Kluge på KUNSTEN – Old school eller Old news?

"Det der kunne jeg også ha’ lavet" er en kritik som samtidskunsten ofte døjer med. Når ideen er i fokus, bliver håndværket ofte mindre tydeligt og værket måske sværere tilgængeligt.

Med Kluges værker er oplevelsen stik modsat. Kæmpe lærreder, med minutiøse penselstrøg skriger en i møde: "Se hvad jeg kan, se hvad jeg kan!" Og råber de ikke højt nok, kan man supplere med en audioguide indtalt af Thomas Kluge selv.

Men jeg så, og jeg var imponeret.

Der var engang
Ved et kig rundt i udstillingen To be, or not to be… er arven fra renæssancen og barokken ikke til at tage fejl af. Alle vegne er der en sirlig skildring af stoflighed, dramatisk lyssætning og symbolske attributter.

Og skulle man have sovet i billedkunsttimen, så skærer det flotte 270 siders udstillingskatalog det ud i pap. Den ene reference tager den anden: Holbein, Rubens, Rembrandt, Van Dyck og Caravaggio. Se hvor de kan, og se hvor Kluge kan.

I et hjørne af udstillingen har man dedikeret et lille aflukke, med stole og et tv, til Thomas Kluges egen fortælling om sig selv som kunstner.

Eventyret om Kluge som ‘en sten i skoen’ på kunstverdenen, der med sin gammeldags stil er mere provokerende end avantgarde, er i mine øjne dog mest en hæmsko. Iscenesættelsen af Kluge bliver for anmasende, og personligt begynder jeg at stritte imod.

Håndværk, håndmadder og humor
Men ser man bort fra iscenesættelsen og fokuserer på de enkelte værker, er der gode oplevelser at komme efter. Særligt de skæve og humoristiske motiver går godt i spænd med Kluges malestil. Her glemmer man et kort øjeblik at fokusere på håndværket fordi man distraheres af motivet.

En smuk fiskefiletmad med remo, en tyr der sikrer næste generation og en grøn playmobilmand der slagter en hane, er værker der giver smil på læben. Det er her Kluge formår at give et friskt pust til stilleben-genren og et tiltrængt stænk humor til en udstilling, der ellers er i fare for at blive mere ‘old news’ end ‘old school’.

På overfladen
Der er dog desværre langt mellem de små og upompøse malerier. Store portrætter af store personligheder er det dominerende, og her drukner indholdet lidt for ofte i teknisk lir, et tykt lag fernis og krakeleringer.

Kluge trækker i sine værker på en lang tradition indenfor fyrsteportrættet, men man får fornemmelsen af at traditionen til tider tynger mere end den løfter. Portrætterne ligner helt fantastisk, det kan man ikke tage fra dem.

Men til forskel fra i renæssancen har vi i dag fotografiet. Derfor mener jeg, at portrætmaleriet skal kunne noget mere. Det skal løfte sløret, og vise mig noget jeg ikke ved, eller give mig lyst til at vide mere.

Hvem er Mærsk Mc-Kinney Møller og Hofmarskal Søren Haslund-Christensen egentlig? På Kunsten i Aalborg blev jeg desværre ikke klogere.

Under overfladen
Heldigvis er der også portrætter i mellem, som både afslører og fascinerer. Det uformelle portræt af Dronning Margrethe II, er et godt eksempel på mesterlig teknik, der styrkes af et interessant indhold.

Den fornuftige striktrøje, det løseligt opsatte hår og det dovne øje fortæller historien om personen Margrethe bedre end et fotografi og mere interessant end et klassisk fyrsteportræt.

Mest seværdigt er dog portrættet af Kluges egen farmor. Man fornemmer her kunstnerens indgående kendskab og kærlighed til farmoderen, og hendes styrke og skrøbelighed er flot skildret. Det er her portrættet rykker, og Kluge viser, at han kan sit kram.

To be, or not to be
De små underfundige værker og portrætterne der formår at kradse i fernissen, er det, der gør To be, or not to be… til en absolut seværdig udstilling.

Personligt kunne jeg godt undvære Kluges noget anmasende selviscenesættelse. Så i forlængelse af Kluges egen reference til Hamlet, fristes jeg til at ønske:

"The rest is silence."