Kultegninger af smukke mareridt

Det er første gang Anke Feuchtenberger er repræsenteret med en soloudstilling i Danmark. Hun har tidligere gæstet landet, blandt andet i 2008, hvor hun deltog i gruppeudstillingen Comix på Brandts. Soloudstillingen på Charlotte Fogh Contemporary giver i midlertid Feuchtenbergers værker fuld råderum, og det klæder dem at stå på helt egne ben. Et aspekt ved soloudstillingen som yderligere taler til dens fordel er, at den ikke overbetoner Feuchtenbergers tætte tilknytning til tegneseriemediet.

Det er altså ikke udstillingens intentionen at retfærdiggøre tegneseriemediets kunstneriske potentiale, og sætte spørgsmålstegn ved om tegneserien nu er en seriøs kunstform eller ej. Den problematik bliver der trådt hen over, og det er særdeles befriende. Både for beskueren og for Feuchtenbergers tegninger.

Godnatlæsning?
Det kan siges lige ud af posen; Anke Feuchtenbergers tegneserier egner sig ikke til godnatlæsning. I hvert fald ikke hvis man ønsker en letfordøjelig og munter afslutning på sin dag. Feuchtenbergers historier og billeduniverser befinder sig milevidt fra det konventionelle tegneserieformats klare og mere spiselige udtryk.

Her er med andre ord ingen farver, ingen rappe replikskift og ingen kulørte hovedkarakterer. Til gengæld brillierer Feuchtenbergers tegneserieillustrationer med udtryksfulde og dybt fascinerende billeder. Soloudstillingen på Charlotte Fogh Contemporary byder både på tegneseriepublikationer, originalillustrationer og enorme kultegninger.

 
I store og små formater
Prædikatet tegneseriekunst synes at være en dækkende betegnelse for Anke Feuchtenberges virke. Det tegnetekniske niveau er højt, både i de store (155cm x 220cm) og i de mindre (30cm x 40cm) billeder. De sort/hvide kultegninger modulerer på imponerende vis figurernes former frem.

Feuchtenberger tegner næsten udelukkende med kul, hvilket giver hendes billeder en karakteristisk og lidt grov tekstur. Enkelte steder rundt omkring i billederne træder Feuchtenbergers fingeraftryk endda frem. Fingeraftryk som nærmest ufrivilligt vidner om den kunstneriske proces, der ligger til grund for billedernes færdige udtryk.

Ekspressionistisk billedsprog
Der ligger en interessant spænding i Feuchtenbergers billeder – en spænding som henter sin kraft i et nærmest skizofrent udtryk: Billederne trækker tråde til både den tyske ekspressionisme og til den konventionelle tegneseries letaflæselige fortælleform. Den mørke energi der ligger i tegningerne, kombinerer altså tegneseriemediets uskyldighed med ekspressionismens særligt udtryksfulde æstetik. Og det er særdeles virkningsfuldt.

Murens Fald
Anke Feuchtenberger voksede op i Østberlin, hvor hun også uddannede sig til grafiker. Tegneserier har hun arbejdet med, siden tiden i det opdelte Berlin. Mediet havde hårde vilkår på østsiden af muren, hvor man anså tegneserien for en slags underlødig underholdningsform. Dette forhindrede dog ikke Anke Feuchtenberger og ligesindede østberlinske kunstnere i at arbejde med et kunstnerisk præget tegneserieformat, som trak tydelige spor til den tyske ekspressionisme.

Uafhængigheden af et større produktionsapparat tillod de østberlinske tegneseriekunstnere at arbejde i dybden med et grafisk og meget særpræget billedsprog. Et billedsprog som Feuchtenberger har bragt videre med sig, og som nu kan ses på Charlotte Fogh Contemporary.

Tegninger på tværs af tiden
Udstillingens kultegninger i stort format indeholder mærkværdige og foruroligende billeduniverser, som bevæger sig på tværs af fortiden og nutiden. De sort/hvide tegninger frembringer underlige ahistoriske scenerier, som for eksempel i Eiskunstlaufschule.

I denne tegning tårner en nutidig boligblok op i baggrunden, mens skøjteprinsesserne i forgrunden ligner noget fra et 40 år gammelt mareridt. At Feuchtenberger lægger en noir-lignende lyssætning ind i tegningen, gør den ikke mindre dragende. Det er et billede, det tager lang tid at bevæge sig væk fra.   

Mere kunst end tegneserie
Anke Feuchtenbergers tegninger indeholder lidt den samme grundstemning, som vores egen Julie Nord. Blandingen mellem det uskyldige og det grusomme har de begge til fælles. I Feuchtenbergers tilfælde udgøres uskyldigheden af tegneseriemediets formkarakteristika, mens det grusomme udgøres af tegningernes stærkt ekspressionistiske tone. Anke Feuchtenbergers værker understreger umuligheden (og unødvendigheden) i at skelne knivskarpt mellem kunst og tegneserier.