Kultisk uro bag det glatte ydre. Ditte Ejlerskov i Nikolaj Kunsthal

Ditte Ejlerskovs soloudstilling i Nikolaj Kunsthal, The Cult of Oxytocin, giver sig ud for at være pseudovidenskabelig farveterapi. Men som altid hos Ejlerskov er der noget, der ikke vil falde på plads: Hvad gemmer sig bag det meditative udtryk?

Den største kvalitet ved Ditte Ejlerskov, konceptmageren, der gennem to årtier har været skarpt til stede i dansk kunstliv? Formentlig at hun stadig er så svær at blive rigtig klog på. Der er noget, som aldrig helt falder til ro, når man kommer ind på livet af hendes popkulturelle og formatåbne værker.

Tænk på det uudgrundelige, nærmest naivistiske portræt af Helle Thorning-Schmidt fra 2017. Eller de mange serier med bredpenslede og siden dekonstruerede malerier af sangere som Rihanna, Nicki Minaj og Britney Spears, der balancerer et sted mellem hyldestskrift og fetichisme.

Det har været tydeligt, at Ejlerskov hele tiden har ligget i kamp med sit materiale. Med maleriet, især. Noget har skullet skrælles væk, og nye lag indlejres, i bogstavelig såvel som overført betydning. Derfor er det særlig bemærkelsesværdigt, at den nye soloudstilling i Nikolaj Kunsthal, The Cult of Oxytocin, plæderer for ydre og indre ro. Måske har kunstneren fundet den, men noget vil stadig ikke helt falde på plads.

Alternativ behandling

Det begynder med, at jeg står og stirrer ind i et af de mange Dream Gradient-lærreder: store akrylmeditationer, hvor to farvetoner glider sømløst over i hinanden. Konceptet er egentlig klinisk, men undertitlerne lægger sig et sted mellem det deskriptive og det nærmest indladende: Friendly Jade Meets Magenta, Electric Lemon Meets Jade Green, Peachy Meets The Sea.

Ditte Ejlerskov har fortalt, at arbejdet med at farvelægge de store flader – op til 3 x 3 meter – har virket terapeutisk for hende. Opsøger man begrebet farveterapi online, finder man behandlere, der tilbyder servicen ved siden af tilbud om healing, clairvoyance og energiopdatering. Spændende.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om den alternative behandlingsform så også har en indvirkning på beskueren. Og der står jeg altså i det højloftede og rungende kirkerum for at vriste lidt velgørende oxytocin – et hormon, der strengt taget udløses ved fysisk kontakt – ud af drømmebugtningerne. Men det er ingen frydefuld oplevelse. Faktisk er det lettere deprimerende.

Farvetyveri

For hvad sker der, når man stirrer på eksempelvis den rød-grønne parring i Dream Gradient (Reddish Fuchsia Meets Dusty Emerald)? Jo, først oplever man, at grænsen mellem de to yderfarver udviskes. Her svæver maleriet, de hidsige toner bliver til én substans uden overgange. En let magisk tåge, faktisk.

Men det varer kun et øjeblik. Pludselig sætter hjernen gang i en uventet manøvre, og al farve suges ud af lærredet. Den gråbrune masse, der lades tilbage, lukker op for sindets mest bedrøvelige dybder. At den rødlige fuchsia og den støvede smaragdgrøn så til gengæld får en endnu kraftigere tone end ved udgangspunktet, når man vågner op af sin trance, er vanskeligt at sætte pris på, efter man har oplevet hjernen gå så destruktivt til værks.

Mønstret gentager sig lærred for lærred. Jo hidsigere farvemøde, desto voldsommere farvetab. Et flammehav bliver til en grå klods. En klar sol til en forsigtig lyserød. Hvad der umiddelbart lignede et kurophold, viser sig gudskelov at byde på alt andet end ro. Skal vi kalde det Ejlerskov-effekten?

Poetisk brydning

De farvede drømme, der bliver til mareridt, er ét element i The Cult of Oxytocin. Nærmest en kulisse.

Et andet element er Ditte Ejlerskovs versionering af Bryderne, den flere tusind år gamle skulptur, som både er at finde hos Uffizi-gallerierne i Firenze og i Ørstedsparken i København.

Ejlerskov har med sin virtuelle udgave af værket forvandlet de mere end 2.000 år gamle græske modeller til to kvindelige brydere i samme positur. Men ved at arbejde digitalt har hun kunnet adskille kombattanterne, som får en poetisk ensomhed over sig, når man i flere formater ser dem hver for sig. Budskabet er relativt klart: Kamplysten får et andet skær over sig, oxytocinen og hudsulten sniger sig ind i motivet; krig er også berøring.

Først dukker den dominerende af bryderne op på tre enorme, ophængte uldtæpper i stueetagen, side om side med det lille dusin Dream Gradient-lærreder. Der går måske lidt tid, før man opdager sammenhængen: at de tre tæpper – The Rare View, The Soft Gaze og The Close-up – viser samme kvinde i forskellige vinkler og afstande, men også at der er tale om den ene af de to brydere. Når den større fortælling går op for en, åbner hele udstillingen sig.

Uhyggelig glathed

Tæpperne, der bliver til endnu flere i forskellige farver, når man bevæger sig op i kirketårnet, viser en avatar. En blød 3D-krop med pupilløse øjne og lysende næsebor. Den lidt uhyggelige glathed er overalt i The Cult of Oxytocin, selvfølgelig også i de syv små, 3D-printede udgaver af bryderne, som troner i midten af Nikolaj Kunsthal, The Seven Standing Fights.

Det står efterhånden klart, at det endnu en gang i Ejlerskovs virke handler om et koncept, som velkomponeret folder sig ud. Bryderne får med de mange tilsynekomster symbolsk karakter: De løfter sig ud af det enkelte værk og bliver om ikke kultiske, så i hvert fald abstrakte motiver. Om man så lader sig forføre af udstillingens intention om, at den dominerende bryder skal repræsentere “kultens gudinde” i en kamp mellem styg adrenalin og lyksalig oxytocin, mellem kamplyst og forførelse, er op til beskueren.

Selve det kultiske i udstillingens titel er egentlig ikke så fremtrædende i den ret traditionelt udformede opstilling af værkerne. Dertil er stueetagen for oplyst og lærrederne for ordnede. Brydermotivet kunne lige såvel repræsentere andre temaer end hormonkampen, for eksempel det virtuelles ensomme menneskelighed.

Mest kultisk virker faktisk velkomsttekstens forsøg på at styre vores oplevelse af udstillingen. “Med The Cult of Oxytocin tilbydes en mulighed for gennem kunsten at fokusere på det positive frem for på ængstelse og frygt,” læser man ved indgangen. Og så går den næste times tid naturlig nok med, at jeg forsøger at forstå udstillingen imod intentionen.

Kultisk kurophold

Bryderne ender med at være overalt. Det er endda muligt at lokke dem frem på sin telefon ved at scanne en QR-kode, så de pludselig står som stor, digital marmor på kirkegulvet; her viser legesygen sig især, bortset fra at det teknologiske påfund er noget ustabilt.

Da man til sidst når udstillingens dybe kerne – en videoinstallation i Øvre Galleri – samler indtrykkene sig til en uroligt rolig meditation. Man inviteres til at lægge sig på fem store tæpper og kigge op på en 13 minutter lang video, The Gateway. Her bliver det faktisk kultisk, når en syntetisk blød healerstemme lader os forstå, at vi er ét med universet, mens vi driver gennem en stjernetåge og panorerer hen over de kvindelige brydere under en digital søjlegang med mindelser om Fra Angelicos renæssancefresko Bebudelsen.

De klingende new age-flader under hele seancen er en lydlig manifestation af Dream Gradient-kulisserne fra stueetagen, og på den måde mødes udstillingens to hovedelementer – farveterapien og de poetiske, digitaliserede brydere – i den guidede meditation som et klimaks på turen gennem The Cult of Oxytocin.

Man kan godt tage den healende vilje for pålydende og gå gennem alle etager, som var man indlogeret på et kursted, men den virkelige kvalitet ved Ejlerskovs indtagelse af Nikolaj Kunsthal er, at udstillingen ikke helt lader sig reducere til dét. Narrativet er større end de enkelte værker. Roen indfinder sig kun, hvis man formår at kvæle den lille stemme, der fortæller en, at der gemmer sig noget undertrykt under det glatte ydre.