Kinna Poulsen: ”Jeg bryder mig ikke om tanken ikke at engagere mig”

Kinna Poulsen er lidt af en kunstnerisk ildsjæl med hænderne dybt nede i den lokale og internationale kunstscene fra basen i Tórshavn. Jeg mødte hende en julidag i køkkenet hos det grafiske værksted Steinprent. Besøgende kom og gik, Jan Andersson serverede stærk kaffe, og bøger og kataloger blev trukket ned fra hylderne.

Når man taler om færøsk samtidskunst, melder navnet Kinna Poulsen sig ganske hurtigt. Den 29. juni blev hun 50 år, og samtidig åbnede der en udstilling med Claus Carstensen, kurateret af Kinna Poulsen på det grafiske værksted, Steinprent, der har til huse i gammel stenbygning på havnen i Tórshavn.

Faktisk havde det været trykkeren Jan Anderssons og Claus Carstensens plan at overraske hende med en udstilling, og det fortæller noget om Kinna Poulsens måde at have fingeren på pulsen angående, hvad der foregår i kunstlivet på Færøerne, at det simpelthen ikke lod sig gøre. Udstillingen kom ikke til at hedde noget med hommage à Kinna, men Ape rules, O.K.! og Kinna fik lov at hænge værkerne op, ligesom hun også skrev teksten til det spontant udviklede katalog.

Samarbejdet mellem Steinprent og Kinna Poulsen opstod ved, at hun kom forbi som anmelder. Efterhånden blev besøgene hyppigere, og hun oplevede at kunstnerne tit stod og manglede en presse- eller katalogtekst, og den kunne hun jo lige skrive:

”Det har været rent con amore arbejde, men det har givet mig en god kunstsamling og fantastiske oplevelser. Med tiden fik jeg selv ideer til udstillinger både her og andre steder”, siger hun. I dag laver hun størsteparten af værkstedets udstillinger, som for alvor har taget fart de seneste år.

Læs interviewet med Jan Andersson om trykkets genkomst

”På Færøerne har vi ikke noget kunstakademi, men vi har en eminent god musikskole. Derfor har vi et niveau indenfor musikken, der er langt højere end indenfor billedkunsten. Men det er i den grad på vej. Og her har det grafiske værksted Steinprent været en helt uvurderlig katalysator. Sådan er det med al kulturel udvikling, man har brug for, at der kommer noget nyt udefra, det frigiver en masse kræfter i kulturen.”

Født og opvokset i Tórshavn

Kinna Poulsen er født og opvokset i Tórshavn. Hun er cand.mag. i dansk og kunsthistorie fra Københavns universitet og arbejder fuld tid som gymnasielærer. Fra 2010-2014 drev hun bloggen http://listinblog.blogspot.com sammen med Inger Smærup Sørensen ud fra konceptet: ny post hver dag. Nu har hun sin egen blog: http://www.listaportal.com hvor hun ikke bare skriver om kunst og litteratur, men også om teater, design, film og arkitektur. Hun skriver fortrinsvist på færøsk, men der er også indlæg på dansk og engelsk.

Derudover skriver hun bøger, katalogtekster i strømmevis og laver kunstophængninger, f.eks. har hun for et par år siden hængt Bank Nordiks samling op i deres nye, runde hovedsæde. Et af hendes greb har været at fjerne de tunge guldrammer, og det er forbløffende, hvor forfriskende det virker på billederne.

Samarbejdet med Tóroddur Poulsen

2017 var måske Kinna Poulsens til dato mest travle år. Udover udstillinger og indtil flere katalogtekster udgav hun to bøger, bl.a. den monstertykke bog Úr Myrkrinum/ Out of Darkness (Sprotin) om forfatteren og billedkunstneren Tóroddur Poulsen, som hun har fulgt gennem mange år.

”Jeg er interesseret i kunst, der overskrider det konforme og det vante. Det kan man også se på min store interesse for Tóroddur Poulsens avantgardeprægede værker, som jeg mener er samtidskunst i verdensklasse. Jeg skrev min første tekst om ham i 1997, og i 2017 kom bogen, det føles som en god kontinuitet. De er så godt tænkt, hans værker. Som du siger, er de smukke, men det kræver noget at fornemme det. Da Tóroddur (som debuterede i 1984 med digtsamlingen Botnfall/ Bundfald red.) begyndte at arbejde med litografiet var der mange, der sagde, ”jamen han er jo digter, hvad skal han nu med de tryk?”. Senere er folk blevet glade for dem. Hans første maleriudstilling var i 2013 i Steinprent. Folk syntes, det var så grimt og ubehjælpsomt malet, mange forstod ikke de underliggende bad art strategier.”

Kinna Poulsens lokale passion

En anden af Kinna Poulsens helte er maleren Steffan Danielsen (1922-1976) fra øen Nólsoy, der ligger lige ud for Tórshavn.
”Jeg har en total passion overfor Steffan Danielsen, jeg synes jo, at hvis verden kendte ham, så ville alle synes, at han var en fantastisk maler.”

Kinna Poulsen kalder på Jan og frem af de sammenstyrtningstruede bogstabler graver de hendes bog, som hun slår op i: ”Det her f.eks. er jo ren Per Kirkeby og er allerede fra 50´erne. Jeg elsker de billeder og det blik, hvor det egentlige motiv ofte består af mønstre og opstillinger, f.eks. en stensætning i forgrunden, mens resten bare er detaljer, der kommer med.”

”Billederne i min bog om Danielsen (forlaget Bókagarður v/Emil Thomsen, 2009), er taget af min far, Ásmundur Poulsen, som efter at have arbejdet i telefonvæsenet, indtil midthalvfjerdserne, blev professionel fotograf. Han tog dem med sit gamle Hasselblad kamera. Det sjove er, at da John Kørner kom herop, ville han gerne bruge nogle færøske fotografier som udgangspunkt. Jeg gav ham nogle af min fars, blandt andet et selvportræt, hvor min far står ovenpå en hval. Og et andet hvor min onkel kommer bærende på en enorm høstak. De motiver, manden på hvalen og den ekstremt belæssede figur, der har sådan en blød kontur, findes nu i Kørners litografier. Det er et fint efterliv, der også fik mig til at se på min fars fotografier på en anden måde. Igen handler det om, at der kommer en udefra, der peger på og aktiverer noget i kulturen. Og det handler om samarbejder og synergi.”

Det nationale

Færøerne er et lille land, Tórshavn er en lille by. Når man går rundt i den, bliver man slået af, hvor mange skulpturer der er, stort set alle skabt af færøske kunstnere (en fin undtagelse er en buste af digteren R.C. Effersøe af Anne Marie Carl Nielsen) og på det lokale kunstmuseum viser man kun færøske kunstnere.

Hvordan forholder man sig som kurator og kunstinteresseret til det nationale, spørger jeg. Er det ikke et evigt skisma? Man har jo som sted en egenart. Men det bliver også klaustrofobisk, hvis det bliver det eneste fokus?

”Jo”, siger Kinna Poulsen. ”Absolut. I ferniseringstaler til udstillinger af færøsk kunst i Danmark, så handlede det altid om landskabet, det genuint og særegent færøske. Danskere og udlændinge har gjort det med stor hengivenhed, men det skyldes også, at vi selv har bekræftet dem i den fortælling: at vi er anderledes, et naturfolk. Men er vi nu det? Måske nogle af os. Selv er jeg opvokset på asfalt og beton. Det har været mine grundelementer. Jo, jeg var vel ude ved klipperne som lille og fange hundestejler, noget måtte man finde på, for vi fik først TV på Færøerne, da jeg var 14. Men altså, asfalt, det er det, jeg har gået på det meste af tiden. Det er også der, hvor Tóroddur er demonstrativt moderne, han gider ikke det der med, at vi går rundt i fjeldet. Vi er et moderne samfund, vi har alt, vi er materialister som alle andre. Jeg er overbevist om, at den romantiserede forenkling af færøsk kultur ikke er god for os i det lange løb.”

”Men tænk på, hvor hurtigt alting er gået her på Færøerne. Mine forældre har levet samtidig med den første færøske billedkunstner, Niels Kruse (1871-1953) i bygden Eiði, der malede en romantiseret version af de lokale omgivelser. De første færøske nationalromantiske digte, blev skrevet af færinge, der sad på Regensen ved Rundetårn og længtes hjem, det var engang i 1870´erne, og det vil sige, at da Danmark og resten af verden går over i en moderne retning, er Færøerne først ved at etablere sig som skriftsprog. Og ca. 30 år efter etablerer billedkunsten sig. Det er så kort tid siden, at der var nogen, der faktisk kunne finde ud af at male et fjeld. Så når nogen i dag maler et demonstrativt grimt fjeld, så er tanken: måske er det fordi han ikke kan, ligesom vi ikke kunne før. ”

”Jeg kan selv lide værker, jeg ikke helt forstår og har altid kun lavet udstillinger med kunst, som jeg er helt vild med. Men der er heldigvis ret mange ting, jeg er vild med, det må jeg indrømme, og nogle kunstnere bliver jeg ved at samarbejde med, f.eks. Claus Carstensen, som jeg lærer meget af.”

Balancen mellem kritik og venskab

Men hvordan opretholder man balancen mellem at være kritiker og at være venner med folk i sådan et lille samfund? Kan man undgå at være inhabil, spørger jeg. Og hvordan er det at blive kaldt en nordatlantisk heks af Per Arnoldi, som Kinna Poulsen blev efter hun havde kritiseret en plejehjemsudsmykning?

Kinna tøver ikke længe: ”Det har været og er svært og du kan finde folk, der synes jeg ikke har omgået det særligt fornuftigt. For jeg har været kurator på nogle ting og har anmeldt andre ting. Personligt kan jeg godt holde det ud. Det var svært i en årrække, hvor der var folk, der ikke hilste på mig. Jeg har været ude i mange stridigheder, fordi jeg ikke har holdt mund, når jeg har ment, at f.eks. det offentlige har lavet forhåndsaftaler med kunstnere eller hvor andre hensyn end de kunstneriske vægtes.”

“Jeg har stillet mig på øretævernes holdeplads mange gange. Men man vænner sig også til det, det kan næsten være lettere end at få al den medvind og ros, som jeg bestemt også har fået. Arnoldi blev virkelig sur. Det kan jeg godt forstå, for jeg skrev min kritiske bemærkning uden at have set hans udsmykning i sin helhed, men jeg mener stadig det, jeg skrev og som jeg senere uddybede i en reel anmeldelse. Og så er det verdens dårligste ide at vælge en kunstner, der laver relativt ens billeder i rød, gul og blå til et demensplejehjem.”

”Nogle har, i bedste mening, rådet mig til at holde helt op med at anmelde, for at holde mine hænder rene. Men det gider jeg ikke. Jeg bor her, og jeg engagerer mig i mit sted og mine omgivelser. Jeg er en del af samfundet og bryder mig ikke om tanken ikke at engagere mig.”