Kreativ kritik

Biennalen i Göteborg har eksisteret siden 2001, hvilket gør den til en af nordens ældste biennaler. Röda Sten Konsthall har haft biennalens kunstneriske og administrative ledelse siden 2006, og det er også her man finder den største af de tre hovedudstillinger.

Kunsthallens kurator Edi Murak danner sammen med Stina Edblom biennalens kunstneriske ledelse, og det er dem, der har formuleret det kuratoriske afsæt i netop legen og vores radikale forestillingsevne.

Men det er fire udenlandske kuratorer og kunstnere, som har arbejdet videre med konceptet og udviklet fire parallelle udstillinger:

Katarina Gregos, Joanna Warsza, Claire Tancons og kunstneren Ragnar Kjartansson i samarbejde med Andjeas Ejiksson.

Jeg besøgte biennalen en helt almindelig onsdag i oktober, så jeg oplevede aldrig Kjartansson og Ejikssons performanceprogram på Stora Teatern, som desværre kun foregik under åbningsweekenden. De tre øvrige udstillinger kan derimod opleves i hele perioden, og kan let tage det meste af en dag at opleve.

Legende tilgange til det politiske
Katarina Gregos har kurateret The Politics of Play på Röda Sten Konsthall. Her bruger kunstnere poesi, humor og satire til at ytre sig politisk, og det er ret underholdende. Olav Westphalen driver karikeret gæk med alt fra Putin, Merkel, terrorister og islamofober i plakatstore satiriske akvareller. Det er befriende skørt og uprætentiøst.

Pavel Pepperstein kommenterer også verdens tilstand i en serie poetiske og absurde billedfortællinger, der er mere komplekse og absurde end Westphalen. Og i den svenske illustrator Liv Strömquists tegneserie End Extreme Wealth undersøges, hvordan man kan mindske verdens mest ekstreme rigdom ved at hjælpe de rigeste 1 % med at komme ud af deres overforbrugsvaner.

Et centralt værk er Fernando Sanchez Castellos videoværk, Pegasus Dance, hvor to politibiler med vandkanoner kører en synkroniseret koreografi på en afsides kørebane akkompagneret af klassisk musik. De fleste af os forbinder vandkanoner med en aggressiv håndtering af urolige masser, men her fremstår de overraskende yndefulde og æstetiske.

Udstillingens bedste værk er dog Jorge Galindo & Santiago Sierras videoværk, Los Encargados, hvor en række sorte limousiner kører gennem Madrid med store portrætter af tidligere spanske præsidenter på taget, med hovedet ned af. I en begravelses-ceremoni monumentaliseres befolkningens mistillid til politikere generelt eller deres utilfredshed med den måde, spanske ledere har forvaltet deres lands velfærd gennem historien på. Et både poetisk og radikalt anti-monument.

Det absurdes kraft
På kunsthallens anden sal er tonen mere alvorlig. Går man tæt på den iranske kunstner Parastou Forouhars persiske mønstre, ser man tortur, undertrykkelse og vold. Og i Nina Esbers videoværk, Triangle, udfordres nogle af Sharia-lovgivningens mest absurde forbud for kvinder uden at gøre andet end at citere dem akkompagneret af punkmusik. Fx Women who show their face.

I Gregos’ udstilling er det ikke så meget legen, der er sluppet løs i kunsten, men fantasien, humoren og det absurde, som på en måske mere effektiv måde kan skabe fornyet politisk indsigt. Udstillingen er underholdende og har noget på hjertet. Spørgsmålet er om, den er radikal nok. Gregos er optaget af den aktuelle politiske debat og kunstens evne til ikke bare at udfordre status quo, men også forandre noget. Men vi får kun færden af dette potentiale i Politics of Play.

Hvor radikalt er et karneval?
Claire Tancons udstilling, AnarKrew: An Anti-Archives, finder man på Göteborgs Konsthall. Her tager kunstnerne især afsæt i et lokalt arkiv om Göteborgs tidligere karneval, der eksisterede i 1982-93, og i urolighederne under EU-topmødet i byen i 2001.

Urolighederne er svære at komme udenom, hvis man beskæftiger sig med byens radikale historie, og derfor er netop genfortællingen af en næsten glemt karnevalstradition en oplagt vej uden om, som stadig er forankret i byen. Samtidig er essensen af karnevalet jo netop, at det er radikalt og legende, en festlig undtagelsestilstand.

Desværre kommer der ikke noget særligt interessant ud af denne alliance og tanke. Hverken fotografierne fra Göteborgs gader i 1980’erne, Karol Radziszewskis sminkning af en blandet borgerskare i dag eller Roberto Peyres’ internationale karnevalsarkiv virker særligt overbevisende, eller radikalt.

Derimod udgør både New Beauty Councils spraglede installation og Psychic Warfares højtidelige og eventkritiske performances et stærk center i udstillingen. Tancons omdrejningspunkter er arkivet, karnevalet og anarkisme. Og det er sidstnævnte, som står stærkest i udstillingen.

I anarkistens indre
Mest radikal og relevant er Nicoline Van Harskamps installation og film Yours in Solidarity, der iscenesætter et stormøde med medlemmer af et verdensomspændende anarkistisk netværk. Nicoline Van Harskamp bruger den afdøde hollandske anarkist Karl Max Kreugers omfattende brevvekslinger med sine ligesindede.

Resultatet er tankevækkende, fordi det undersøger og illustrerer, hvad det vil sige at være radikal, at handle politisk, engagere sig, skabe forandring og hvad det vil sige at være imod og med ’nogen’. Uden på noget tidspunkt at anvende klicheer.

Uendelig mange lag kiler sig ind i de diskussioner, vi er vidne til i filmen, som viser os forskellene anarkisterne imellem. Men også hvor svært det er at skabe forandring i verden. For hvad er det, som virker? Og hvad man principielt kan gå med til, som anarkist. Giver det mening at blive ved med at demonstrere på gaden eller skal man understyrte systemet indefra?

Der er ingen rigtig fremdrift i filmen eller nogen konklusion. Diskussionerne fortsætter i op mod to timer, hvor vi sidder med som fluer på væggen til et anarkistisk topmøde og får samtidig alt rundt om samtalerne med: maden, pauserne, vittighederne, de personlige historier og meget andet. Og det er storslået, hvis man har tid.

Kunst & kriminalitet
Den tredje hovedudstilling Art & Crime er kurateret af polske Joanna Warsza og tager afsæt i lovens begrænsninger og overtrædelser og krimigenren som en måde at afsøge vores forestillingsevne på.

Udstillingen udspiller sig langs Drømmenes Kaj, et lidt afsides havneområde, og selvom ikke alle værker fungerer optimalt i havnen, og kan være lidt svære at finde, er konceptet stærkt og kreativt. Her forbindes ikke bare legen og vores radikale forestillingsevne. Der skabes også en stærkere forbindelse til det sted og den tid, biennalen udspiller sig i.

Den svenske kunstner, Maja Hammarén, formår at skabe en forvandle de voldsomme masseanholdelserne under EU-topmødet til små lege, som hun instruerer og opfordrer folk til enten at kaste sig ud i eller bare ’forestille’ sig. Og selvom det så meget tomt ud i oktober ved instruktionsskiltene, var også forestillingen om disse lege, baseret på virkelige hændelser, tankevækkende i sig selv.

Vold som ceremoni
I et bådehus i nærheden finder man en installation af den eksperimenterende teatergruppe fra Colombia, Mapa Teatro, der minder om efterdønningerne fra en vild fest. Glimmer, smadrede stole og så en film set gennem en skov af guirlander fra byen, Guapi, hvor de hvert år fejrer de uskyldige børns dag som en påmindelse om den bibelske massakre. Mænd klæder sig ud til kvinder og vandrer maskeret rundt i gader med piske og angriber alle, der kommer forbi. Nogen stiller op frivilligt.

Det er et skræmmende scenario, fordi volden er en del af en tilsyneladende accepteret ceremoni, der mest af alt minder om et mareridt, eller massakren, vi skal påmindes om. En ceremoni fuldstændigt ude af kontrol, og som netop derfor er så fascinerende og svær at ryste af sig, efterfølgende.

I biennalens i øvrigt meget perspektivrige katalog, tilfører især Joanna Warszas del nye dimensioner ved at inddrage krimiforfatter Åke Edwardson, som omskriver udstillingen til en spændende krimihistorie, og Dorota Lukianskas, der behandler Art & Crime udstillingens spredte lokationer i havnen, som var de gerningssteder.

Vejen til det politiske
Selvom der er ujævne elementer i alle tre udstillinger, ændrer det ikke ved det faktum, at biennalen stiller mange relevante spørgsmål omkring kunstens brug af leg, poesi og fantasi til at skabe mere gennemslagskraft i den politiske offentlighed. Den store udfordring er dog, kombinationen af det legende, humoristiske, radikale og politiske.

De bedste værker er dem, der stiller de mest presserende spørgsmål om vores samfund og tid i dag. Det poetiske og legende er tilstede i stort set alle værker, i forskellige doser og former, men det er de politiske perspektiver og i graden af deres radikalitet og nødvendighed, som i sidste ende adskiller dem, og ikke vejen derhen eller deres form.