Kontrastfyldt psykedelika

”En åben ramme” er beskrivende for udstillingsprogrammet Dexter Bang Sinister. Den amerikanske duo Dexter Sinister (Stuart Bailey og David Reinfurt) og den danske kunsthistoriker Lars Bang Larsen står igennem året for en blanding af udstilling, tekstproduktion og arrangementer, der af Kunsthal Charlottenborg beskrives som et ”Researchprogram”.

Det betyder blandt andet, at det ikke handler om kunst som oplevelse, men som en form for videnskab, og at udstillingsperioden ikke er en fremvisning, men en tilblivelse. Det har muligheder, men det er krævende!

Psykedelisk i sort-hvid
Udstillingsdelen består af to rum. Det første med en fremvisning af psykedeliske dias fra 1960’erne af lysgruppen King Kong og Dexter Bang Sinisters syrede prolog-digt til udstillingen. Heri formuleres intentionen om, at ville vise en sort-hvid psykedelisk kunst.

Medierne og mainstreamkulturen har i dag overtaget de sanseovervældende effekter og derfor må en nutidig psykedelisk kunst i stedet være reduceret, begrænset og hele tiden på vej til at opløse sig selv. Ikke noget med farver, flower-power og fede flip!

Sådan skal tavlen vaskes ren – både i forhold til den besøgendes forventning til en psykedelisk kunst og til, hvordan kunst kan producere mening og berettigelse.

Fattigt sensorium
I udstillingens andet rum ses så resultatet i henholdsvis en fremvisning af Dexter Sinisters værker og en gradvist voksende samling af skandinaviske kunstneres værker, der kendetegnes som ”psykedelisk sort-hvide”.

I begge disse dele lykkes missionen med at skabe en ”udhulet, fattig, psykedelisk attitude” lidt for godt. Dexter Sinisters rum, som af uforklarlige grunde kaldes et ’sensorium’, er en utilnærmelig samling tryk og objekter, der ikke åbner nogen døre for denne betragter.

Den sammenbragte samling er mere interessant: Her er der faktisk nogle fine tørre bud på en sort-hvid syrekunst og den igangværende indsamling giver en interessant og produktiv usikkerhed.

Særligt er Charlotte & Sture Johannesons meget tidlige digitale grafik (fra dengang David Bowie virkelig havde højt hår, som de viser) en spændende gæst.

Levende research
Nu er udstillingen ikke hele sagen. En ligeværdig del er begivenhederne, der foregår på bestemte tidspunkter. Den 7. marts i form af en diskuterende fremlæggelse af rockgruppen Ache, den psykedeliske lys-gruppe Tezcatlipoca og Det Kongelige Teaters De Homine Urbano – verdens første rockballet fra 1970.

Da der ikke er bevaret optagelser af denne begivenhed, der forenede musik, lyskunst og ballet, havde arrangementet en passende og ganske medrivende researchkarakter.

Med Finn Olafsson og Torsten Olafsson fra bandet Ache, Mikkel Scharff fra Tezcatlipoca, Lars Bang Larsen og en pænt fyldt sal blev sammenhængen omkring psykedelisk lys, musikken, balletten, finkulturen og modkulturen åbenbaret og diskuteret som levende research.

Man havde som tilhører oplevelsen af at overvære genkaldelsen af et i øvrigt ganske interessant stykke kulturhistorie. For eksempel når man hørte musikken og Mikkel Scharff ud fra det originale sorthvide skema gennemgik lyseffekterne.

Det forskende publikum
Arrangementet indfriede den researchbaserede kunstforms hensigt. Udstillingsdelen gør det i mindre grad. Dexter Sinisters værker og det opstillede researchspørgsmål sløres af for stor utilnærmelighed og derfor kommer der ikke gang i en reel proces eller research.

I hvert fald ikke for publikum.