KE 2013 – den bedste i mands minde

I de senere år har Kunstnernes Efterårsudstilling i kraft af skiftende bestyrelsesmedlemmers gode initiativer og nytilførte ressourcer – her kan nævnes KE-prisen og Patricia Asbæks generøse CCA Andratx Pris, som indebærer en måneds atelierophold til en kunstner i denne perle på Mallorca – fået løftet niveauet kendeligt på denne vigtige institution for kunstens vækstlag i Danmark.

Udstillingen er langt bedre i år, end den var for fx 10-15 år siden, da den mestendels var en tumleplads for glade amatører, og man forgæves ledte efter et kunstnerisk kick. Man mindes især udstillingen i 2000, hvor censurkomiteen, der bl.a. talte Jytte Rex, Thomas Bang, Kirsten Justesen og Ingvar Cronhammar, for at skille pjat og lir fra the real thing statuerede et eksempel og kun lod værker af 26 ud af 950 ansøgere slippe igennem nåleøjet.

Der var selvfølgelig meget langt mellem værkerne. Enkelte vægge var helt bare, og mange af de afviste kunstnere protesterede højlydt. I år ser KE lyset for 113. gang og har atter efter nogle år i ”udlændighed” installeret sig i de omgivelser i Den Fri Udstillingsbygning, som klæder den så godt.

Søgen efter fodfæste
Censurkomiteen består denne gang af billedkunstnerne Sophia Kalkau, Jesper Dyrehauge, A Kassen (ved Tommy Petersen) og Simone Aaberg Kærn samt galleristen Mikael Andersen.

Det er fortsat en kunstneradministreret og -styret, censureret udstilling, som sætter fokus på kvaliteterne i den nye kunst, og som gerne vinker nye medier til, samtidig med at ”yderkanterne” tilgodeses.

Men det er klart, at trends, der har vundet indpas hos de mere etablerede kunstnere, kan dukke op på en udstilling med værker af kunstnere, som stadig mestendels er i deres vorden.

Her og der ses greb, som vi kender fra etablerede kunstnere som Martin Erik Andersen, Gudrun Hasle, ’dejkrigeren’ alias Søren Dahlgaard, Luc Tuymans samt gode gamle Seppo Mattinen og andre kunstnere, men sådan må det være på en debutantudstilling, hvor mange af kunstnerne endnu ikke har fundet fuldt, kunstnerisk fodfæste.

Naturstridig og underfundig
Kunstnernes Efterårsudstilling havde i år 475 ansøgere, hvoraf kun 40 kunstnere slap igennem censurkomiteens nåleøje. Der er flere tankevækkende værker og overraskelser. Faktisk går man beriget ud af Willumsens gamle bygning efter rundgangen.

Flere af værkerne åbner op til hverdagens mere poetiske sider – det gælder bla. Rune Bosses vidunderlige installation ’Levity’, hvor en græsmåtte bæres oppe af sine tætvoksende græsstrå, som fungerer som en grøn ’sokkel’. En lille dampmaskine forsyner via et rør måtten med vanddamp, så græsset også spirer opad. Det er sunshine up and down – en visuel doublewhopper og jo egentlig naturstridigt og umuligt og derfor henrivende og poetisk.

Bosse har været elev hos Olafur Eliasson i hans ’Institut für Raumexperimente’ i Berlin, så der bor tydeligvis en lille fysiker og nørd inde i ham ligesom i hans mentor.

Flere værker på KE besidder underfundig humor, som vi ser det i Thue Holdt Petersens Gitte Villesen-inspirerede dokumentarvideo ’Torden’, der er optaget i Sønderjylland og giver os et kig ind i en verden, hvor der tales og tænkes – og handles – meget anderledes end i den moderne, højteknologiske storby. Her bruges stadig i 2013 gamle skivetelefoner, her ses blomstrede tapeter og voksduge, her har dialekten kronede dage, og tordenen maner til eftertanke som en højst reel trussel mod hverdagslivets beskyttende harmoni.

Sysler med konsekvens
Humoren er også på spil i Lisbeth Bachmans mega musefælde, der lokker mus og rotter til med en kæmpe pille i stedet for det traditionelle stykke ost. Et billede på medicinalindustriens afhængighedsskabende produkter?

Sisse Hoffmanns ’Finansielle sysler’ består af en række broderier, der bl.a. gengiver Nasdaqs finansielle kurver.

En langsommelig, kvindelig sysselsætning yder her modstand til finansverdenens seismografiske flygtighed.

Maleriet og tegningen er som på de fleste udstillinger med samtidskunst i disse år i mindretal, men Hanne Helms’ formelle stribe-billeder og Maria Marstrands kæmpemæssige, blå og røde spiral-tegninger på sammenstykkede papirark bør begge fremhæves for deres stramhed og konsekvens.

De to magtfulde spiraler er ophængt i stativer, og de er flot og centralt placeret i det store, heksagonale rum mod nord.

Fotografiske undersøgelser
Fotokunsten er til gengæld fyldigt repræsenteret ved Frederik Petersens knivskarpe kunsttematiserende fotos fra bl.a. det naturhistoriske museum i Firenze. Dokumentarfoto og fotografisk poesi går her hånd i hånd.

I Henriette Mørdrups dobbelt-fotos i sort/hvid vandrer former og betydninger videre som visuelle indholdsforskydninger fra det øverste foto til det nederste, mens Kasper Ledet i sine konceptuelle replacement-fotografier undersøger hvide sfærer i forskellige rum – når de ligger på græsset, ligner de æg, mens de skifter betydning og vokser til indefinitte æterlegemer eller store balloner, når de optræder i det urbane rum.

Maj Bjørnholdt Kjærsig har i sin ’Portrætserie af glemte personer’ i en række interessante fotos undersøgt, hvor meget der skal forsvinde af et menneskes fysiognomi, før man slet ikke identificerer det som et menneske.

Voodoo i forstaden
Prisvinderne fra 2011 og 12 udstiller igen i år med nye værker, hvilket er en god ide, dels fordi det giver en vis kontinuitet, dels fordi man kan tjekke, hvordan de har brugt prisen til at rykke videre. Årets KE-Pris 13 gik til video/performancekunstneren Kristian Touborg, der har lavet en 8 minutter lang video [Im]permanence, der i en vild og bloddryppende voodoo-stil viser den kvælende – ja, dræbende – uhygge, som præger forstadslivet.

SE FILM OM ÅRETS UDSTILLING