Kathrine Ærtebjerg

Anne-Mette: Hvad synes du om at udstille på Skovgaard Museet i den gamle bygning fra 1728?

Kathrine: Der opstår et interessant møde mellem to forskellige tider. Desuden er rummene udfordrende at hænge op i, da der er mange brud og forstyrrelser….mange vinduer, møbler i rummene og en del patina i form af nedslidning af bygningen. Et hel andet sted end den hvide kube, hvilket er udfordrende for billederne, og som jeg synes er sjovt at prøve.

Anne-Mette: Kan du fortælle noget om de værker, som du har lavet specielt til udstillingen, og som er inspireret af et værk fra 1893 i museets samling?

Kathrine: Jeg så museet og museets samling for første gang i efteråret. Forinden havde museet spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at lave en eller flere parafraser med udgangspunkt i et eller flere af deres værker. Det ville jeg gerne, men da det ikke ellers er noget jeg gør, var det en ny ting for mig. Ludvig Finds maleri Portræt af en ung kunstner var det billede fra samlingen, jeg følte mig mest beslægtet med. Jeg kendte maleriet i forvejen fra udstillingen Sjælebilleder, som blev vist på Statens Museum for Kunst i 2000, men jeg vidste ikke, at de havde det på Skovgaard Museet.
Finds maleri forestiller en ung kunstner, en mand. Jeg har lavet 3 akvareller: en mand og to kvinder, for i min optik er kunstneren en kvinde ligeså vel som en mand.

Anne-Mette: Hvad synes du om, at din kunst bliver karakteriseret som specielt kvindelig?

Kathrine: Der tales meget om ligestilling, kvinde-udstillinger og feminin kunst i øjeblikket, fordi de kvindelige kunstnere altid har været i mindretal. Som tiden er nu, er det uundgåeligt at blive karakteriseret som kvindelig, når man som kvinde beskæftiger sig med identitet, seksualitet og køn. Også selvom jeg lægger vægt på, at de temaer, jeg behandler, er almene og ikke udelukkende kvindelige.
…Måske skal man bare vænne sig til, at man lige så godt kan se det alment menneskelige gennem en kvindelig optik som gennem en mandlig.

Anne-Mette: Er der nogen kunstnere, som du er specielt inspireret af eller beundrer?

Kathrine: Mange. Mænd og kvinder, ældre og nyere, billedkunstnere, forfattere, filmskabere.

Anne-Mette: Sidste år fik du tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Har det betydet noget for din arbejdsproces? Har du nogen særlige planer for hvad du vil bruge den ”arbejdsro” til?

Kathrine: Nej, jeg planlægger ikke mit arbejde, det viser sig efterhånden.

Anne-Mette: Du blev nomineret til Carnegie Art Award. Hvad betyder den anerkendelse for dig?

Kathrine: Det har betydet meget mere for mig at blive købt at Arken og Statens Museum. Begge institutioner har vist mine billeder meget, hvilket har betydet, at mange mennesker har set dem.

Anne-Mette: Hvordan startede du som kunstner?

Kathrine: Jeg skrev digte og begyndte at male i gymnasiet. Jeg var skoletræt og havde meget på hjerte. Efter gymnasiet tog jeg på kunsthøjskole, hvor jeg lave mine første malerier i olie. Det kunne jeg rigtig godt lide.

Anne-Mette: Har du en idé om i hvilken retning du kunne tænke dig at udvikle dig kunstnerisk?

Kathrine: Jeg har kun vage idéer om fremtiden. Min erfaring siger mig, at det er bedst at være åben og koncentrere sig om nuet.

Anne-Mette: Mange danske kunstnere er flyttet til Berlin for at være en del af en større og mere international kunstscene. Hvorfor er du blevet i Danmark?

Kathrine: Berlin tiltaler mig ikke så meget, at jeg gerne vil flytte derned. Jeg vil gerne til New York, men der er så dyrt at bo. Det er dog et ønske for fremtiden, så det vil nok ske. Den danske kunstscene er jo mange gange klaustrofobisk lille, men så må man søge andre miljøer og trække energi eller nye visioner derfra, hvis man føler åndenød. Eller rejse, når man har mulighed for det.