfor vi tager billeder af kunsten – og til hvem – samt om telefonens muligheder og begrænsninger i forhold til kunstoplevelsen. Bliver den det værktøj, der kan bringe os endnu tættere på kunstneren og værket? Og er der forskel på kunstoplevelsen set gennem skærmen og den oplevelse, man får, situeret som fysisk krop i kunstmuseets atmosfæriske sale, hvor kunsten står i al sin pragt og fylde?

At være til stede eller ej, dét er spørgsmålet

Den første gæst, jeg henvender mig til, tror på virkningen af fortidens “foto forbudt”-skilte: “Jeg tror, ​​det er bedre at holde telefonen gemt væk i dine lommer for dermed at kunne være mere i øjeblikket, og kun være opmærksom på kunstværket – og ikke billedet på din telefon. Jeg er ikke rigtig sikker på, om det overhovedet er en god idé at tage billeder på et kunstmuseum. Jeg er bange for, at du ikke rigtig er til stede i dét øjeblik, hvor du har telefonen i nærheden som en evig mulig genstand at tage i brug – som om den bor i vores håndflader”, fortæller hun.

En anden respondent er bange for, at vi blot tager billedet for at kunne sætte flueben ved at have været der – uden rigtigt at have været der: “Du skulle i stedet tage et minut og bare være der, med kunsten, og dermed sætte kunstoplevelsen fri. Fri fra tankerne om smartphonens muligheder. Min første halve time på ARoS tog jeg ingen billeder, for jeg var slet ikke sikker på, at det var tilladt, og jeg var mere til stede”.

Årsagen til respondentens bekymring er at finde i Instagram-mantraerne: “Pics or it didn’t happen” og  ”If you didn’t Instagram it, were you really there?” Begge illustrerer de sociale mediers magt, og respondentens bekymring for et muligt tab af tilstedeværelse er ikke ubegrundet. Men det er ikke fordi at det ene udelukker det andet. Absolut tilstedeværelse i mødet med kunsten er muligt, selvom vi tager et billede med os hjem som vidnesbyrd om oplevelsen – det handler snarere om, hvordan brugerne jonglerer mellem de to oplevelsesmåder. 

I forhold til skærmens muligheder og begrænsninger, svarer en tredje besøgende: “Jeg synes slet ikke jeg kan gengive eller fange kunstværket med min telefon. For det er og bliver en helt anden oplevelse at opleve værket uden telefonen; at gå rundt og studere, nyde og suge til mig, i min egen lille verden. I den forstand synes jeg, telefonen er en blokade for den rene forbindelse – den rene kanal mellem mig og værket, kunne man måske kalde det, hvis man sætter det på spidsen. Måske en form for forstyrrende instans … Men vi tager jo alle billeder alligevel”.

Digitale huskesedler

Igen og igen når jeg frem til, at de mange billeder, der bliver taget af kunsten, for langt de fleste bliver taget som mentale huskesedler, for at forevige mindet, til sig selv og de nærmeste. 

At de respektive billeder af kunsten bliver taget som videre inspiration til egne kreative projekter er også et fænomen, som flere af de adspurgte museumsgæster på ARoS tilslutter sig. For én af dem bliver billeder på kunstudstillinger udelukkende taget med henblik på kommende sangskriveri. Hun tager nemlig billeder af de respektive paratekster, der ledsager de forskellige kunstværker, hvori hun finder inspirerende ord til ordlege og poesi.

En af museets gæster udtalte: “Jeg nyder de minder, som billederne repræsenterer, og jeg nyder at dele dem med min familie. Især når vi er på ferie, og jeg vil huske denne dag. Jeg gør det som en slags refleks. Som om jeg har brug for et eller andet mere fysisk for at huske det, som det var. Det er som om, at billedet repræsenterer det enkelte minde, og jeg dermed kan se tilbage og genkalde oplevelsen hjemmefra”. Som et punktum afslutter hun således: “Hvis det var en mindeværdig udstilling, vil jeg gerne have den med mig hjem”. 

Mig og min smartphone

Faktisk føltes det mest af alt som om, at de fleste modtog min prikken-på-skulderen midt i deres små photoshoots i Your Rainbow Panorama med en smule forlegenhed. Som om dét at tage billeder er forbundet med en vis skam. Jeg fik fornemmelsen af at fange dem midt i noget syndigt, hemmeligt, uetisk eller ligefrem ulovligt, som de følte et behov for at undskylde.

Under mine mange rundgange i alle farvens nuancer viser det sig, at mange af de besøgende, jeg taler med, var både kritiske, forbeholdne, eller måske ligefrem flove over at hive smartphonen frem og tage billeder. Og det åbenbares også – tager vi denne alt andet end fyldestgørende voxpop for pålydende – at vi tilsyneladende ikke længere er så besnærede af det sociale payoff fra delingerne på sociale medier. 

Det blev også meget tydeligt, hvordan billeder er, eller kan være, en privat sag. Med smartphonens kamera situeres et intimt rum imellem “mig og min smartphone”; en boble jeg, som udefra kommende, tilsyneladende prikker hul på. Fotosituationen er en privatsfære og en del af den personlige oplevelse, der ikke skal forstyrres.

For ni ud af ti adspurgte er formålet med dét at tage billeder på museet ene og alene at skabe et personligt minde i deres personlige billedgalleri. Smartphonens billeder er for mange en stor hjælp til deres egen hukommelse og lagrer minder, som man kan genbesøge og studere igen og igen efterfølgende. Og netop denne efterfølgende granskning skaber måske en anden form fordybelse, end ved det umiddelbare, flygtige møde. For når man rammesætter, eller framer, en detalje i et værk, vil man automatisk have tænkt mere over værket, end hvis man ‘ser det uden’.

Nærmiljø vs. makromiljø

Dermed har brugen af smartphones også taget et skridt væk fra SoMe-delingens selviscenesættelse, for at nå mod et mere personligt plan, der handler om os selv og vores nærmeste – frem for hele netværket på de sociale medier: Nærmiljøet slår makromiljøet. 

Under min sidste runde i ARoS’ regnbue, tager jeg således alligevel min egen smartphone op af lommen for at forevige min kropslige tilstedeværelse her. Som om den i sig selv ikke var nok. Dermed får jeg da også min egen mentale, virtuelle huskeseddel med mig hjem, i mit eget personlige billedgalleri.