Spot på projektrum: Udstillingsstedet Spanien 19C

En æra lakker mod enden. Udstillingsstedet Spanien 19C har i 22 år eksisteret i ingenmandslandet mellem havn og by som et centralt omdrejningspunkt for det dynamiske vækstlag i Aarhus. Men et nyt byudviklingsprojekt i Sydhavnen sætter nu snart punktum for stedet i sin nuværende form. Vi har talt med stedets “Grand Old Man”, Kim Thøgersen Grønborg, om vækstlag, byfornyelse, og hvorfor det er så vigtigt at dyrke den næringsrige muld, hvorfra fremtidens kunstneriske talenter skal vokse.

Jeg møder Grønborg en formiddag i september. I baggrunden går en kinesisk musiker rundt og er ved at stille op til en elektronisk koncert, der skal afholdes i 19Cs brune murstenslokaler samme aften. Vi tager plads i køkkenet, der vist ikke har været istandsat siden engang i 70’erne. Et køkken plastret til i gamle plakater, udklip og rekvisitter fra en menneskealder af performances, kunst, koncerter og happenings, der vidner om stedets uomgængelige status på den aarhusianske kunstscene.

En by fuld af virketrang

Historien om udstillingsstedet Spanien 19C tager sin begyndelse i de tidlige 80ere. “Der var en virkelig stor Do It Yourself-bevægelse, som havde at gøre med, at det var rimelig nemt at gå på understøttelse”, indleder Grønborg. “Og det er jo ikke fordi folk på understøttelse sidder på deres flade. Tværtimod: Når der er muligheden, så går de i gang!” Og det var, ifølge Grønborg, præcis hvad der skete i en periode, hvor kunsten i Aarhus oplevede en enorm opblomstring, og folk startede gallerier, udstillingssteder, pladeselskaber og forlag. “Pist Protta, er jo også en ting, som startede på det tidspunkt, Et tidsskrift, som nu også har kørt i 40 år”, fortæller han.

Kim Grønborg arrangerede egne udstillinger og koncerter. Blandt andet i regi af det hedengangne galleri Solkorset i Nørregade, som Jesper Fabricius, Robin Lybecher og Jesper Rasmussen startede i begyndelsen af 80erne. “Jeg stod så med lokaler hernede, som havde været brugt til nogle arrangementer med kulturforeningen, der var registreret som en ungdomsforening, så vi havde stedet kvit og frit. Men da det gik ned pga. pengemangel, var der kun mig tilbage.”

Grønborg fortsatte udstillingsvirksomheden og de udadvendte aktiviteter på stedet: “Så kunne vi hele tiden sige til kommunen: ‘Det er jo ikke kun for os selv’. Samtidig var vi meget klare på, at vi ikke skulle være et kommercielt sted. Der var en mulighed for kunstnerne for at prøve noget af og have et frirum, hvor de kunne arbejde,” forklarer han. “Det startede ad hoc og uden økonomi, men så fik vi penge til én udstilling, så til to. Og så kunne vi søge til et helt år.”

Mere styring giver mindre dynamik

I de 22 år siden opstarten, er der fra kommunens side kommet langt mere styring, for at udstillingssteder, som Spanien 19C, kan få tildelt midler. Stedet fik i en periode et basistilskud, som udstillingsstedet selv kunne forvalte i årets løb, hvilket gav gode muligheder for at skabe spontane udstillinger og events, men det har ændret sig: “Nu har de i mange år forlangt at se et program på forhånd. Det er lidt underligt, når vi nu har kørt stedet i 22 år, at de bliver ved med at ville se bevis på, at vi kan gøre det”, kommenterer Grønborg med et tørt grin.

De snævrere rammer for at kunne agere spontant er ifølge Grønborg en af udfordringerne ved den nye ordning: “Vi havde i mange år et samarbejde med musikforeningen Ljud. De vidste aldrig på forhånd med hvilke koncerter, for det var ofte musikere, der var på tour, som havde en overliggerdag i byen, som blev inviteret. Det giver en helt enorm dynamik. Det kan man ikke, når man skal have et fast program og det gør det lidt tungt at danse med nogle gange.”

Er der en større angst fra kommunens side for at træde ved siden af og begå fejl?

“Der har udviklet sig en angst for, at det kommer til at sejle. Det er en del af New Public Management og rapporteringssystemet, hvor de skal have kontrol med alting, og man skal sidde og udfylde skemaer i stedet for at foretage sig noget. Og det er sørgeligt.”

Et frirum med plads til at fejle

Kunstmuseet ARoS annoncerede for nylig, at man med kommunens hjælp nu havde sikret finansiering til en udbygning af museet med et monumentalt værk af James Turell. Men for Kim Grønborg er det ikke nødvendigvis godt nyt for byen. I hans øjne kunne de mange millioner gøre en enorm forskel for vækstlaget: “Det interessante spørgsmål er i virkeligheden, hvordan får vi den næste Turell? For den næste Turell kunne jo være fra Aarhus. Og derfor er vigtigt at bruge penge på at udvikle den slags hele tiden, så du har et vækstlag med en muld, der kan gro noget i.”

Læs interview: Aros udvider. Men er det bæredygtigt – og hvad med kulturpolitikken og produktionsmiljøerne?

Spanien 19C har da også ageret rugekasse for en lang række anerkendte kunstnere, der blandt andre tæller Goodiepal, Michael Würtz Overbeck, Jens Settergren, Ragnhild May og Regitze Engelsborg Karlsen.

Det har været vigtigt for Spanien 19C at skabe et frirum, hvor kunstnerne kan afprøve ting og eksperimentere i nogle rammer, som ikke er forpligtet af salg og publikumstal på samme måde som museerne og gallerierne. “Som med alle eksperimenter, er der nogle ting der lykkes, og nogle, der ikke lykkes, men så har man en erfaring. Og man kan evaluere og se hvad der gik godt, og bygge ovenpå det”, fortæller Grønborg. “Kunstnerne savner et rum, hvor de kan gøre den slags. Jeg synes også, at der nogle gange har manglet en erfaringsopsamling i kunstverdenen.”

Fremtiden for 19C

Sydhavnskvarteret, som Spanien 19C er en del af, står overfor en gennemgribende byfornyelse, hvor de nuværende bygninger skal rives ned. 19C har været i dialog med Det Jyske Kunstakademi, og Aarhus Billedkunstcenter, der begge har planer om at flytte ned i området, idet udvikleren Enggaard siger, at de gerne vil satse på kunst, der kan profilere stedet.

“Vi har navnet Spanien 19C og en historie, som går langt tilbage, så hvordan kan man tage de erfaringer og gå ud og lave stedsspecifikke ting i det offentlige rum og den nye arkitektur, som umiddelbart er en udfordring at arbejde med?” spørger Kim Grønborg. For en af de helt store udfordringer er, at bevare et kunstnerisk miljø i området imens der bygges. Og det er ifølge Grønborg skrøbeligt, og det er langtfra garanteret, at det kan lykkes.

“Vi har fået lokaler i det gamle Bylager, hvor der også bliver altelier til de andre kunstnere, der har været hernede. Vi laver et projekt, som undersøger, hvad der er muligt at videreføre, og så bruger vi 3-4 år på det”, fortæller han.

Kommunalt bureaukrati

Spørger man Kim Grønborg, hvordan man kunne skabe de optimale betingelser for vækstlaget i byen, er meldingen klar: Giv det gamle Amtssygehus til kunstnerne og undgå for meget kommunal styring!

“Så kunne man måske få noget af den der kraft, som kunne have været, hvis Godsbanen havde fulgt det oprindelige oplæg.” Det er tydeligt, at samtalen nu har drejet sig ind på et emne, som Grønborg brænder stærkt for: “Jeg var til møde ovre i Turbinehallen for mange år siden, før de begyndte at snakke Godsbanen, og der havde vi besøg af fem store kulturhuse fra hele Europa, og de sagde allesammen det samme: Giv det til kunstnerne og lad kunstnerne udvikle det. Og så laver de i stedet sådan et kommunalt monster med to ledelser, og jeg skal komme efter dig. Det kan ikke bare blive russisk bureaukrati nok, Det er jo grotesk”, klukker Grønborg.

Hvorvidt man genanvender gamle bygninger eller bygger nyt, er dog ikke afgørende for Grønborg. Det er derimod prisen. “Man kunne måske bygge noget, der mindede mere om industri, end de polerede, kommunale kontorer, som Godsbanen pludselig blev. De fleste kunstnere har kun brug for noget, der er tæt, og hvor der er strøm og vand. Så er det heller ikke mere avanceret.”

Blandt planerne for Sydhavnen er et kommende parkeringshus, og her ser Grønborg en spildt mulighed for at forsyne huset med en ekstra etage, indrettet til kunstnerværksteder. “Der er der ikke nogen, der kan blive generet af larm og P-huset er i forvejen en meget enkel byggemåde. I sådan et P-hus, kunne vi jo have været 10 gange!”

Men desværre har de kommunale processer ikke inddraget områdets kulturmiljø i tide:
“De her beslutningsprocesser foregår i nogle underlige kommunale lommer, hvor der er en planlægningsafdeling, som står for projektet og gerne vil have noget kultur, men kulturforvaltningen kommer ikke ind over. Der er tilsyneladende de her forvaltningsmæssige skotter imellem økonomierne, som gør det virkelig tungt at danse med hele tiden”, beklager Grønborg.

Tiden vil vise, om kunstmiljøet omkring Sydhavnen overlever at blive trukket op med rødder og lader sig genplante i den fornyede bydel, eller om vækstlaget i mellemtiden har knopskudt i helt nye, og uventede retninger. Men ifølge Grønborg er det essentielt, at man indtænker rum til kunstmiljøet i byplanlægningen: “Det er pissevigtigt at have de her muligheder inden for alle kunstarter. Hvis du vil skabe de næste store navne, så skal de jo komme et sted fra, og du kan ikke altid regne med institutioner til den slags ting!” afrunder han.