Kunst der kan selv

Man leder da efter det, der ligner! Der er i værkerne amorfe former, som leder i retning af “natur”: Bølger, planeter, padehatte, blomsterstængler? Og dukker der ikke hist og her et tårn, en rumstation eller andre arkitektoniske strukturer op?

Men nej – klare figurative elementer lader sig ikke fæstne i Gjerdeviks univers, der på Brandts udfolder sig i tre satser: Papirværker præsenteret på en væg i stram orden, hængende skulpturer og en sal med store ens dimensionerede oliemalerier.

En kunsthistorisk rejse
At besøge en Gjerdevik udstilling er på den ene side som at rejse gennem kunsthistoriens forskellige abstraktionsformer. Her er slyngede linieforløb ala Art Noveau, et abstrakt ekspressionistisk strøg, minimalistiske grid, konstruktivistiske rette linier, colourfield flader,  Op-art tern og mindelser om Abstrakt Surrealisme. Det hele ofte på en gang og i en slags ´de-komponerede´ kompositioner.

På den anden side – for der er en anden side af alle disse kunsthistoriske citater – er en Gjerdevik udstilling en påmindelse om, at der stadig er kunstnere, der insisterer på et selvberoende kunstværk.

Abstraktions-ideologier
Kunstværker, der ikke vil repræsentere den ydre verden, men udelukkende forholde sig til sine egne virkemidler – form, farve, linier, komposition – har en lang historie, og den abstrakte nonfigurative kunst var fra starten omgærdet af voluminøse tankesystemer og ideologier.

Det abstrakte værk kunne være formidler af psykologiske, religiøse sansninger som pioneren Kandinsky beskrev det i Über das Geistige in der Kunst (1912. Da: Om det åndelige i kunsten). Eller abstraktionerne kunne manifestere en ny ideal verdensorden efter verdenskrigens ragnarok som flere af kunstnerne omkring Galerie Denise René – blandt andet Robert Jacobsen og Richard Mortensen – plæderede for.

Sådanne store idealistiske fortællinger har i nyere ideologikritiske tider mistænkeliggjort det abstrakte kunstværk. Enhver kunstner med respekt for sig selv måtte tage afstand fra eksempelvis den amerikanske kunstteoretiker Clement Greenbergs forestillinger om det abstrakte kunstværks særlige autonomi og renhed som kunstens værn mod udflydning i massekulturen.

Gjerdeviks dæmpede oprør
Gjerdevik også. Tag papirværkernes fjerlette intro som eksempel. Gjerdeviks cirkler, striber, ovaler, tern, linier, kurver og mønstre svæver vægtløst rundt på de hvide papirark i tilsyneladende umulige kompositioner af modsatrettede elementer og metoder: Et ekspressivt strøg kan parres med stramme linjeføringer og ternede mønstre, og elementerne placeres i et ´uforudseeligt´ hjørne af billedet fjernt fra klassiske kompositionsregler.

Denne ´stilforvirring´ er et gennemgående træk og Gjerdeviks dæmpede postmoderne oprør – så at sige fra de indre linier – mod abstraktion-traditionernes stræben efter helhed og klar form.

En uoverskuelig kompleksitet
Skulpturene hænger på sin side som kontrastfyldte idealformer. Kuglen, ovalen og molekylet danner en overordnet overskuelighed som saboteres af utallige knopskydninger og nedsmeltninger.

I malerisalen, hvor værkerne hænger serielt, er det også tilsyneladende enkle strukturer, (sinus)kurver eller gridformationer, der dominerer, ligesom billederne hovedsageligt er holdt i en farve plus sort.

Men denne minimalistiske stramhed er kun skalkeskjulet for en uoverskuelig kompleksitet af detaljer og modbevægelser, konstante forhandlinger om dominans mellem for- og baggrund samt en spænding mellem ekstrem kontrol og fri leg.

Tiltro til abstraktionen
Der er altså denne vedholdende opstemning mod traditionerne, men udstillingen manifesterer også det, der forekommer som Gjerdeviks stadig større tiltro til det abstrakte (man fristes til at sige det autonome) kunstværks egne betingelser.

En større vished om, at et sådant værk ikke nødvendigvis behøves at tages til indtægt for det ideelle og verdensfjerne – endsige være en udtrykt hyldest til det autonome individ, den ultimative frihed eller lignende potente og autoritative fortællinger.

Uden titel
Hvor Gjerdevik ofte har yndet mere komplekse ophængninger, hvor han blandede sine udtryk, ´tør´ kunstneren denne gang forlade sig på en næsten traditionel white-cube ophængning med space til det enkelte værk og typiske abstrakt-modernistiske “uden titel”- titler.
Gjerdevik kan både holde afstand og give sig hen til abstraktionen.

Ud af dette står et kraftfelt, der ikke er for fastholdere, svimlende som var tyngdekraften sat ud af kraft. Og hvor kvaliteten ved at skabe universer, hvis mage man aldrig helt har set, må stå for sig selv.