Kunstneren Karl Jonathan Sandegård arbejder med jorden som både materiale og metafor i sit nye stedsspecifikke værk i Kildedal. Her forsøger han at genforhandle forholdet mellem lyd, landskab og byudvikling med en to meter høj og fem meter lang lydmur af stampet jord.
Når man bevæger sig ud i Kildedals bølgende landskab, mødes man af udsigter, der næsten virker idylliske: bakker, enge, skovbryn. Men idyllen brydes af en lyd, der aldrig slipper taget: trafikken fra Frederikssundsvej.
“I mit møde med området så jeg, at der var så meget potentiale for hyggelig samvær, men når man bevæger sig rundt i landskabet, oplever man virkelig meget støj fra trafikken, som er enormt forstyrrende,” bemærker Sandegård.
Synet af landskabet ved Kildedal er ren idyl. Foto: Jan Falk Borup
Konkav lydmur
For Sandegård begyndte projektet netop med den sansning – ikke af, hvad der er, men af, hvad der overdøver. Det første kunstneriske greb blev derfor en konkav lydmur i stampet jord, placeret strategisk på marken med ét formål: at dæmpe støjen fra Frederikssundsvej og samtidig forstærke det, som støjen har skubbet i baggrunden.
For Sandegård begyndte projektet netop med den sansning – ikke af, hvad der er, men af, hvad der overdøver. Det første kunstneriske greb blev derfor en konkav lydmur i stampet jord, placeret strategisk på marken med ét formål: at dæmpe støjen fra Frederikssundsvej og samtidig forstærke det, som støjen har skubbet i baggrunden.
“Når man står foran den her konkave form, vil man høre det, der er derude – fuglesang, vind – mere tydeligt. Der kommer et slags ekko. Det er en lydlig opmærksomhed, jeg gerne vil give tilbage til stedet.”
En mur begynder at tage form i tanken, før den tager form i jorden. Støjen kan måske ikke forsvinde, men den kan fortrænges, forskydes, forhandles.
Karl Jonathan Sandegård ved udgravningen til murens fundament. Foto: Jan Falk Borup
Stampet prøve i jord
Fem meter lang. To meter høj. Stampet af den jord, der allerede ligger i området. Muren står i en transportkorridor – et slags ingenmandsland, et helle, hvor intet andet skal ske de næste fem år. Her er der plads til forsøg, til midlertidighed. Et sted, der har fået navnet Karls Gård.
Fem meter lang. To meter høj. Stampet af den jord, der allerede ligger i området. Muren står i en transportkorridor – et slags ingenmandsland, et helle, hvor intet andet skal ske de næste fem år. Her er der plads til forsøg, til midlertidighed. Et sted, der har fået navnet Karls Gård.
“Værket er en test. Hvordan fungerer det her værk derude? Det sted, jeg har valgt, er et sted, hvor jeg kan lave forskellige afprøvninger. Hvis det lykkes, kan man forestille sig, at lignende konstruktioner opstår andre steder i området,” siger han og fortsætter:
“Jeg synes, at muren, som jeg endte med, er et ret vigtigt og essentielt projekt i virkeligheden. Kunne man skærme den trafikstøj, der er herude, på den ene og den anden måde, så man kunne nyde fuglesang lidt mere?”
Fakta
I udviklingen af den nye by Kildedal i Ballerup Kommune er flere kunstnere blevet involveret i at medtænke udviklingen af byen.
Karl Jonathan Sandegård er sammen med Karin Lorentzen inviteret som huskunstnere i et længere forløb, men også Oskar Koliander og Camilla Berner, blandt andre kunstnere, er aktive i området.
Elementer som medskabere
Sandegårds kunstneriske praksis har altid kredset om overgange. Han arbejder med materialer, der skifter form, og med værker, der aldrig står stille. Processen er ikke et forstadie, men selve værket.
Sandegårds kunstneriske praksis har altid kredset om overgange. Han arbejder med materialer, der skifter form, og med værker, der aldrig står stille. Processen er ikke et forstadie, men selve værket.
“I min praksis har jeg altid interesseret mig for transformationer. Jeg arbejder med ting, der forandrer sig på den ene eller anden måde. Mange af mine værker har en processuel struktur, hvor materialet eller stedet udvikler sig over tid.”
Det handler om at give plads til det uforudsigelige – at lade vand, jord eller lyd selv være medskabere.
Skitser fra projektet i Kildedal. Foto: Jan Falk Borup
Alting har en konsekvens
For ham er jorden ikke blot et materiale, men en fortæller. Når byudviklingen graver søer til regnvand, frigøres enorme mængder ler. Den stampede jordmur kan derfor ses som begyndelsen på noget større – et eksperiment, der måske i fremtiden kan gentages i mursten eller fliser.
For ham er jorden ikke blot et materiale, men en fortæller. Når byudviklingen graver søer til regnvand, frigøres enorme mængder ler. Den stampede jordmur kan derfor ses som begyndelsen på noget større – et eksperiment, der måske i fremtiden kan gentages i mursten eller fliser.
“Jeg har forestillet mig, at man kan bygge midlertidige keramikovne og brænde tegl, mursten eller fliser fra de lokale barakker.”
Forvandlingen er det centrale. Når noget flyttes, åbnes noget andet. Når jorden graves, fortæller den en ny historie. “Alting har en konsekvens,” siger Karl Jonathan Sandegård.
“De er jo vidner”
Når Karl Jonathan Sandegård ser ud over markerne, ser han også lagene under overfladen. “Der er klart nogle steder, hvor det kunne være interessant at trække ting frem fra de tidlige tider, så de kunne blive etableret som en markering i landskabet. Der er nogle steder, hvor der har ligget skibe. Der er nogle steder, hvor der har stået huse. Kunne man trække dem frem på en eller anden måde?” lyder det fra Sandegård.
Når Karl Jonathan Sandegård ser ud over markerne, ser han også lagene under overfladen. “Der er klart nogle steder, hvor det kunne være interessant at trække ting frem fra de tidlige tider, så de kunne blive etableret som en markering i landskabet. Der er nogle steder, hvor der har ligget skibe. Der er nogle steder, hvor der har stået huse. Kunne man trække dem frem på en eller anden måde?” lyder det fra Sandegård.
Fortiden er ikke noget, der skal genopføres, men antydes.
Et spor i jorden, et mærke i landskabet. “Jeg har en drøm om, at vi kan frede alt jord og alle sten, som bliver gravet op i byudviklingen. At intet bliver kørt væk, men at vi bruger det på stedet – til jordmure, til stengærder, til belægninger. De er jo vidner,” siger han og fortsætter:
Et spor i jorden, et mærke i landskabet. “Jeg har en drøm om, at vi kan frede alt jord og alle sten, som bliver gravet op i byudviklingen. At intet bliver kørt væk, men at vi bruger det på stedet – til jordmure, til stengærder, til belægninger. De er jo vidner,” siger han og fortsætter:
“Lad os nu udnytte det, der er her, til at skabe det, der skal komme,” understreger Sandegård.
Lad os nu udnytte det, der er her, til at skabe det, der skal komme.
Karl Jonathan Sandegård
Et refugium
Muren er ikke kun et værk i landskabet, den er også et rum for ham selv. “Jeg tror i virkeligheden, det fungerer som et refugium for mig. Da jeg blev indbudt som huskunstner, tænkte jeg, at det mest interessante ville være at have en meget, meget langsommelig samtale med landskabet – og ikke så meget med den by, der kommer. Hvad er det, landskabet siger? Hvad gemmer det på?”
Muren er ikke kun et værk i landskabet, den er også et rum for ham selv. “Jeg tror i virkeligheden, det fungerer som et refugium for mig. Da jeg blev indbudt som huskunstner, tænkte jeg, at det mest interessante ville være at have en meget, meget langsommelig samtale med landskabet – og ikke så meget med den by, der kommer. Hvad er det, landskabet siger? Hvad gemmer det på?”
Tid er en medspiller. Jo længere processen forbliver åben, jo tydeligere træder værket frem af sig selv. “Jo mere frihed der er, jo renere vil projektet blive til det her sted.”
Flere mure i horisonten
Den første jordmur stod færdig den 28. september. Den er ikke afslutningen, men en begyndelse. “Fungerer det efter hensigten, vil man kunne etablere det rundt omkring andre steder herude,” siger Sandegård.
Den første jordmur stod færdig den 28. september. Den er ikke afslutningen, men en begyndelse. “Fungerer det efter hensigten, vil man kunne etablere det rundt omkring andre steder herude,” siger Sandegård.
Værket af jord med højt lerindhold er en prototype, åben for vejrets forandringer. Men måske vil den i fremtiden stå i en anden form – forvandlet til mursten, brændt af den samme jord og som en mere varig stemme i landskabet.
