Kristen samtidskunst – kan det lade sig gøre?

En alvorsfuld kirkeruin foldet i papir åbner Peter Callesens Ud af Intet-udstilling. Bemærk venligst at ordet Intet staves med stort. Noget kommer ikke ud af det almindelige ´ingenting´, men ud af det store eksistentielle Intet.

Det slår tonen an; her er ingen plads til bullshit. Værk og udstilling kræver gæstens udelte andægtighed.

Den afstivende tro
Den Caspar David Friedrich-lignende kirkeruin rejser sig fra et stort stykke hvidt papir, hvori konturen af en hel kirke er klippet ud.

I ruinen er den prangende kirke renset for al pomp og pragt. Den står nøgen, men stadig ladet med kirkens, kristendommens og troens tyngde. Og tyngden fra den kristne tro får det skrøbelige papir til at virke stærkt og uforgængeligt.

Kernen består
Ruinen er ganske enkelt – eller mere korrekt, ganske kompliceret – foldet af det bortklippede papir fra kirken og symbolikken er tyk: Alting forgår, men den sande kerne består.

Gud er ikke død
De fleste kunstnere i moderne tid stiller de store spørgsmål ud i et tomt rum. Det gør Peter Callesen ikke, han stiller dem ind til en fast kerne – for ham er Gud ikke død. Gud og historierne om Hans søn danner forståelsesrammen omkring hele udstillingen.

Kunsthistorisk slægtsskab
Når Peter Callesen i Han er her ikke klipper silhuetten af den genopstanden Kristus fra Matthias Grünewalds Isenheimalter ud af et A4-ark og krøller det forladte liglagen sammen af det bortklippede papir, så gør han det, som de fleste kunstnere har gjort de sidste totusind år – han illustrerer en af historierne om Jesu liv og levned. Ikke fra en moderne oplyst ironisk afstand, men inde fra troen, hvor der er noget på spil, som vi ugudelige aldrig for alvor får fat på.

Provokation af den ureflekterede anmelder
Og derved provokerer Peter Callesen mig mere end nogen anden samtidskunstner.

Det kunstsyn, jeg til dagligt slæber rundt med, har ingen plads til kristen samtidskunst. Kristendom og samtidskunst er uforenelige størrelser, den kristne tro er fra en uoplyst dunkel fortid, og samtidskunsten har igennem de sidste hundrede år oplyst dunkelheden og fejet alt det gamle lort ud. Det har jeg, og måske andre, ureflekteret stillet os tilfreds med.

At se vor egen begrænsning i øjnene
Men Peter Callesen tvinger os til at se på vores egne fordomme og sætte dem i perspektiv. For vi har jo ikke noget problem med kristen kunst, der illustrerer evangeliernes historier – den skal bare være hundrede år eller ældre, så sluger vi den, som de kristne sluger brødet og vinen en søndag formiddag.

Et ordentligt spark i røven
Vi kan forklare det med, at dengang vidste kunstnerne ikke bedre, men den forklaring hjælper ikke i forhold til Peter Callesen. Han tror, og den tro er indlejret i kunsten – og den del af kunsten går vores næse forbi. Vi er ganske enkelt holdt udenfor af vores egne begrænsninger.

Og hvor er det fantastisk – at vi, der tænker, at vi ikke kan provokeres, at vi allerede har set alt, alligevel kan blive sparket i røven af kunsten, og at den kan få os til at indse vores eget snæversyn.

Peter, vi ses ikke nødvendigvis i kirken på søndag, men mange tak for sparket.