Kathrine Ærtebjergs nye værker viser en moden kunstner

Kærkommen udvikling
Som på et galleri viser Trapholt Ærtebjergs nyeste værker løsrevet fra en kunsthistorisk kontekst. Fire sale er fyldt med store farvestrålende malerier og små sort/hvide tuschtegninger, kun formidlet af værkernes sigende titler og en kort video med et interview med kunstneren.

De, der er kommet, fordi de allerede kender Ærtebjergs værker, forbinder hende nok med et fabulerende drømmeunivers, der som hos mumitroldene både rummer noget barnligt og eventyrligt, og samtidig er foruroligende og tvetydige. De nye værker er stadigvæk både drømmende og foruroligende, men der er sket en markant udvikling fra Ærtbjergs tidligere univers.

Ærtebjerg som vi kendte hende
I Ærtebjergs tidligere produktion er den gennemgående figur en prepubertær pageklippet pige, der hjulpet af drømmescenernes fabeldyr og falloslignende gevækster, forsøger at finde svaret på livets store eksistentielle spørgsmål, som eksempelvis kønnet, identiteten og den konfliktfyldte overgang fra pige til kvinde.
Når den tunge symbolik i disse værker fungerer godt, gør den værkerne gådefulde og komplekse. Men ofte fremstår de uendelige fortolkningsmuligheder som en vaghed og mangel på faktisk betydning, og det gør værkerne uvedkommende og ligegyldige – som andres lange, usammenhængende og syrede drømme du får genfortalt med opspilede øjne og undertrykt fnisen.

Ingen havenisse-kitsch
De nye værker, der udstilles på Trapholt, er imidlertid befriende renset for bambi, bævere og havenissekitsch. Her er både den pageklippede pige og Ærtebjerg modnet – de er sammen blevet voksne og er holdt op med at tale med besjælede dyr og planter. Modenheden ses først og fremmest i værkernes temaer, der ikke længere kredser omkring den gryende kønserfaring, men i stedet handler om den voksne seksualitet, moderskabet, kærligheden og parforholdet.

Mændene må også være med
Ærtebjergs kredsen omkring parforholdet betyder også, at vi bliver introduceret for mandlige hovedpersoner, der både alene og sammen med kvinderne udspiller Ærtebjergs nye temaer i de kulisselignende landskaber. Billedernes ændrede tematikker ses blandt andet i værkerne På vej væk fra paradiset, Fællesskabet og Moder Jord, hvor figurerne er voksne og kønsliggjorte.

I værket Moder Jord vokser den frugtbare kvinde op ad – eller sammen med – det grønne landskab, som en skildring af moderskabet som en naturlig og altfavnende kraft. Værket er enkelt i sin tematik, men samtidig er der mange små og subtile tilføjelser – som de tre spøgelser (fostre – fallos?) eller den svage skitse af en person i bunden af værket. Man kan vælge at fordybe sig i disse tilføjelser, men samtidig virker de ikke påtrængende.

Som det også ses i Moder Jord skildrer Ærtebjerg kroppene som sorte eller hvide plamager. Kroppen er altså blot konturerne af en krop, renset for dybde og detaljer, og dette får karaktererne til at fremstå som generaliseringer af typer, fremfor egentlige individer. Det er ikke én bestemt mor, der skildres, men mere moderskabet som helhed.

Abstraktion og mørke nuancer
At kroppene blot viser sig som plamager, er også en del af det andet element i Ærtebjergs udvikling. For ud over forskydningen i værkernes tematik viser udviklingen sig også i værkernes form og visuelle udtryk. Først og fremmest er billederne blevet mørkere, hvilket uundværligt gør dem mindre barnlige og legende. Landskaberne er stadig drømmeagtige, men scenerne er blevet mindre figurative og mere abstrakte – og det er præcis med disse grove og abstrakte strøg, at Ærtebjerg viser sit værd.

For Ærtebjerg er en dygtig maler, og dér hvor hun virkelig stråler, er i hendes leg med farver, dybder, former og kompositionen. Billederne er slet og ret smukke, og den nedtonede symbolik og større abstraktion gør ikke drømmescenerne indholdsløse – det gør netop værkerne spændende, vedkommende og subtile.