Kunst gror ud af kontekst – Interview med Oskar Koliander

I Kildedal er Oskar Koliander i gang med et nyt værk, Tempus Natura [Midlertidig Natur], hvor han inviterer besøgende ind i processen og maskinrummet bag værket. Sammen med publikum går han på jagt efter naturens skjulte lyde.

Hvad vil du gerne have, at de besøgende tager med sig hjem efter en tur med feltoptagelser i naturen rundt om stationen?

Oskar Koliander: ”At man kan opleve ting med flere sanser end øjnene. Nu, når området i Kildedal snart bliver til en stor byggeplads, handler det om at kapsle små stykker af naturen ind som lydbidder i skulpturerne. Indtil byggepladsen en dag flytter, og naturen vender tilbage, bliver lydværkerne en slags 'avatar' for naturen, en lille skulptur med en afstandsmåler og en højttaler indbygget, så man skal tæt på for at finde lyden, lige som i naturen.”

Det er ikke første gang at Oskar Koliander samarbejder med Kildedal By. Lige ved Kildedal Station, der hvor S-togets linje C glider fra stationen og videre ud i det nordsjællandske, fanges øjet af skinnende metal fra en skulptur, der er løftet over trafikken som en rede i en trætop. Her har Oskar Koliander skabt det semipermanente værk Grobund, der udgøres af 900 meter sammenflettet aluminiumsrør.

Værket fungerer både som et mødested og udkigstårn, og det markerer samtidig, at noget nyt er på vej. Kildedal - lige nu en station, hvor toget ikke altid stopper - skal over de næste 10-15 år forvandle sig til en by for mennesker, der vil være tæt på naturen og have toget og arbejdspladser inden for rækkevidde. 2000 boliger og 5000 arbejdspladser er på tegnebrættet, hvilket satte de første refleksioner i gang hos kunstneren.

For Oskar Koliander er Kildedal By et sted, der ikke eksisterer endnu. Et sted for transit, som først skal til at have sin egen identitet. Derfor var opgaven at skabe et kontekstspecifikt værk.

”Et værk, der forsøger at indfange, hvad det er for en ånd, området får også i fremtiden. Hvad har været her før, hvad er her nu, og hvad vil der komme?” spørger Oskar Koliander, der også løb ind i et andet dilemma:

”Vi ved, det er problematisk i forhold til klimaet, når vi bygger. Så det var vigtigt for mig, at Kildedal By har stort fokus på bæredygtighed – at byen ikke bygges på bekostning af naturen, men i respekt for naturen. Da jeg ved et besøg på stationen så fik øje på en fuglerede i træerne, opstod ideen til værket og reden som den trygge ramme om familien, men også som en reference til naturens cirkularitet. Ligesom en fuglerede er bygget af naturens materialer, skal redens materialer her kunne indgå i kredsløbet igen ved at blive genanvendt til nye formål. Samtidig vidste jeg, at den skulle være i en størrelse, hvor den kan ses fra toget, så det stiller også nogle krav til materialevalget.”

Som kunstner har du bevæget dig rundt i mange forskellige kontekster, og du har i de seneste år arbejdet meget i det offentlige rum. Hvad betyder sted og kontekst for dig?

”Det betyder alt – jeg arbejder altid ud fra stedet og konteksten. Grobund kunne ikke have været lavet til andre steder. Min kunst er altid noget, der vokser op. Det falder ikke ned som materialer, der bliver placeret et sted. Det kommer fra stedet, hvilke materialer jeg skal bruge. Og så er det vigtigt for mig, at de ting, jeg bruger, er holdbare og ikke skal vedligeholdes med kemikalier og maling. Det skal være materialer med lang levetid. Det er ægte bæredygtighed,” siger Oskar Koliander.

”Vi har alle et ansvar, men særligt som kunstnere skal vi forholde os til vores samtid. Vi kan ikke være hykleriske, og derfor er det vigtigt for mig, at vi er på forkant med de materialer, vi bruger og afprøver nye og mere bæredygtige materialer. Det er et af de steder, vi kan gøre en forskel.”

Som kunstner arbejder du ofte undersøgende og afprøvende i forskellige medier og materialer. Du har blandt andet arbejdet meget med lyd og sansning. Hvad betyder denne praksis for dig?

Oskar Koliander: ”Vi lever i en verden, der er meget fokuseret på at se. Men ting som temperatur og dufte betyder rigtig meget for vores oplevelse af verden. Jeg håber, folk opdager, at de kan komme tættere på naturen ved at bruge sanserne. Øjet kigger udad, men ørerne lytter indad. Så kommer verden ind i en. Så med Tempus Natura inviterer jeg til en sensorisk og sanselig opdagelse. Jeg inviterer også til, at man kan være medforfatter og medskaber af værket – og de deltagende vil derfor også blive nævnt i værket som medvirkende til det.”

”Ofte handler det også om forskel i skalaer. Grobund er den store skala, som en fuglerede forstørret op 100 gange. Med lyden arbejder jeg i lille skala, og værkerne skal opleves i forholdet 1:1 – du skal tæt på skulpturerne for at sanse lyden. Det er en anden ømhed. Der er et skalaskift, og der er andre sanser i spil, og igen er det et værk, der er bundet til stedet. Det er ikke en forlængelse af Grobund, men en anden optik på stedet – uden øjne.”