Kunstkritikerprisen er blevet uddelt
Kulturminister Mette Bock overrakte ved et velbesøgt arrangement den 26. juni Kunstkritikerprisen 2017 til redaktøren Pernille Albrethsen.
Kulturminister Mette Bock overrakte ved et velbesøgt arrangement den 26. juni Kunstkritikerprisen 2017 til redaktøren Pernille Albrethsen.
Kulturminister Mette Bock overrakte ved et velbesøgt arrangement den 26. juni Kunstkritikerprisen 2017 til redaktøren Pernille Albrethsen.
Pernille Albrethsen blev indstillet af AICA-medlem Jacob Lillemose med følgende begrundelse:
“Pernille Albrethsens indsats for at højne niveauet af den danske kunstkritik, siden hun startede som redaktør for det skandinaviske online-kunsttidskrift Kunstkritikk, er i den grad prisværdig. De heldige, som har været igennem hendes redaktionelle maskine, har oplevet hendes ufravigelige dedikation til at gøre teksterne skarpe og relevante. Hun har fået nye skribenter til at vokse og folde sig ud i Kunstkritikks spalter, hvorefter flere af dem er blevet ansat på de store dagblades kulturredaktioner. I en tid hvor kunstkritik tenderer mod underholdning og anmelderi, så har Albrethsen holdt den faglige fane højt og sikret, at der stadig findes et organ for dybt seriøs kunstkritik i Danmark, som kombinerer akademisk tyngde med finger på pulsen. Det er sjældent, at det er redaktøren bagved teksten, der får ros, men i Pernille Albrethsens tilfælde er det fortjent, at ‘producerens’ afgørende betydning for de skrivende og det tryktes succes anerkendes.”
Ved prisoverrækkelsen i kulturministeriet mandag den 26. juni 2017 talte kulturminister Mette Bock blandt andet om, at det er vigtigt at fastholde, at der er forskel på diskussion om kunst, anmeldelse af kunst og kunstkritik:
“Kunsten har brug for den selvransagelse, der følger med og af kritik. Ellers ender det med at blive noget fremmed, mystisk og svært. Noget, der findes i et lukket reservat.”…“Det er jer kritikere, der skal samle trådene, gå i dialog med publikum og forklare de forskellige betydninger og referencer, som et værk producerer”… “Danskerne har selv ansvar for at komme op af sofaen og ud og bruge og opleve kunsten. Men det er jeres ansvar at kvalificere debatten og stå klar til at række ud mod os, der står i 2., 3. og 4. række.”
Uddrag fra AICA-bestyrelsesformand Lisbeth Bondes tale:
“Lad mig imidlertid først lige gøre det klart for de af jer, som ikke kender AICA så godt, hvem vi er. AICA er en international organisation af kunstkritikere.
Den blev dannet i 1950 i Paris for at genstarte den frie og kritiske diskussion af billedkunst, som var forstummet under nazismen. AICA har 72 medlemslande og over 4000 medlemmer. Den er en NGO og fungerer som en underafdeling af UNESCO. AICA er en forkortelse af det franske navn Association Internationale des Critiques d’Art. AICA Danmark har 70 medlemmer.
I AICA Danmarks bestyrelse sidder Lene Burkard, Ditte Vilstrup Holm, Peter S. Meyer og undertegnede, Lisbeth Bonde. Kristian Handberg er suppleant.
I år har vi valgt en ny model for tildelingen af Kunstkritikerprisen, nemlig et foredrag af det AICA-medlem, hvis nominerede kandidat opnåede flest stemmer ved afstemningen. Vigtigt er det også at nævne, at det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, der har bevilliget beløbet, som gør det muligt for os at uddele prisen for 23. gang.
Hvilken rolle spiller kunstkritikken i dag, hvor samfundet og dermed også kunsten er underkastet forvandlingernes lov? Hvor billedkunstens formverdener, medier, materialer og temaer er vidtfavnende og i stadig forandring? Hvor eksempelvis en usynlig gangbro hen over havnen i den tyske skulpturby Münster indgår som et kunstværk. Eller hvor 3500 redningsveste fra overlevende flygtninge, der reddede sig i land på øen Lesbos, er indsat i vinduerne på Charlottenborgs facade? Også det er et kunstværk – en aktivistisk kunstinstallation bestående af brugte readymades.
Billedkunsten stiller ofte vigtige, nuancerede og kloge billedkunstneriske spørgsmål til og svar på en uhyre kompleks verdens mange problemområder. Det vidner sommerens og efterårets megaudstillinger i Venedig, Kassel og Athen om til fulde. Og det vidner mange museums- og galleriudstillinger herhjemme ligeledes om. Som kunstkritikere vil vi gerne med vores analyser, perspektiveringer, vurderinger og også oplevelser af kunsten indramme den med så præcise ord som muligt.
Det er første gang, at vores pris tildeles en af vore egne. Tidligere er den blevet tildelt en kunstner, i enkelte tilfælde en kurator. Undertiden er den blevet tildelt en kunstinstitution eller et kunsttidsskrift for en fremragende udgivelse i det forgangne år. Gennem foredraget her i år skaber vi for første gang ikke kun opmærksomhed om vinderen, men også om vores egen stand som kunstkritikere, så et bredere publikum kan kigge ind i kunstkritikernes værksted og se, hvordan gode kunstfaglige, kritiske artikler bliver til, og hvordan de redigeres.”
Kunstkritik i radioen:
Albrethsen var den 24. maj 2017 i studiet hos P1 Eftermiddag for at tale om Kunstkritikerprisen, faget som kunstkritiker og den redaktionelle proces på Kunstkritikk, hvor en tekst nogle gange sendes 10-12 gange frem og tilbage mellem redaktør og skribent for at skærpe teksten. Hun talte også om ’embedded critics’, som ikke har afstand til scenen, og om at være fagligt funderet, men også underholdende og generøs med sig selv (intelligent pop). Hør indslaget her (efter intro og frem til minuttal 12:40).
Det er 23. gang AICA Foreningen af danske kunstkritikere uddeler Kunstkritikerprisen til en produktion (udstilling, publikation mv.), person eller institution som fortjener særlig anerkendelse. Kunstkritikerprisen, som er på 40.000 kroner, er financieret af Statens Kunstfond og uddelt af AICA Denmark.
Liste over tidligere modtagere af Kunstkritikerprisen findes her.
Fakta
Øvrige nominerede til Kunstkritikerprisen 2017 var Adam Saks for udstillingen Setting sail in a teardrop of fear and desire på Kunsthal Nord, udstillingen Arven fra Anchers på Skagens Museum, udstillingsstedet Cisternerne ved direktør Astrid la Cour og udstillingsleder Sille Brethvad, Ismar Cirkinagic for udstillingen Ocean Europe på Esbjerg Kunstmuseum, Finn Thybo Andersen for bogen Broget ko har mange pletter. Guide til Gernes’ udsmykninger 1970-2006 og Sidsel Meineche Hansen for udstillingen Second Sex War på Gasworks.