Krise i drømmeland

Vi er som mennesker dømt til et liv udspændt mellem vore drømme og verdens kølige realiteter. Det er vel netop derfor vi drømmer, tror og håber at verden består, at tingene nok skal gå, blive bedre, og at vore handlinger kan påvirke de strukturer og dynamikker, der styrer tingenes gang?

Efter at have oplevet de seks videoværker af Robert Boyd, Cao Fei, Esra Ersen, Isaac Julien, Santiago Mostyn og Tomáš Rafa, der udgør første akt af udstillingens i alt 11 værker frem til oktober, så er stemningen ikke ligefrem håbefuld. Mennesket er snarere portrætteret som selvdestruktivt, voldeligt, urimeligt, forblændet, skræmt og magtbegærligt. Og når vi endelig finder sammen i kollektiver, socialiserer, drømmer om noget større og bedre, ja så er det typisk på bekostning af andre mennesker med en anden kultur, nationalitet, tro eller overbevisning.

Videoen og samtiden
Parallelt med en øget betydning i samtidskunsten har videomediet de seneste 10 år fået en markant betydning som vindue og kanal til resten af verdenen i vores allesammens hverdag. Så en diagnose over nutidens (sam-)livsvilkår er oplagt i dette medie, der kan tilgås fra samtlige af vore skærme og mobile enheder.

Men The New Human er ikke et opdateret greb på videomediets rolle i det globale eventyrland, men snarere en klassisk videoudstilling, der kunne have været vist i slut-halvfemserne og med et udtalt ønske om at introducere mediet i en museumssammenhæng.

Det er rigtig fint, men immervæk lidt sent, at nå frem til den erkendelse som kunstinstitution i den digitale, post-internet tidsalder, hvor vi ALLE er video- og udstillingsproducenter. Det siger jo trods alt noget om, hvilken rolle videoen har fået som samfundsskildring og kunne med fordel have været inddraget tematisk.

Samtidens store spørgsmål
”Det føles vigtigere end nogensinde at kaste et nærmere blik på, hvordan vi lever og interagerer med hinanden som mennesker,” udtaler kurator Joa Ljungberg i pressematerialet til udstillingen.

Og The New Human indledes med presserende spørgsmål som emigration, eksklusion, ekstremisme og opkomsten af nationalistiske og nyfacistiske bevægelser i Sverige og Europa. Det er klassisk samfundskritik, det multikulturelle samfund og de store geopolitiske bevægelser i den globale virkelighed, der er i fokus – i hvert fald som intention. Selve udstillingen giver et noget mere uskarpt, spraglet billede, hvor diagnoserne også er baseret på nogle ret gamle betragtninger.

Især Robert Boyds totalinstallation og diskoinferno, Xanadu (2006), med afsæt i Abba’s hit af samme navn og makabre billeder fra henrettelser, 9/11 og masseselvmord i alverdens stærkt diskutable profeters og tyranners navne, tager sig temmelig bedaget ud i en kritisk diagnose af nutiden.

Det samme gælder Isaac Juliens tvetydige tre-kanals videoværk, Paradise Omeros (2002), hvor en drømmende fortælling, der pendulerer mellem tropisk nutid og 50’ernes England, kredser om temaer som oprindelse, fremmedhed, familie og kulturens betydning i noget, der kunne minde om en moderniseret version af Odysséen.

Til gengæld står begge værker markant tilbage som skildringer, der rækker ud over øjebliksbilledet, og fint illustrerer udstillingens spænd mellem drøm og virkelighedens ekstreme forekomster.

Traume og fortrængning
Robert Boyd skaber med Xanadu og værkets blanding af diskofest og katastrofebilleder den helt specielle følelse af mistro eller decideret fortrængning, der (helt menneskeligt) slår ind, når man ikke har lyst (eller kapacitet) til at se virkeligheden i øjnene. Som den forsvarsmekanisme, der får mennesker til at fløjte, synge eller gå i barndom, når de oplever noget ekstremt traumatisk. Dette limbo er iscenesat virkelig effektivt hos Boyd.

En lignende diagnose udmønter sig i udstillingens værk af kinesiske Cao Fei, Whose Utopia – My Future is Not a Dream, What Are You Doing Here? (vist på Louisiana i 2009).

Her følger vi en række unge mennesker, der forfølger deres drøm om et bedre liv ved at arbejde under hårde vilkår på bl.a. en Osram-fabrik, alt imens deres eneste menneskelige udfoldelse og trøst findes i dansen eller musikkens drømmende parallelverden. Kontrasterne er knivskarpe i værket, hvor krop og længsel overføres til musikkens og dansens vokabular, og det kan kun anbefales at gense det.

Kollektiv og individ
Men lad os vende tilbage til den sociale dimension i udstillingens værker. For en logik er nemlig gennemgående og ret interessant som betragtning produceret i kraft af udstillingens generelt glimrende videoværker.

Diagnosen pointerer nemlig indirekte at menneskets destruktivitet og gensidige frygt, had og mistro opstår, opretholdes og udfoldes i kollektivet – nationen, kulturen, partiet, sekten. Helt udtalt illustreret i Boyd’s Xanadu og i det rystende dokumentar-værk New Nationalisms (2009-) af slovenske Tomáš Rafa, der har fulgt opblomstringen af en lang række ekstreme nationalistiske bevægelser i Europa de seneste fem år.

De få lyspunkter på menneskehedens vegne, der rent faktisk opstår i udstillingen, er når mennesket er blottet, alene, afsondret og dømt til at række ud.

Det gør menneskene i værket If You Could Speak Swedish… (2001) af tyrkiske Esra Ersen, hvor en række ny-svenskere kæmper, kæmper, kæmper sig gennem deres egne håbefulde udsagn om en ny tilværelse, nu omsat til et sprog de ikke kender og står konfronteret af. Der er virkelig intense og smukke momenter, midt i kampen, hvor man virkelig fornemmer menneskets stræben og håb om at nå et andet menneske på trods af sproglige skel og fremmedhed.

Samme fortælling og logik ligger indlejret i udstillingens nyeste værk fra 2014 af amerikanske Santiago Mostyn. Han er i dag bosat i Stockholm og værket Delay udspiller sig i Stockholms gader og natteliv, hvor Mostyn som en synlig ’fremmed’ danser, ruller og flakser rundt blandt trafik og folk, men pludselig henvender sig helt intenst til andre svenske mænd i en ordløs, omsorgsfuld, ja kærlig gestus. To mennesker blottet i en kort og sårbar samhørighed.

Videoværket er en smule overpumpet i lydsiden (og overdøver i øvrigt de resterende værker i rummet…) og mimer til tider musikvideoens æstetik lidt for tykt, hvilket truer med at overdøve den fine sårbarhed, der ligger i mødernes intense øjeblikke, hvor kløerne krummer sig i frygt for menneskets natur, men hvor dette væsen dog viser sin sjældne evne: godhed.

Det er et virkelig fint og veldrejet budskab eksekveret i videoformatet.

Denne diffuse følelse…
I avisen til The New Human – You and I in Global Wonderland kan man se billeder fra og læse om alle værkerne i udstillingen, et stykke glimrende kunstformidling.

Mostyn har i den forbindelse en udtalelse i forbindelse med sit værk, som jeg synes kunne stå som en håbefuld slutning på en ret stærk men deprimerende diagnose af menneskeheden:

Hvordan skal jeg forholde mig til min rolle som kunstner og som kunstner med en anden hudfarve end hvid i det samfund, som jeg nu kalder mit hjem? Det spørgsmål tynger mig. Tynger mig mere end det konstante spørgsmål: ”Hvor længe skal du være i Sverige?”, det vil egentlig sige: ”Du er her vel bare midlertidigt?” Og mere end spørgsmålet om, hvordan jeg burde reagere, når nogen midt om natten laver en nazi-hilsen mod mig, eller mod den myriade af hånefulde og forulempende bemærkninger, der konstant gnaver i én. Den første reaktion er naturligvis at give tilbage af samme skuffe. I øjeblikkets hede føles vold helt rigtigt, det føles som om det skulle få det frem, man ville udtrykke. Men hvor kraftfuldt ville det egentlig være, at reagere præcis ligesom disse udtryksløse ansigter forventer sig, at man gør? Hvorfor skal jeg tillade, at jeg bliver sat i bås på den måde? Det jeg samtidigt både afviser og længtes efter, denne diffuse følelse af ’samhørighed’, er langt mere nuanceret, end hvad en knyttet næve nogensinde kan udtrykke.

Måske er ensomheden alligevel ikke roden til alt ondt…