Kompromisløs kunstner

Antti Laitinen er sej. I en sommer for snart syv år siden fyldte han hver dag store stofposer med firs kilo sand fra stranden og slæbte de mere end to hundrede tunge sandsække ud i det baltiske hav for at skabe sin egen lille ø.
Det lykkedes, men efter tre måneder tabte han den ulige kamp til efterårsstormene, og øen forsvandt.

”I mine projekter er det altid min intention at bygge noget eller forsøge at bygge noget. Processen er det vigtigste i alt, hvad jeg gør”, forklarer 38-årige Antti Laitinen.

Vi sidder i Galleri Images ydmyge udstillingsrum i kælderen under Århus Kunstakademi. Den finske Sisyfos har et godt greb om det krus vodka, han lige har fået stukket i hænderne, og er nu ved at tale sig varm:

“Dokumentationen af mine performative værker i form af fotografier og videofilm er selvfølgelig også en vigtig pointe. Derimod er det mindre vigtigt, om det bliver en succes eller ej. Det er ofte mere interessant at mislykkes”.

Humoristisk kritik af knokleri
Hvordan opstår dine idéer?

”De kommer, når de kommer. Lige nu ved jeg f.eks. ikke, hvad mit næste projekt bliver. Men når jeg får en spændende idé, så kan jeg bruge måneder og sågar år på at tænke den igennem, før jeg udfører den”, siger han.

Antti Laitinen er ikke influeret af særlige kunstnere eller kunstretninger. Han blev uddannet fra en fotoskole i Turku, hvor man ikke havde mange timer i kunsteori, men mest blev undervist i fotografiets historie.

”I begyndelsen reflekterede jeg ikke meget over kunstbegrebet og kunsthistorien, men efterhånden blev jeg tiltrukket af det kunstneriske fotografi”, siger han.

Hvad har inspireret dig til at skabe dine mærkværdige værker?

”Som barn var jeg vild med Monty Pythons absurde humor. Men jeg bliver også inspireret af den finske natur, fastgroede kulturelle vaner og stereotype finske forestillinger om, at det f.eks. er mere værd at knokle og være seriøs.

Mine performances viser, at er man for ihærdig eller for seriøs med et projekt, bliver det ofte grotesk humoristisk som i dokumentationen af mine syv dages gravearbejde for at hente tre sten ud af jorden og i filmen om mit ø-byggeri”, forklarer han.

Modig men ikke dumdristig
For Antti Laitinen er det vigtigt, at hans værker altid er ’hand- og manmade’. Derfor arbejder han med sine bare næver og er for det meste alene om sine projekter. Men vennernes hjælp kan dog være nødvendig.

”Da jeg sejlede over Det Baltiske Hav i min egen båd lavet af bark, blev jeg ledsaget af en følgebåd, hvor en af mine venner sad. Jeg havde ikke regnet med, at båden kunne sejle mere end et par timer, før den ville synke. Godt nok udfordrer jeg det umulige, men jeg sætter ikke mit liv på spil”, siger den finske eventyrer, der ramte Estlands kyst efter 20 timer.

Grænseoverskridende
Antti Laitinen har også har bygget en hjemmelavet flamingotømmerflåde, der er formet som en lille øde ø med en ægte palme, og som han bl.a. har søsat i Themsen i London.

“Turen varede ganske kort tid, for da jeg flød forbi hovedkvarteret for den britiske efterretningstjeneste, bad det engelske politi mig om at stoppe min performance”.

Når du sådan udfordrer autoriteter, er dine projekter så ikke i en eller anden grad politiske?

“Mine værker er ofte grænseoverskridende, men jeg ser dem ikke som politiske. For mig er det snarere en fantasi at have sin egen ø, der endda kan bringe dig til alle de steder, du ønsker”, forklarer han.

Performer selv
Hvordan bliver dine bygge- og sejladsprojekter til kunst?

“Faktisk har jeg aldrig bekymret mig om det aspekt. Jeg gør bare det, som jeg synes er interessant. Men når jeg kalder mig kunstner, og mine værker udstilles på gallerier, museer og biennalen i Venedig, så er de selvfølgelig kunst. Omvendt er der mange, der ligesom mig gør skøre ting, der måske også kunne blive til kunst”.

Er du mest performancekunstner eller videokunstner?

”Jeg performer altid selv i mine videoer, og det har jeg det helt fint med. Jeg laver også live-performances, men heldigvis kun et par gange om året. Jeg har det bedst med at optræde foran kameraet.”

Fra performance til konkret værk.
Antti Laitininens seneste værk Forest Square blev vist på Venedig Bienalen sidste år.  Det er en nøje dokumentation af et projekt, hvor Laitinen helt konkret har skåret et 10×10 meter stort stykke ud af den finske skov, for derefter at bruge et halvt år på at sortere de mange forskellige materialer som jord, mos, bark, fyrretræskævler,  grene, kogler etc. og til sidst reorganisere skovstykket som et 10×10 meter stort 2-dimensionelt billede.

Samme ’irrationelle’ logik kendetegner det andet nye værk, Tree Reconstruction, hvor Laitinen fælder og kløver en håndfuld birketræer, for blot at samle dem igen et andet sted med hammer og søm, så træerne nu ligner Frankenstein-træer.

Adskiller Forest Square og Tree Reconstruction sig ikke fra dine tidligere værker, da de både er proces og materialiseret værk i form af skulpturer og et billede, og tilmed et billede, der umiskendeligt mimer Mondrians abstrakte malerier blot i naturens farver?

  ”Jeg havde set et abstrakt maleri med de her felter, men vidste faktisk ikke dengang, at det var en Mondrian. Det måtte min kæreste fortælle mig. Jeg kan godt lide at skabe strukturer, men det kan da godt være, at der er ved at ske en ændring i min måde at gribe det an på. Måske er jeg ved at gå fra performance til at skabe mere konkrete værker…”, funderer Antti Laitinen, mens han tager endnu en slurk af sin vodka.