Knappernes Krig i Århus Kunstbygning

Det er ikke muntert at besøge Århus Kunstbygning under udstillingen Knappernes Krig. Værkerne associerer en alt for eksisterende kobling af børn og krig – en realitet for mange tusinde børn i dag i ubehageligste, direkte forstand. Udstillingen tematiserer både børn som ofre for krigen, som børnesoldater og krigsofre, og krigen som en del af børns leg i fredeligere omgivelser. Den alvorlige og ambitiøse udstilling er lavet i samarbejde med to østrigske udstillingssteder og viser værker af en lang række kunstnere af mange nationaliteter, heriblandt danske Lærke Lauta.

Udstillingen henter titel og udgangspunkt i Yves Roberts film Knappernes krig fra 1961, en filmatisering af Louis Pergauts romanforlæg fra 1912 om børnebandekrig, hæder og ære i den franske provins. Inspirationen kommer også fra dokumentarfilmen Lost Children af Ali Samadi og Oliver Stoltz om børnesoldater i Sierra Leone. Disse giver den inspiratoriske ramme for udstillingens forløb, der undervejs kommer igennem mange værkformer og behandlinger af det dystre felt.

Krigslege
Udstillingen sætter provokerende de to tematikker barneleg og krig og børn, der deltager i krig, op imod hinanden. I Knappernes Krig skildres to landsbyers børns interne legekrig, der på Fluernes Herre-agtig vis, griber om sig og får mere og mere karakter af reel voldelig krig og gennemspilning af en sådans praksis. Børnene klipper knapper af modstandernes tøj som ”skalpe” og krigens adfærd falder skræmmende ligefremt og naturligt for dem. Denne ”barneleg” arbejder en række af værkerne videre på.

Lærke Lautas video Enebarn leger med sig selv viser et barn, der foran en række højhuse går rundt med en legetøjspistol – og leger krig med sig selv ved at skyde dubleanter af sig selv, der træder ind i billedet. Også uskyldige legoklodser kan konnotere vold, når østrigske Manfred Erjautz laver modeller af specifikke våben i klodserne. Og hvilken betydning har det nye legetøj, med dets oprustning i virtuel vold? Det spørgsmål iscenesætter den russiske kunstnergruppe AES+F i de store fotocollager i serien Action Half Life. Her poserer børn med slagkraftige våben i et ørkenlandskab med elementer fra computerspillet ”Half Life”.

Denne blanding af fiktion og virkelighed indgår i mange af værkerne, ofte som illustration af legens afspejling af virkeligheden. Virkeligheden melder sig dog ubehageligt direkte i værkerne, der behandler børn i krig. Enten når fremstillingen sker journalistisk og dokumentarisk eller symbolsk. Billeder af afrikanske børnesoldater taler deres uomgængelige sprog, og virkningen er også direkte og stærk i iranske Sharam Entekhabis store installation Kilid, der refererer til de børnemartyrer, der under Iran-Irak-krigen blev sendt ud som mineryddere med en nøgle til paradiset i lommen.

Barsk udstilling
Til ARoS’ aktuelle udstilling med Paul McCarthy er der ophængt advarende skilte om udstillingens barske, ikke-børnevenlige indhold. Disse skilte var måske mere på sin plads her med fremkaldelsen af verdens virkelige gru. Udstillingens relevans kan vidst ikke diskuteres. Det kan sammenstillingen af barneleg og børnesoldater selvfølgelig, men den ambitiøse og modige udstilling kan anbefales alle, der tør. Det er en udstilling, der bør ses, selvom man ikke skal forvente at forlade Kunstbygningen i videre opløftet stemning.