Københavnergalleri skifter navn og flytter til spændende ny adresse

Midt på Vesterbrogade, klemt inde mellem en bagelshop og en taco-sushiforretning, er der dukket et galleri op. Galleriet Wilson Saplana, tidligere Gas9Gallery, starter et nyt kapitel midt i Københavns brusende centrum.

Christina Wilson (venstre) og Nanna Saplana (højre) foran galleriet Wilson Saplana på Vesterbrogade 6. Foto: Jan Falk Borup

Midt på Vesterbrogade, klemt inde mellem en bagelshop og en taco-sushiforretning, er der dukket et galleri op. Galleriet Wilson Saplana, tidligere Gas9Gallery, starter et nyt kapitel midt i Københavns brusende centrum.

Midt på Vesterbrogade, klemt inde mellem en bagelshop og en taco-sushiforretning, er der dukket et galleri op. Galleriet Wilson Saplana, tidligere Gas9Gallery, starter et nyt kapitel midt i Københavns brusende centrum.

I januar 2022 åbnede Christina Wilson galleriet Gas9Gallery med kurator Nanna Saplana som Gallery Director. De sidste 2 år har galleriet huset udstillinger med et bredt udsnit af danske og internationale samtidskunstnere.

Nu rykker galleriet fra Gasværksvej 9 til en endnu mere central adresse lige overfor Københavns Hovedbanegård. Med den nye lokation, kommer også et nyt navn: Wilson Saplana. Navnet repræsenterer nu både Christina Wilson og hendes galleripartner Nanna Saplana.

På fredag d. 6. oktober åbner galleriet deres første udstilling i de nye lokaler, og Kunsten.nu har mødt de to gallerister til en samtale om den nye adresse, fremtidsvisioner og partnersamarbejde på tværs af generationer.

Hvilke muligheder ser I, i den nye lokation midt på Vesterbrogade? Det er jo et ret specielt sted.

Christina Wilson (CW): Vi hører jo hele tiden, at folk synes, at det er et specielt sted. Da vi så lokalet første gang, der var det som om, at det kaldte på os. Først og fremmest, så har stedet jo en voldsom energi. Vi ligger et sted i byen med ret meget vibrerende energi; lige overfor hovedbanegården, ved siden af det store, ikoniske SAS hotel af Arne Jacobsen og Steno apoteket, hvor der altid er åbent.

Derudover ligger vi lige ovenpå togskinnerne og der holder turistbusser lige ude foran. Lokalerne er akkurat på overgangen mellem Indre by og Vesterbro, så derfor er der en masse forskellige mennesker, der mødes her og krydser hinanden.

Nanna Saplana (NS): Det er jo også lidt fantastisk med lokationen på det her brede stykke fortov, som nærmest er lige præcis i midten af mange steder, man kender så godt i København. Men det er måske også lidt et sted, som folk ikke har taget så meget til sig i deres dagligdag. Det bliver ret sjovt at se, om det ændrer sig og hvordan folk tager det til sig.

Christina Wilson (venstre) og Nanna Saplana (højre) midt på den tæt trafikerede plads ved Københavns Hovedbanegård, hvor galleriet kan skimtes i bagrunden. Foto: Jan Falk Borup

Hvad er jeres vision for galleriet nu, hvor I er flyttet? Hvilken forandringsproces er I på vej igennem?

CW: Den store forandring er jo, at Nannas navn er kommet på, altså Saplana. Så vores samarbejde er blevet formaliseret.

Det tætte samarbejde har egentlig været der hele tiden, for Nanna blev ansat nogle måneder før Gas9 åbnede og var med i hele opstarten. Det har været ret lige fordelt imellem os, en slags fordeling efter kompetencer, og derfor synes vi det gav mest mening at gøre det sådan.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er så ung som Nanna er. Så det er to forskellige generationer, som mødes i det her samarbejde. Det synes jeg egentlig, som den, der er ældst, er et rigtig klædeligt tiltag for at få nogle yngre stemmer på banen.

NS: Det afspejler også den måde, som vi har bygget vores program op på. At der både er nogle helt unge kunstnere, som vi får lov til at arbejde sammen med helt fra starten af deres karriere. Og så nogle lidt ældre kunstnere, som har været i gamet i længere tid. De kan krydsbefrugte hinanden på samme måde, som Christina og jeg gør.

Hvordan har jeres kunstnere reageret på galleriets nye lokation?

NS: Vi har haft mange gode reaktioner og vi har været i dialog med vores kunstnere hele vejen igennem. Vi arbejder utrolig dialogbaseret, så alle vores kunstnere er helt tæt på vores processer. Processen med skifte navn, har de også været indover. Det var en rigtig sjov workshop, hvor vi havde en brainstorming om, hvad navnet kunne være. Så det er simpelthen en beslutning, som vi sammen med kunstnerne har arbejdet os frem til.

I de to år vi har været i gang, er vi også blevet klogere og samtidigt mere nysgerrige på, hvordan det vil være, for vores kunstnere at udstille i nogle større lokaler, med højere til loftet. Og det er de rigtig, rigtig spændte på at få lov til.

Vil I fortælle lidt om jeres åbningsudstilling og hvilke tanker I har gjort jer mht. valget af kunstner?

CW: Det er en udstilling med en georgisk kunstner, der hedder Luka Kurashvili, som vi så værker af i Basel. Han udstillede på Basel Social Club, som er en stor kurateret udstilling under Art Basel i en gammel majonæsefabrik. Da vi så hans værker, tænkte vi, at de var fantastiske og at det kunne være en virkelig god åbningsudstilling.

Vi har selvfølgelig været ret meget omkring, hvad vi godt kunne tænke os at åbne med. Vi skulle have noget, som var rimelig energisk og også udenlandsk. Og vi har også den situation, at vi ikke samarbejder med så mange mandlige kunstner og ønsker en mere ligelig kønsfordeling af kunstnere i galleriet

NS: Kurashvilis værker kredser om nogle meget nære intime øjeblikke mellem mennesker. Og så er der simpelthen så meget knald på farverne, på en måde, som jeg ikke synes, at man ser så meget fra yngre samtidskunstnere i Danmark lige for tiden.

CW: Det er hans første udstilling i Danmark. Han har haft flere udstillinger i Tyskland og i Schweiz, men ikke i Skandinavien. Han er en fantastisk teknisk dygtig maler med meget på hjerte, og vi glæder os rigtig meget til at præsentere hans værker for et dansk publikum.

Fakta

Christina Wilson har en lang karriere i kunstverdenen. Hun er tidligere ejer af Gallery Christina Wilson (2000-2012). Derefter har hun været både kunstrådgiver samt programchef på kunstfestivalen Art Week. I 2022 åbnede hun galleriet Gas9Gallery på Gasværksvej 9. Nanna Saplana har en dobbelt mastergrad i Visual Anthropology og Modern Culture fra Goldsmiths University of London og Københavns Universitet. Hun har arbejdet på Copenhagen Contemporary, Art Hub Copenhagen, og Overgaden, samt været freelance kurator på Nikolaj Kunsthal, ALL ALL ALL og Villa Kultur.