Kinesere i Humlebæk

Formand Mao
Det er som om, at Formand Mao ikke helt vil slippe sit tag i kineserne. Det er måske ikke så mærkværdigt, da han i en årrække udgjorde selveste overhovedet i et totalitært styre, der brugte censuren som et redskab med henblik på at sikre en velordnet ensartethed i det kæmpemæssige land. Formanden er da også stadig repræsenteret i de kinesiske samtidskunstneres motivverdener. Det er dog mest af alt mangfoldighed, der præger udstillingen Made i China, der for tiden vises på Louisiana i Humlebæk.

Et stort gråtonet landskab på udstillingen er malet traditionelt i olie på lærred. Billedet forestiller nogle bjergtoppe med disen hængende i striber omkring sig. Billedet er domineret af en truende himmel, der indikerer et – måske – kommende uvejr. Ikke at der noget usædvanligt i dét. Naturens kraft har fascineret kunstnere i århundreder; men Yue Minjun’s maleri fra 2003 har titlen Lia Chunhua – Formand Mao marcherer til Anyuan. Én af de karakteristiske uniformsjakker, som vi i den vestlige kultur forbinder med Mao Tse-tung, findes støbt i aluminium på udstillingen. Kunstneren Sui Jianguo (født 1956) har kaldt værket fra 1997 for Arvetøjet. Denne uniform udgør altså, hvad man som nutidskunstner, der er opvokset med Maos udgave af kommunismen som samfundsform, kan referere til i en kulturel sammenhæng.

Det sårbare menneske
Mennesket, især i dets mest desperate og sårbare udgave, er i høj grad i fokus på den kinesiske samtidskunstscene, hvis man skal tage for pålydende, hvad denne udstilling, som er sammensat af værker fra The Estella Collection, viser. Ikke mindst ungdommen belyses i de ofte socialrealistiske skildringer, der er affødt af et udtryk, som man oplevede i den vestlige billedkunst i 60’erne og 70’erne. Bagsiden af det markedsmekaniske Kina skildres f.eks. af Yang Yong i et par store fotografier. Et af disse viser en ung kvinde siddende på et gulv i et godt slidt køkken. På Xiaoyin alene nr. 12 taler hovedpersonen i mobiltelefon med et lettere udsigtsløst og fjernt ansigtsudtryk.

Wei Dong befinder sig i en næsten surreel eventyrverden indeholdende forskellige tableauer, der underbygger en verden i et dekadent forfald. Her spilles bl.a. på dét, der i mange år i Kina har været tabubelagt. Det seksuelle. Et tema, der går igen i en del af værkerne på Made in China, således også i maleriet Voksenliv af Ma Yanhong. Billedet er malet i 2006 og dermed ret aktuelt. Det forestiller to unge piger, der hver især er iklædt et par tynde trusser og kondisko. De to piger fremstår skrøbelige og undersøgende, som betragter de os, som udgør publikum, med en næsten granskende grundighed. Maleriet er overbevisende udført og bringer næsten associationer til Edward Munchs skildring af pubertet.

Billedkunst er i dag et globat anliggende, hvilket fremgår meget tydeligt på Made in China. Påvirkningerne fra vesten og dennes stereotyper er oplagt i en lang række værker. Selv når man, som Yu Hong skildrer to vidt forskellige miljøer i det kinesiske samfund, foregår det med de velkendte virkemidler, som man kender fra en maler som f.eks. David Hockney. Klart defineret; men måske også lidt forudsigeligt udført i akryl på kæmpemæssige lærreder.

Fotografiet
Fotografiet spiller også en afgørende rolle i den kinesiske samtidskunst. Netop i forhold til den nævnte globalisering, er det interessant at iagttage, hvordan f.eks. Chen Shaoxiong har sammensmeltet storbykulturer fra Kina og Europa med ret enkle, og dog oplagte, virkemidler. Han har skabt små modeller med fragmenter fra en kinsisk storby, som så er blevet affotograferet i nogle af Verdens metropoler, som danner baggrund for modellerne og dermed skaber et helt andet miljø.

Fotografiet fremstår i en mangefacetteret udgave på Made in China. Symbolismen er klokkeren hos nogle, som eksempelvis hos Zhang Huan. Fotografiet viser en nøgen person, der ligger på maven oven på en stak isblokke, der er placeret på en bænk. Syv hunde af forskellig race er bundet til bænken. Værket har kunstneren kaldt Pilgrimsfærd – vind og vand. Det står så beskueren frit for at fortolke værkets litterære karakter. Et enormt fotografi af Miao Xiaochun viser et publikum, der står og iagttager dyrene i en rotundeformet abegrotte. Spørgsmålet er, hvem, der iagttager hvem? Billedet hedder Opera og er fra 2003. I fragmentarisk forstand udgør menneskekroppen en sær kompositorisk helhed i Liu Weis fotomontage Landskab nr. 1-6 fra 2004.

Traditionen
Den kinesiske samtidskunst er, på trods af globaliseringens påvirkninger, stadig forankret i landets egen tradition. Det grafiske element er naturligvis fremherskende, ikke mindst i de værker, hvor de smukke skrifttegn udgør organismen i en kunstnerisk verden, hvor fortællelysten er enorm. Det grafiske kommer ligeledes til udtryk i et kæmpemæssigt træsnit, som er sammensat af seks dele. Fang Lijuns Svømmer måler ikke mindre end 488 x 732 cm. sammenlagt. Værket er fra 1999 og viser ansigtet af en svømmende skikkelse, som dog kunne være ved at drukne. Det store billede rummer både elementer af stor skønhed samt momenter af desperation.

Det er kun de færreste i den vestlige kultur, der er i stand til at tyde kinesiske skrifttegn. Derfor har disse en tendens til at fremstå som ren æstetik da signalet, hvad end det indeholder, er usynligt for os. Der spilles overbevisende på disse strenge i en stor installation af Xu Bing. Installationen består af en række skrifttegn, der er placeret i et minutiøst mønster på gulvet. I en fase af dette forløb slipper de gulvet og flyver så at sige ud i rummet, hvorved de i en proces bliver til fugle. Værket besidder titlen Det levende ord.

På vej frem
I det hele taget rummer denne udstilling så mange forskelligartede udtryk og profiler, at den måske i overordnet forstand, kan forekomme en smule sammensat og rodet. Derfor er det vigtigt at man som almen beskuer tager nogle valg og beskæftiger sig med de værker, der berører én. Det er også vigtigt, at man lader sig overrumple. Kriterierne herfor findes ofte i de mindre værker, som påkalder sig en intim underfundighed. Ét af de mest oplagte eksempler herpå udgør den lille installation Bærbar by – Shanghai af Yin Xiuzhen. Den kan tolkes som en kommentar til en industrialisering, der er afhængig af flytbare medier som bærbare computere etc. Installationen er bygget op i en gemen rejsekuffert, hvori nogle af storbyens mest kendte vartegn optræder. Med en sådan bagage er man aldrig rigtigt langt hjemmefra.

Der er ingen tvivl om, at kinesisk kunst er på vej frem. Ifølge teksten i dét 100 siders katalog, der beskriver Made in China, er kinesisk kunst ”hot” blandt det internationale segment af kuratorer og samlere. I kunstverdenen efterlyser man hele tiden nye navne. I Kina er der mange navne og meget kunst. En del er i sin grundsubstans kitchet og anstrengt; men hvor der handles, spildes der til tider. Hvad vi kan forvente os af den kunstneriske samtidsscene i årene fremover fra det enorme land, føler jeg mig overbevist om, at man kan få et ganske kvalificeret indblik i indtil den 5. august 2007 på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.