Kunst er graffiti er kunst

“De sku ha et par på lampen, og så skulle de ha lov til at selv at gøre rent bagefter – fængsel hjælper ik’ en skid,” siger Lars med stolthed i stemmen. Der er ikke noget som graffitidebatten (og så måske lige amning på cafeer), der kan vække røre, forargelse og resolutte handlingsforslag hos hr. & fru. Danmark.

Graffititens tegn
Det er tredje gang, Kunsthal Brænderigården afholder Viborg International Billboard Festival. I år står den i graffitiens tegn, og Brænderigården har hentet et historisk line up hjem: Blade (US), John Howard (BR), Nychos (AT), Dinesen og Reventlov (DK), Horfe og Ken Sortais (FR) – til Viborg.

Galleri NB i Viborg har grebet chancen og fået holdet af kendte graffitikunstnere til at lave værker til en udstilling. Og det er udenfor NBs fernisering, jeg løber ind i Lars:

På toilet!
“Det er rigti’ flot det der, det ka’ jeg godt li,” fortsætter han og peger over på et vægmaleri, som Anders Reventlov og Christian Dinesen er ved at lægge sidste hånd på, “ik’ li’som sårn graffiti på toilet!”

Ferniseringen brager, solen steger, og Lars kører løs om ‘die Endlösung’ på graffitigrisseriet – og om maratonløb på den kinesiske mur … Reventlov og Dinesen maler og smiler.

Historisk vigtighed
Brænderigården har hyret kunstner, kurator og graffitimaler Anders Reventlov, til at kuratere festivalen. Og hans tanke bag kurateringen er enkel:

“Jeg ville gerne have at Blade [Steven David Ogburn red.] og John Howard blev sat sammen. På grund af den historiske vigtighed. Og så ville jeg gerne supplere dem med et stærkt udvalg fra den yngre generation; for ligesom at vise spændvidden,” forklarer han.

Et par på lampen
Og den historiske vigtighed er ikke overdrevet. John Howard var den første til at male på gaderne i Sao Paulo og er bredt anderkendt som street artens ‘godfather’ – i hvert fald i Sydamerika.

Og Blade var en af de allerførste og største på New York scenen ved graffitiens fødsel i 70’erne – og er en af de eneste, der stadig er i live og rask nok til at fortælle historien. Så at forene John Howard og Blade for første gang er faktisk intet mindre end en historisk begivenhed.

Fra start 70’erne til start 80’erne malede Blade over 5.000 subways i New York og grundlage flere af de teknikker og stilistiske greb, der er blevet standard i graffitien siden. Han har, siden han i 1984 stoppede med at male ulovligt, udstillet på nogle af verdens førende gallerier og museer, blandt andre Whitney NYC og MOCA L.A. – et par på lampen…

Bare for at dele
Fra den yngre generation af graffitimalere fortæller franske Horfe mig om, hvordan han oplever skellet mellem kunst og graffiti:

“Graffiti er det sjove, der kommer fra den rå energi, og kunst er bare, når man beslutter sig for at dele det med andre mennesker. Hensigten, når vi [Horphe og Ken Sortais red.] laver kunst, er at vise, hvad vi laver og hvorfor – du ved, forklare ideerne. “

Så når I er til stede i den ‘officielle kunstsfære’, så tilpasser I jer?

“Ja, for at kunne nå folk, men vi ændrer ikke vores værker, vi sætter bare ord på dem. Det er derfor, man laver bøger, og ting folk kan eje. Og når man laver graffiti, så er det for sin egen nydelses skyld – ellers stopper man jo bare,” siger han og slår hænderne ud til siden.

Okkulte kræfter
Dagen skrider, og som solskin og selvtægtsserenader bliver til skumring og røverhistorier – og masser af Rød Aalborg i Viborg – bliver det også tid for 75-årige John Howard at trække sig tilbage. Jeg får lov til at følge med til hotellet, se hans tegninger og høre nærmere om de påståede “okkulte kræfter”, der vedholdent chikanerer ham i Sao Paulo.

“Der er ikke noget, der hedder en sikker lås i Brasilien,” fortæller han, mens jeg langsomt bladrer mig gennem tre store mapper med tegninger. Motiverne er figurative og trækker spor til gammel sydamerikansk kultur: myter, symbolik, harmoni.

John Howard signerer ikke sine værker, for det er ikke en god ide at have noget af værdi, når man er blacklistet af Sao Paulos “poderes ocultos”, som de kaldes folkemunde. De ‘okkulte kræfter’ er angiveligt en hemmelig blanding af Sao Paulos magtelite; mennesker, der helst ser, at man ‘samarbejder’.

Ikke mit eget blod
“De gør hvad som helst for at skræmme dig i Sao Paulo. Jeg tror, de er efter mig, fordi jeg nægter at give interviews i Brasilien: for mange løgne. Så får man døde dyr på dørtrinnet eller glasskår i sengen, når man kommer hjem og skal til at sove eller en stor pøl af blod på badeværelsesgulvet, når man tænder lyset.”

Blod?! “Nåh ja, men ikke mit eget blod,” svarer han.

“Det tørrer man bare op. De prøver at gøre en bange, det er det hele. Men det er endnu en grund til, at jeg godt kan lide Viborg,” griner Howard og giver diskret tegn til, at det er sengetid.

Jeg slingrer tilbage mod down town Viborg via stien med de påmalede billboards fra tre generationer af graffitikunstnere. Et tværsnit af 40 års graffitihistorie på plader, 40 års skyggefuld kunsthistorie sirligt på plads på plader i Viborg, Danmark.

SE FLERE BILLEDER FRA UDSTILLINGEN