Knopperne springer

Hvorfor vente? Studerende fra tredje, fjerde, femte og sjette årgang fra Kunstakademiets Billedkunstskoler laver generøs og bemærkelsesværdig pop up-udstilling i en tømt mælkefabrik.

“Du må virkelig gerne medbringe en friskblomstrende tjørn eller kirsebærgren fra området og lægge den oven på tigerskulpturen.” Beskeden ser jeg desværre for sent, men jeg takker for tilliden, for jeg er alene i udstillingen, der er åben efter aftale, men da det var svært at finde et tidspunkt ender det med, at jeg undtagelsesvist får at vide, hvor jeg kan finde nøglen.

De studerende kan allerede udstille i de udmærkede lokaler i Q nær akademiet, ligesom de tidligere har haft muligheder i BKS Garage, men det har altid været tiltalende at finde større og bemærkelsesværdige steder for midlertidige pop up-udstillinger. De 37 kunstnere er klar til at springe ud og vise frem, hvad de går og laver.

Først og fremmest er de lykkedes med at fylde de mange kvadratmeter fabrikshal med en velafbalanceret udstilling.

Kunst i kontorene
Dels i kontorenes lavloftede rum, hvor Emilia Bergmarks kontorstol med kampesten gør sig umanerlig godt, ligesom Christian Vindelevs The Peek, en fritstående væg med storblomstret mønster, placeret nær et vindue, hvis nedre panel er faldet ud og minder om, at hallen er i et stadie mellem funktioner, hvor nogle ting kommer op, og andet kommer ned.

Dernæst i de to store haller. I forreste fabrikshal Carl Plums loftsmaleri, men især tager Plums Catwalk opmærksomheden, for jeg fik lyst til at samle drivtømmeret og lerklumperne og tegne videre med kullet. Det lignede resterne fra en performance – eller i al fald noget, som jeg skulle gøre noget med. Måske noget, som kalder foråret frem, for på den afbrændte pæl lå øverst den (halvvisne) benævnte kirsebærgren.

Hallerne fyldt op
Rundt om er der fine små værker. Tamy Alessandra Planks vandfarver på lærred er meget generøse. Adam Fentons hyperrealistiske oliemaleri af en vanddråbe var også iøjnefaldende, måske fordi jeg er sikker på, at jeg har set den før. Sandsynligvis som et af de billeder, der ofte ligger på en smartphone i et galleri med mulige pausebilleder. Her er det perfektionerede brugsbillede blevet til kunstværk.

Silke Bergs uopspændte olie på lærred var også rigtig fint som formelt maleri med en skulpturel rekvisit. Det kunne varit värre, det kan alltid vara värre, beretter titlen på Lisa Lundgrens værk med en gammeldags teaterscene og et skib i stormvejr – igen et maleri, som gjorde sig bemærket og lignede noget, der gerne ville fortælle mere.

De fremhævede eksempler handler ikke kun om mine præferencer – der er på denne udstilling vitterlig mange ‘æstetiske materialeværker’, som skulpturelle objekter og billeder, der hænger.

Et sted at udstille
Kun et enkelt værk var ikke særlig meget materiale, men snarere invitation til handling, nemlig Mary Ann Cvahtes lille bunke visitkort med teksten “Call when you’re lonely” og et telefonnummer. Ingen svarede, da jeg ringede og blev mødt af et standardsvar fra en telefonsvarer.

Benjamin Savis opsprættede gulvtæppestykke er det eneste, som tager noget forhåndenværende og laver et værk på stedet. Det er, synes jeg, bemærkelsesværdigt, at ikke flere har brugt dette greb.

Ved nylige pop up-udstillingssteder som Pirpa på Grønttorvet og Primers udstillinger hos den fungerende Aquaporin, der arbejder med vandteknologi, forholder flere af kunstnerne sig til stedets betydning såvel som æstetik.

Det er som om de udstillende kunstnere på Buds are Breaking sådan set bare ser den tømte fabrikshal som et udstillingslokale. Og hvad er der egentlig galt i dét? Det bemærkes, at kunstnerne finder det naturligt at præsentere deres værker hvor som helst. De behøver ikke fine hvide rum, de behøver bare et rum, der kan fyldes med kunst.

Håndens arbejde
Der er meget maleri på udstillingen – alt er ikke lige overbevisende, men jeg lægger mærke til Markéta Adamcová. Sandsynligvis kommer de næste års afgangsudstillinger til at rumme mange billeder og skulpturer, hvor nogle hænder har arbejdet med noget materiale.

På denne udstilling er det i al fald påfaldende hvor lidet teknologisk, værkerne virker. Det er papir og lærred, forskellige former for tryk og noget, som er bygget! Ikke et eneste stykke tekst. Rent fotografi er også fraværende.

Ingen af værkerne synes at forholde sig til stedet som en fabrik, hvor der har fundet en produktion sted. Til gengæld spiller rigtig mange af værkerne op til stedets æstetik. Enten fordi de tilfældigvis matcher formelt, fordi de er skabt med øje for stedets farver og overflader, eller også fordi de er vel præsenteret, som Anton Linds maleri og Sofia Olssons serie af lakbilleder, der er perfekt placeret i et hjørne med et åbent vindue.

Tak
Så en anbefaling og et tak herfra. Tak til Søren Juhl, som har stillet fabrikken til rådighed. Jeg bliver virkelig glad hver gang nogle tillader en pop up-udstilling et sted. Og tak til kunstnerne, som selv har organiseret udstillingen – det er godt gjort.

Det er bare om at benytte sig af det gode forårsvejr og komme ud til Bådehavnsgade, der ligger i industrikvarteret over Sjællandsbroen nær kolonihaverne og Sydhavns bådplads, hvor kunstnerne har været heldige at få nøglerne til de store haller.