Kollektivånden har indtaget ARoS

KUNSTEN.NU har sendt en tidligere ’Fluxer’ afsted til Aros for at besøge Flux Factory, der i øjeblikket opholder sig på museet. Det New York-baserede kunstnerkollektiv stråler om kap med Olafur Eliassons regnbue med sin gakkede æstetik og sine farverige personligheder.

Jeg ringer til Will Owen og melder min ankomst til Aros, og vi slår armene omkring hinanden i et stort, varmt knus. Han giver sikkerhedsvagten, der lukker os ind på museet, et ligeså stort knus, og de klapper hinanden på ryggen med flad hånd. ”Tak for i går,” siger de med hentydning til personalefesten på Aros fredag aften, som bl.a. involverede vodkashots, slushice-drinks og et Flux-fyldt dansegulv. Will og jeg går videre til museets café. ”How are you feeling today?” spørger han den unge mand, der er på arbejde bag disken, og de to skiftevis sukker og smiler. Will køber en friskpresset appelsinjuice til sig selv og en kulsort kop kaffe til mig. ”See you, man,” vinker vi til en anden sikkerhedsvagt, som nikker godkendende til os, og vi går én etage ned til Aros Atelier.

Will Owen er en del af kunstnerkollektivet og non-profit organisationen Flux Factory i New York, som huser atelierer, værksteder, eget udstillingsrum og et internationalt residencyprogram. Flux Factory startede tilbage i 1993, da en gruppe unge filosofistuderende fra The New School flyttede ind i en gammel krydderifabrik i Williamsburg, Brooklyn. Siden 2007 har Flux Factory haft adresse på 29th Street i Long Island City, Queens, i en tidligere greeting card-fabrik. Flux Factory producerer udstillinger, undervisningsprojekter og arrangementer af kunstnerisk og social karakter til glæde for lokalmiljøet og det øvrige New York. Hver måned afholder de Flux Thursday, som indebærer fællesspisning og en kunstsalon med præsentationer og performances. Undertegnede var i residency på Flux Factory fra januar-juni 2013.

’FluxatAros’

I august og september måned har Flux Factory overtaget Aros Atelier. Will Owen – som efterhånden er et kendt ansigt på den danske kunstscene (bl.a. med en række værker under Cph Art Week 15) – er samtidig en af de primære kræfter i forhold til at arrangere kollektivets ophold på museet og få Flux Factory til Aarhus for anden gang.

Foruden at rocke koordinatorrollen har Will Owen bl.a. installeret et lydværk, hvor man hører en serie af ikoniske breakup-sange, hvis man presser sit øre mod glasruden til Aros Atelier, ligesom han planlægger en elektrisk tandbørstekoncert på museet.

Dansk ambassade for Flux

Første gang Flux Factory var i Aarhus var tilbage i 2012, hvor de præsenterede udstillingen – eller snarere totalinstallationen – The Infamous and Only Somewhat Ambassadorial Outpost of the Semi-Legitimate Nation of Flux på Spanien 19C, der, som titlen antyder, bedst beskrives som en dansk ambassade for Flux Factory. Herfra arrangerede de en lang række sociale og kunstneriske aktiviteter som fx et barnevognsvæddeløb på Godsbanen, ligesom de sejlede op og ned ad åen på en tømmerflåde, de selv havde bygget. Dengang handlede det om at inddrage lokalmiljøet på så mange forskellige måder som muligt (fx workshops, fællesmiddage, kunstsaloner, netværksmøder) og samarbejde med kunstinstitutioner i regionen (bl.a. Det Fynske og Jyske Kunstakademi, BGK Holsterbro, Institut for (X)). I år er den geografiske spændvidde mindre og aktiviteterne foregår primært i ARoS Atelier med enkelte performances og happenings i øvrige dele af museet og få afstikkere ude i byen. Projektet i år, Flux at Aros, der har fået hashtagget ’FluxatAros’, er det mest ambitiøse til dato i forhold til antal af kunstnere. Ca. 35 kunstnere med 14 forskellige nationaliteter vil opholde sig på Aros i projektets to måneder.

I atelieret på 4. etage er Christine Laquet i gang med at forberede sin performance til performancefestivalen Decipher Festival. Hun har købt et par blå drag queen-værdige pumps for en flad 10’er og en ulvemaske, som hun skal bruge som rekvisitter. Andre kunstnere er også i gang med at forberede sig på de workshops, de skal afvikle til søndagens arrangement, Workshop Buffet.

ARoS Atelier, som både deler etage med og hører under afdelingen ARoS Public, ligger en smule hengemt i et hjørne af museet, indkapslet af glasvægge. Det minder mere om et mødelokale end et atelier, hvor man må grise og rode. Men Fluxerne har forsøgt at bryde arbejdsrummets sterile udseende med potteplanter, musik og en diskokugle, som kaster rødt og blåt lys ud i rummet.

Bare fordi det er kunst, behøver det ikke være elitært

Alle, der har været forbi Flux Factory til en udstilling eller en af de legendariske Flux Thursdays, der indebærer fællesspisning, artist talks og performances, ved, hvor stor en gave Flux Factorys residency på museet er for Aros i forhold til at skabe liv og opmærksomhed. Det lægger museumsdirektør Erlend Høyersten heller ikke skjul på og roser kollektivet for deres professionalisme og kreativitet. Jeg spørger ind til Aros Atelier som initiativ og strategi; hvorfor ønsker Aros at have et residencyprogram på museet, og hvad får de (og publikum) ud af det. Han fortæller:

”ARoS Atelier er en måde for os at åbne museet op og give vores publikum et indblik i, hvordan en kunstner arbejder, og hvordan den kunstneriske proces ser ud. Vi tror på, at det skaber en respekt for kunst og for kunstens betydning i samfundet og den samfundsmæssige debat. Med ARoS Atelier ønsker vi at give plads til forskellige discipliner – til nyudklækkede kunstnere såvel som etablerede. Men gennemgående sørger vi altid for at arbejde med kunstnere, der er sympatiske og har en interesse i andre mennesker, fordi det afspejler vores egen forståelse af, hvad et museum er og skal kunne i dag.”

Flux Factorys tilstedeværelse på museet understreger et af Aros’ vigtigste budskaber; nemlig at vise, at kunst ikke behøver være elitært, men er for alle.

De ved, hvem der laver kaffe

Kollektivets fornemmelse, for hvad et museum som helhed er, imponerede og overraskede også Maj Ørnskov, som er programleder for ARoS Atelier og dermed Flux Factorys primære kontaktperson:

”De ved, hvem der laver kaffen, og de kender sikkerhedsvagterne. Hvor mange kunstnere ville se Aros Atelier som en mulighed for at netværke og møde direktøren, har Flux Factory prioriteret at blive gode venner med dem, de møder hver eneste dag. De ved, at hvis de vil lave en performance på museet, er det ikke kun direktøren, men også sikkerhedsafdelingen, de skal henvende sig til. De kender museumsvæsenet bedre end mange af de andre kunstnere, vi har haft igennem, og det gør det nemmere for dem at få ting til at ske,” fortæller hun.

Workshopsøndag

Da det bliver søndag, er der en helt anden stemning end på den lettere tømmermændsramte lørdag, hvor alle var koncentrerede omkring deres egne projekter. Fluxerne har forladt deres computere, de fleste har hænderne fulde af forskellige materialer og redskaber, mens en lille håndfuld Fluxere brygger kaffe, skærer kage ud og hilser på gæster. Sarah Dahlinger laver morgengymnastik på gulvet iført vinger, hun har lavet ud af pap og papir. Tommy Nguyen er hoppet i sit patchworkkostume, som han har syet ud af bamser, der er blevet efterladt i REUSE-containeren på Godsbanen. Jeg går med Nguyen rundt en tur på museet for at gøre reklame for dagens program. På et tidspunkt leger han gemmeleg med to børn og giver et knus til en voksen kvinde.

Mange museumsgæster besøger ARoS Atelier hele søndagen igennem, og der er på intet tidspunkt stille ved workshopbordene. Den første håndfuld besøgende sætter sig omkring Teng Tengs arbejdsbord, hvor de maler miniaturemalerier, der kan bæres som brocher eller halskæder. Det næste hold sætter sig ned hos Jevijoe Vitug, hvor man kan male med akryl- og selvlysende maling og kigge på sin kreation gennem 3D-briller og UV-lys. Under titlen Creature Cabaret Workshop bygger Danny Crump, Elli Weiser og Veit Kowald dukker og masker ud af papir, pap, skumgummi og andres skrald og inviterer besøgende til også at deltage. Ved Maya Quattropani og Giacomo Marchettis arbejdsbord kan besøgende spille tegnespillet Exquisite Corpse, opfundet af datidens dadaister og surrealister i 1920’erne, som grundlæggende går ud på at tegne videre på hinandens tegninger og skriblerier. Det gør de på en papirrulle af mere end ti meter!

Tæt på lukketiden roder det med pap, skumgummi, bamseben og alt muligt andet, der kan klippes i med en saks. Ingen synes at skænke oprydning en tanke. Og her mærker jeg virkelig Flux Factory-ånden. For det er det flydende, spontane og kaotiske, der er med til at kendetegne Flux Factory.

Fællesskabet i fokus

Det fællesskabelige miljø på Flux Factory i New York udfordrer kunstnere til at starte nye samarbejder og eksperimentere med forskellige udtryksformer og medier. Men alle, der har opholdt sig på Flux Factory, været på besøg eller på anden vis været i berøring med kollektivet, ved, at Flux Factory er mere end et sted, hvor man kan fordybe sig i arbejde og møde ligesindede. Det bliver et hjem og fællesskabet en familie.

Og det er jeg overbevist om, hele museumsorganisationen fra bund til top også har oplevet – måske endda publikum med. Men det er ikke kun Flux Factory, der spreder kærlighed, fornemmer jeg.

ARoS er også en kærlig organisation, hvor alle er på krammere og fornavne med hinanden, får Erlend Høyersten fortalt, da vi bevæger os ud på et sidespor i samtalen. Hvilket bakkes op af Will Owen, der roser museet for at have så fleksible rammer, og ledelsen for at være respektfuld overfor samtlige medarbejdere. Alle har taget imod kollektivet med åbenhed, varme og nysgerrighed. ”Det gør det nemt for os at være her og udnytte vores og stedets fulde potentialer,” siger han.