Karin Lorentzen vil lade kunsten spire fra jorden i Kildedal

Midt i det kommende madlandskab ved Kildedal By, vest for Ballerup, arbejder billedhugger Karin Lorentzen og syntropisk skovdyrker Josipa Bicanic på at skabe et sted, hvor natur, mad og mennesker mødes. Hendes værk Sol breder sig som en levende skulptur – et samlingspunkt, et spisekammer og et poetisk eksperiment i at forene æstetik og økologi.

“Vi startede med at lave to skovcirkler,” fortæller Lorentzen, mens hun ser ud over området. “Vi har inviteret lokale skoler med, og hver klasse har sin egen cirkel med pil, poppel, frugttræer, bærbuske og urter.”

Mellem buske og bær håber hun, at børnene også finder noget dybere. “Det er et sted, der forandrer sig med børnene – hvor man lærer om tid, om hvordan træer og buske vokser hurtigere end en selv, og om at det, man planter, skal have lov til at blive.”

Et værk, der vokser med jorden
For Lorentzen er Sol både kunstværk og livsform. Projektet fungerer som en ramme for undervisning, men også som et æstetisk laboratorium, hvor materialer, mennesker og mikroorganismer mødes.

“Vores drøm er, at skoleklasser kommer herud og har skoledage,” siger hun. “De kan lære om fotosyntese, jordens mikroliv – men også om fællesskab. Vi har oplevet, at børnene begynder at tage initiativ. De laver deres egne bede, danner små samfund, bygger stier i tidselmarken. Det er det, der sker, når man får lov til at være en del af noget levende.”

Fra beton til levende jord
Karin Lorentzen har i årtier været kendt for sine monumentale værker i beton i det offentlige rum. Men for nogle år siden klippede hun håret af – bogstaveligt talt – og startede forfra.

“Jeg klippede håret af sammen med en gruppe klimaaktivister og forfattere, lige inden Dan Jørgensen skulle til COP26,” fortæller hun.

“Det var en symbolsk handling, men også et vendepunkt. Jeg havde læst mig ind på klodens tilstand igen og fik et chok. Vi vidste det jo allerede for 30 år siden – og alligevel er alt blevet værre. Jeg kunne ikke længere stå i et atelier og støbe i beton.”

For hende blev det et kunstnerisk brud. “Jeg besluttede at bruge kunsten aktivt i klimakampen – ikke som budskab, men som praksis. Jeg vil vise, at kunst kan være et redskab til forandring. Så jeg begyndte at arbejde direkte med jord, spiselige planter og de mennesker, der er en del af det.”

Sol – et ildsted midt i madhaven
I Kildedal danner Sol en cirkulær plads i landskabet – et værk, der både kan bruges og sanses. I midten ligger et brolagt ildsted med en stor mosaik, otte massive borde-bænkesæt, hvor op til fyrre mennesker kan samles, og seksten bede med flerårige spiselige planter og krydderurter, der bredes som stråler.

“Det fungerer som et udendørs køkken,” siger Lorentzen. “Et sted, hvor man kan mødes, lave mad, undervise eller bare være. Solen og solens energi er udgangspunktet for alt – fotosyntesen, livet, kunsten.”

Materialerne er hentet så tæt på stedet som muligt: sten gravet fri i krattet, granit-rester fra et markfirben-habitat, fund fra Den Blå Avis. “Jeg ville helst bruge alt fra området,” siger hun.

Rundt om Sol breder madhaven sig – et landskab af flerårige, spiselige planter, bærbuske og krydderurter, udviklet sammen med syntropisk skovdyrker Josipa Bicanic. Her kan man smage sig gennem biodiversiteten og forstå økosystemet som en æstetisk oplevelse.

“Vi skal have vores hverdagsliv midt i maden,” siger Lorentzen. “Ikke købe den dyrket langt væk, men dyrke den dér, hvor vi lever. Det er sundere, smukkere – og det gør os mere forbundne.”

En ny æstetik
I madlandskabet er æstetikken ikke et spørgsmål om form, men om liv. “Vi er vant til at tro, at orden og skønhed er det samme,” siger hun. “At en have skal være klippet, at græsset skal være kort. Men jeg synes, at liv er skønhed. Et velfungerende økosystem er smukt. Vi har bare glemt at se det.”

Hun beskriver sin praksis som en kulturændrende praksis – en måde at skabe rum for sanselighed, og forståelse for det meningsfulde i at bringe frugtbarheden tilbage midt i det planlagte og det kontrollerede.

“Jeg håber, at projekter som Sol kan inspirere til at trække vejret lidt langsommere. At komprimere livet en smule – og opdage, hvor meget der faktisk vokser i det nære.”