Klam kødelighed og diskrete gnubbebilleder på ARoS

Mellem lemlæstelse og automatbilleder
Udstillingens åbningsværk er ARoS’ eget værk af Matelli, Fucked (Couple) fra 2005, hvor et makabert lemlæstet par udført i naturtro silikone flygter, skarpt forfulgt af bombetruslen fra et nedstyrtende Steinwayflygel splitret til uspillelighed.

De er i sandhed ’fucked’, men holder stædigt hinanden i hånden under parolen tatoveret på mandens overarm: ”True Love Forever”.

Matellis strategi er her at råbe så højt, at ingen forbliver uberørte. Det er blodige lemmer og grotesk omgang med haveredskaber in your face!

Slutbillederne på udstillingen er derimod så diskrete, at man bliver mistænksom: Viser uskarpheden i de store akrylmalerier sig pludseligt at indeholde et ubehageligt motiv, når jeg går tæt på?

Tilsyneladende ikke. De er simple gnidebilleder skabt i traditionen fra den surrealistiske maler Max Ernsts (1891-1976) frottageteknik (’frottage’ betyder ’gniden’ på fransk). Matelli har hængt lærreder op på væggen i sit atelier i Brooklyn og gnubbet aftryk af muren frem (fx East Window / West Wall, 2012).

Det er en måde at automatisere billedskabelsen. Det er ikke kunstnerens rige, indre liv, der udgydes på lærredet, men et uhyre konkret aftryk af hans helt nære, og tilsyneladende betydningsløse, omverden.

Umiddelbart en diametral modsætning til de symboltunge, martrede silikonemennesker og desperate aber, Matelli ellers har sluppet løs i ARoS’ kælder.

Forførelse som signatur
Men der er forbindelser mellem de tyste og de larmende værker. Blandt andet er en kunstners studio jo ikke just noget betydningsløst sted, men traditionelt set selve arnen for kunstnerisk energi og magi.

Det er her Matelli og hans stab som et bedre ’special-effects’-værksted skaber kunstnerens helt afgørende signatur: at beskueren som i ethvert andet trylleshow forføres af det, der foregår lige for øjnene af hende og dernæst undrer sig over, hvordan pokker nummeret er udført.

Vi går tæt på silikoneaberne for at forsikre os om, at de faktisk ikke er levende, vi tænker ”hvad!” når en glasvase med liljer er vendt på hovedet og blot balancerer på det yderste af et kronblad. Og må hen og mærke om flammen faktisk er varm, når dollarsedlerne på bordet tilsyneladende brænder, men aldrig brænder op.

Tænk indadvendt konceptkunst, hvis diskrete charme så at sige falder i med striberne i tapetet – og vid at Matelli er det stik modsatte. Her skal man føle først og (måske) tænke bagefter. Afhængig af temperament kan det få beskueren til at føle sig nedtromlet eller set. Matellis værker vil have din opmærksomhed – og alle kneb gælder, frontalangreb såvel som baghold.

Strammere scenografi savnes
Matellis produktion passer således godt med ARoS’ erklærede mål om at huse det spektakulære. Måske kunne det kuratoriske greb med fordel være strammet i denne retning.

Et af de rum, der fungerer rigtig fint på udstillingen, huser værket Reverie (som betyder ’dagdrømmeri’, 2001), der er et selvportræt af Matelli med forvokset hoved, fanget på en øde ø med sin strengløse guitar, et udgået træ og et reb til at hænge sig i som eneste selskab.

Som en del af værket er væggene tapetseret med bølgende hav så langt øjet rækker. Denne stemningssættende scenografi passer godt til det fortællende tableau.

I resten af udstillingen er værkerne imidlertid spredt ud uden staffage, baggrundsfarver eller markant lyssætning, hvilket gør de enkelte værker lidt ensomme. Det er muligvis efter kunstnerens udtrykkelige ønske, men værkerne bliver let spektakulære øer i alt det hvide, frem for samle sig.

Og det fine ved udstillingen er netop, at der veksles mellem værker, der er absurd påtrængende og hverdagsligt diskrete.

En hel udstilling med aber der brækker sig ville være ubærligt, men her får vi også mælkebøtter (i bronze) og støvede spejle med halvt udviskede beskeder.

Denne værkslige og mentale vekselvirkning kunne udstillingsarkitekturen med fordel have indrammet både mere markant og mere poetisk. Dermed kunne man også visuelt fremhæve, at Matellis meget sammensatte univers effektfuldt skifter mellem det hæslige og det sarte, banaliteter og eksistens, sort humor og amerikansk morale.