Kollektiv kunstkraft

Den overdådige udstilling Orgie udfordrer sanserne, og leverer samtidig skæve blik på orgiets historie på Gentofte Hovedbibliotek .

Installationsview af Orgie på Traneudstillingen II
(Foto: Louise Kontala)

Den overdådige udstilling Orgie udfordrer sanserne, og leverer samtidig skæve blik på orgiets historie på Gentofte Hovedbibliotek .

Den navnløse kunstnergruppe bestående af Nanna Starck, Annesofie Sandal, Christina Hamre og Charlotte Bergmann Johansen har mildest talt skabt en spektakulær og eventyrlig totaludstilling til Traneudstillingen, der er spækket med kulturhistoriske referencer samt symboler og ikoner fra hele verdenen.

Gennem værkerne fortolker og fabulerer kunstnerne over en lang række fortællinger, der strækker sig helt tilbage fra det antikke Grækenland, over barokken og frem til i dag.

Til Orgie har kunstnerne udvalgt en række værker fra Blind Karavane, der blev vist i Rundetårn i maj – en udstilling, som var en ren publikumssucces med 48.000 besøgende.

Så mange gæster må man nok ikke forvente, træder ind og ud af dørene på Gentofte Hovedbibliotek. Alligevel vil jeg anbefale en afstikker til 2900 Hellerup.

Christina Hamre, Old Bones 2010, detalje, (fotograf Aukje Lepoutre Ravn)
Christina Hamre, Old Bones 2010, detalje, (fotograf Aukje Lepoutre Ravn)
Dekadence og overflod
På trods af, at ordet ’orgie’ rummer mangfoldige betydninger, associeres det i samtiden oftest til enten mad eller sex.

I antikken var orgiet et hemmeligt ritual, der praktiseredes i tilbedelsen af guder som Bacchus og Dionysos.

I billedlig forstand er orgiet kendetegnet ved noget, der er tilstede i overordentlig grad, eller blot virker overvældende ved sin overflod.

Modellervoks og gulvmoppe
Sidstnævnte betydning må siges at matche mit første indtryk af udstillingen.

Orgie er ikke kun et orgie af kulturhistoriske referencer, men særligt et orgie af materialer som modellervoks, træ, stof, bronze, maling, gips, træplader, jern, læder og en gulvmoppe har sågar sneget sig vej ind i udstillingen.

Kontrasternes scene
Værkernes møde med bibliotekets rene former og sterile udseende fremkommer mig ved første øjekast provokerende og overvældende. Da jeg bevæger mig rundt i den lille udstilling, væltes jeg dog bagover af det imponerende håndværk og de mange detaljer. Udstillingen Orgie leger med ordets indbyggede kontraster, og der spilles både på orgiets historiske betydning og samtidens opfattelse af ordet.

De fire kunstnere har forskellige karakteristika, der adskiller sig fra hinanden. Og gruppen adskiller sig fra andre kunstnergrupper ved ikke at lave værkerne i fællesskab, men i stedet arbejde individuelt ud fra et tema. De ved altså ikke, hvordan udstillingen ender med at se ud, før de står i udstillingsrummet med de færdige værker.

Winds of Change, Christina Hamre (fotograf Aukje Lepoutre Ravn)
Winds of Change, Christina Hamre (fotograf Aukje Lepoutre Ravn)
Mangfoldig praksis
I Christina Hamres værker ser vi spor af menneskelighed i form af enten halve eller døde kroppe. Ribben og andre af kroppens knogler ligger fremme til skue, og menneskets forgængelighed og opløsning understreges.

Annesofie Sandals værker er karakteriseret ved en manfoldighed i brug af materialer, ligesom hun sampler forskellige kulturreferencer ned i samme form. Fx med værket ”Scarecrow”, der både er et fugleskræmsel, kimono og bronzebrynje på én og samme tid.

Nanna Starck fortolker piedestalen som fremvisningsform, mens Charlotte Bergmann Johansen leger med konstruktionen af kønnets adfærd.

Middelalderens forgængelighed
Værkerne placerer sig i spændingsfeltet mellem det groteske og humoristiske.

Foruden motivreferencer til oldtidens myter og andre kulturhistoriske epoker, associeres værkerne til tivoli, gøgl og maskerader. Middelalderen er faktisk et gennemgående tema i kunstnergruppens udstillinger.

Som kunstnerne også fortæller i et interview her på KUNSTEN.NU, ser de middelalderen som en utrolig kropslig tid, der rummede store følelser som liv og død, undertrykkelse og afmagt.

Annesofie Sandal, Tourist, 2010 (fotograf Aukje Lepoutre Ravn)
Annesofie Sandal, Tourist, 2010 (fotograf Aukje Lepoutre Ravn)
Kunstnernes gibsportrætter med krigerhjelme hænger h¢jt og holder ¢je med orgiet... (fotograf Louise Kontala)
Kunstnernes gibsportrætter med krigerhjelme hænger h¢jt og holder ¢je med orgiet… (fotograf Louise Kontala)

Denne spænding mener de ligeledes virker mere nærværende og kraftfuld end vores egen samtid, hvor ”alt kan lade sig gøre, man kan købe sig til det hele, google sig til det hele”.

Alle disse store middelalderlige følelser repræsenteres i Orgie, og der fokuseres særligt på den fordærvede menneskekrop.

Fra venstre Annesofie Sandals Craft Versus Host, 2010 og Nanna Starks Euclid, Homer, Vespation og Augustus, alle 2010 (Foto Louis
Fra venstre Annesofie Sandals Craft Versus Host, 2010 og Nanna Starks Euclid, Homer, Vespation og Augustus, alle 2010 (Foto Louis
Orgiet vækkes til live
Selvom værkerne fra Blind Karavane genbruges i Orgie, kan man ikke kalde de to udstillinger for identiske.

Orgie-udstillingen indgår værkerne i en helt ny sammenhæng, der klæder værkerne bedre.

Blind Karavane-udstillingen var værkerne desværre blot reducerede til flotte og imponerende stykker håndværk.

Med Orgie vækkes værkerne til live. Ikke nok med, at Nanna Starcks buster skal forestille henholdsvis Augustus, Vespian, Homer og Euclid, du kan også søge ud i biblioteksrummet og gå direkte til kilderne på egen hånd.

Udstillingen indeholder utallige indgangsvinkler, og som helhed er Orgie et overdådigt billede på fantasiens frie leg med fortiden.


Fakta

Udstilling

Traneudstillingen: Orgie

22 maj 2010 17 jul 2010

Nanna Starck, Annesofie Sandal, Christina Hamre, Charlotte Bergmann Johansen

Tranen Se kort og tider

Fakta

Nanna Starck (1970), Annesofie Sandal (1977), Christina Hamre (1974) og Charlotte Bergmann Johansen (1970) er alle uddannet fra afdelingen for Mur og Rum på Det Kongelige Danske Kunstakademi med afgang i henholdsvis 2004 og 2005. Samarbejdet mellem de fire kunstnere tog sin spæde begyndelse på Kunstakademiet, og siden hen er det blevet til en række anmelderroste gruppeudstillinger som Island Life, Sideshow, Echo Park og senest Blind Karavane i Rundetårn.