Korea set gennem en shamanistisk linse

Jane Jin Kaisens udstilling Community of Parting på Charlottenborg er nok en slags retrospektiv udstilling, men den hænger sammen på kryds og tværs, idet der er udvalgt værker, der tematiserer Koreas historie og natur – og ikke mindst sammenhængen mellem de to. Selv om det er en indholdstung udstilling, er det ikke en historietime: Forvent at blive berørt, bjergtaget og klogere.Hvis Korea var en kvinde, ville hun have været udsat for det ene traumatiserende overgreb efter det andet. Korea er ikke en kvinde, men landet er splittet i to uforsonlige dele og har været besat af den ene magt efter den anden. Korea er ikke en kvinde, men kvinder i Korea har været udsat for systematiske overgreb og devalueringer gennem hele landets historie. Korea er ikke en kvinde, men det er Jane Jin Kaisen, og hun væver på denne retrospektive udstilling fortællinger sammen af Koreas blodige historie, af sin egen personlige historie som bortadopteret, af mytologi og shamanisme, af den smukke koreanske natur, og af stærke kvinder der forsøger at hele et traume på alle niveauer.

Det mytologiske og det personlige

Én begyndelse er den shamanistiske myte om prinsesse Bari, der blev bortadopteret af sine forældre, fordi hun var den syvende datter, og det kun er sønner, der tæller, fordi patriarkatet også lever i myterne. Trods dette ultimative svigt vier Bari en stor del af sit liv til at redde sine forældre ved kort fortalt at skaffe nogle helbredende blomster fra dødsriget. Hun bliver shamanernes gudinde, fordi hun formidler kontakten mellem de levende og de døde.

En anden begyndelse er massakren på øen Jeju 3. april 1948, hvor en opstand mod delingen af Korea blev nedkæmpet af regimet med uhørt brutalitet og siden udeladt af historiebøgerne. Først i 2006 er der kommet en officiel undskyldning og en fuld, formel anerkendelse af massakren.

Jane Jin Kaisen er selv født på Jeju og bortadopteret til Danmark, så begge disse begyndelser har klare paralleller i hendes personlige historie. De mange værker på den retrospektive udstilling er primært videoværker, men også fotografi, arkivobjekter og en serie dystre, røde montrer med artefakter udgør de tråde, der knytter udstillingen sammen i et trævlet tæppe af fortællingsfragmenter.

Læs også anmeldelse af Jane Jin Kaisens udstilling Loving Belinda her

En tredje begyndelse er det, man ser, når man træder ind i rummet: Jane Jin Kaisen der snurrer rundt og rundt med et kamera over hovedet, og pludselig stiger kameraet, og det er nok en drone, der stiger og stiger og afslører det smukkeste landskab, der viser sig at ligge på en ø, der måske er Jeju.

Shamanistiske forbindelser

Naturen er nærværende i flere af videoerne; jorden, bjergene, havet – ikke som en kulisse, snarere som en hovedperson. Jane Jin Kaisen laver de vildeste billeder af bjergene, havet og landskabet, der på shamanistisk vis synes at blive en levende kraft med rødder, der går længere tilbage end nationen Korea, længere tilbage end menneskene og deres myter. Geologien binder kontinentet sammen hen over grænser, ikke mindst grænsen mellem Nord- og Sydkorea og mellem Nordkorea og Kina. Vulkanbjerget er ligeglad med grænsestridigheder, og med at det bliver kaldt forskellige navne af koreanere og kinesere.

Det, som berørte mig mest, var den enkle sort-hvide video med Kaisen og hendes koreanske søstre og niecer, der fletter hinandens hår i en rundkreds. Hun blev bortadopteret til Danmark i 1980, og i 2001 fandt hun frem til sin koreanske familie. Men dette er ikke Sporløs. Det er en stille, tavs fortælling om samhørighed, manifesteret ved den sarte intimitet, man befinder sig i, når man nænsomt fletter hinandens hår. Og det er filmet, så selv en skaldet anmelder kan mærke de nænsomme ryk i det lange hår.

Men centrum for det hele er ikke så meget kunstneren selv som Koh Sunan, en shaman, der har overlevet massakren i 1948. Hun påkalder sig naturen, hun beder om genforening af Korea, og hun udfører ét ritual med nogle lokale kvinder og et andet med Jane Jin Kaisen. Her samles de fleste tråde, og denne gamle kvinde bliver en slags inkarnation af det hele. Det er skildret, så selv en ateistisk anmelder bliver midlertidigt grebet af rituelle passager, jeg ikke vil røbe her.

Fragmenterede fortællinger

Der er endnu et dystert spor, som handler om tvangsprostitution og internering af prostituerede. Først sat i system af det japanske militær under koloniseringen, derefter videreført under formel frivillighed af det amerikanske. Også i dette spor blander de personlige historier sig med den store historie, og indignationen er ikke til at tage fejl af, trods den afdæmpede dokumentarisme.

Selvom dette er en indholdstung udstilling, er det ikke en historietime. Det er et fragmenteret personlig, æstetisk og ind imellem overraskende vinklet prisme, man kan se Korea igennem. Man skal ikke regne med at se alle de mange timers video igennem, men man kan forvente at blive både berørt, bjergtaget og klogere på såvel specifikke historier som noget alment menneskeligt, mens man finder sin egen vej igennem de mange tråde og selv knytter forbindelserne.

Læs også interview med Jane Jin Kaisen