Kanondebat, kitschmalere og kunsthistoriekritik

Kanonen er ladet med…
Kunsthistoriker Merete Sanderhoff har udgivet ”bogen, der går bag om kanon”, Sorte billeder – Kunst og kanon. Kanon har været buzzword og skudsmål i den kulturelle offentlighed i de sidste par sæsoner. Efter at en national kulturarvs-pakke, kaldet Kulturkanon, blev sendt af sted af kulturministeren som en del af den udråbte kulturkamp, blev der diskuteret pointer med og præmisser for en sådan. 12 værker indenfor hver kunstart skulle udvælges som en erklæret kanon med ikke så lidt klang af traditionalistisk modoffensiv mod relativisme og andet postmodernistisk løsgængeri.

Kriterier for kunst
Bag kanoniseringen, uanset om det er Kulturkanonen eller det kunsthistorien lader tegne fortiden og samtidens kunst, ligger selvfølgelig mere eller mindre eksplicitte kriterier for kunst. Disse skabes gerne udfra en konsensus i tiden. Konsensus har gennem en tid været, at kunsten skulle følge en avantgarde-logik og være kritisk overfor traditionelle medier som maleriet. En sikker bestanddel af denne det 20. århundredes ’avantgarde-kanon’ er Kasimir Malevich Sort kvadrat på hvid baggrund (1913). Det var i sin tid et modbillede til, hvad der regnedes som kunst. Nu er situationen måske omvendt og de billeder, der forestiller noget, er de nye ’sorte billeder’ i opposition til kanon.

Passion i stedet for post-
Men kunst, der er mere Rembrandt end Duchamp, har længe været henvist til periferien. Sanderhoff fremdrager otte malere, der ikke har været i det gode selskab og, som hun mener, deler egenskaber nok til at betegne som en kunstretning – passionismen. Disse er nordmanden Odd Nerdrum og de danske malere Thomas Kluge, Ulrik Møller, Preben Fjederholt, Peter Martensen, Balder Olrik, Martin Bigum og Michael Kvium. De dyrker på forskellig vis ærkemaleriske dyder i tættere forbindelse med gamle mestre end den nyere kunsthistorie. Og de viger ikke af vejen for at have noget ærligt storladent over deres værker, som dog ikke behøver at være blottet for ironi eller humor som hos Bigum. ”Melankoli, ironi og passion”, som Michael Kvium siger det. Sanderhoff gør det kunsthistoriske fodarbejde for denne retning, der falder udenfor den gældende avantgarde-favorisering, og derfor er i periferien. En position flere af dens udøver bevidst iscenesætter sig efter med Kluges baret eller Nerdrums karakteristik af sig selv som ’kitsch-maler’.

Ude eller inde
Nu kan det diskuteres, hvor marginaliserede disse kunstnere egentlig er. Flere har i hvert fald fået omfattende museal opmærksomhed og ingen af dem mangler vist afsætning for deres værker. Ligeledes kan karakteristikken af dem som ’passionister’ diskuteres. I virkeligheden kunne de tænkes at være i tættere forbindelse med resten af samtidskunsten og være mere post- end passion.
Sværest er det dog at spise Sanderhoffs udskæring af paradigme-logikken for kunsthistorien. Det fremstår som om kunsthistoriefaget dikterer en retning, der definerer en ekskluderende lysende sti for kunsten. En avantgarde-favorisering skulle således diktere dagens kunstsyn på bekostning af eksempelvis passionisterne. Det, tror jeg nu, er at give kunstekspertisen for stor betydning på godt og ondt. Hvad med kunstmarkedet eller museernes publikumssøgen, der slet ikke behandles i bogen. Har de ikke også væsentlig betydning i kunstens magtspil og kanonisering?

En ting at gå bag om kanon, en anden at gå bag om hele kunsten og videnskaben om den! Det sagt er Sorte Billeder en kærkommen uddybning af kanon-hurlumhejet og en fin anledning til at betragte nogle spændende malere – passionister eller ej.