”Kunst har ikke en skid med politik at gøre, ikke en skid.”

Skal kunstnere deltage i samfundsdebatten? Og i så fald hvordan? Og hvad kan kunstnere bidrage med, som ikke findes i den offentlige debat i forvejen? Det var nogle af de centrale spørgsmål på dette års Røddingmøde afholdt af kulturministeren.

”Hvorfor bekymrer vi os ikke om det positive, Preben?” sådan åbnede ordstyrer og chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, sin velkomsttale på Røddingmødet med et citat fra Per Højholts ”Gitte-monologerne” fra 1984. For hvorfor er politikere, journalister og kunstnere så optagede af alt det negative; alt det der er galt med samfundet? Hvorfor deltager de ikke hellere med positive tanker om udviklingen af samfundet?

Den første taler var professor og åbnede også med et Højholt citat fra ”Mindst 18 punkter om kunst og politik, mindst” fra 1969, hvor Højholt begynder: ”Kunst har ikke en skid med politik at gøre, ikke en skid” og senere i samme tekst uddyber: ”Politik er det muliges kunst, kunst er det umuliges politik. Vi må have nogen til at håndtere det umulige, ellers forfalder det og bliver efterhånden muligt”.

Kunsten i centrum

Professoren gav et interessant historisk tilbageblik på udviklingen af velfærdsstaten i 1950-1960’erne – en tid, hvor kunstnerne virkelig havde magt i samfundet og fyldte i samfundsdebatten. Et medbragt presseklip fra Ekstrabladet fra 1964 viste ”Magtens 25 mænd” (og de var allesammen mænd). Ekstrabladet kårede ikke overraskende daværende statsminister Jens Otto Kragh som nummer 1, og Finansministeren og Kongen som henholdsvis nummer 3 og 4. I denne sammenhæng var det mest bemærkelsesværdige dog, at nummer 2 på listen over rigets mest magtfulde mænd var forfatteren Klaus Rifbjerg.

Kunstnernes store betydning i udviklingen af velfærdsstaten blev underbygget med flere citater fra politikere, filosoffer og også en tysk sociolog, der skrev: ”Velfærdsstaten er født med et refleksionsunderskud” – og kunstnernes rolle blev med professorens ord, så ”at bidrage til at fylde det refleksionsunderskud ud”. I et andet presseklip så man et stort opslået interview med daværende finansminister Viggo Kampmann, der i overskriften proklamerer:

”Jeg interesserer mig i virkeligheden ikke så meget for politik” for senere i artiklen, at slå fast at det snarere er kunst og filosofi, der optager ham.

Den slags udtalelser fra politikerne kunne man godt drømme om i dag. Det var i den tid (1961) at man besluttede at oprette Statens Kunstfond, og det var også i den tid, at et samlet og enigt folketing stod bag og bakkede kunstfonden op, da den blev udsat for det berømte angreb fra lagerforvalter Rindal.

Værket som bidrag

Jeg har selv efterlyst flere kunstnere i samfundsdebatten. Det seneste folketingsvalg var min sidste opgave som chef for DR2, og i den valgkamp var kunstnernes stemme nærmest fraværende. Det synes jeg er katastrofalt. ”Det må også være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd” skrev Ivar Nørgaard i ”Et forsvar for Velfærdsstaten” allerede i 1962. Og jeg kunne ikke være mere enig. Næsten hele debatten ved sidste folketingsvalg handlede om indvandring og økonomi. Men økonomi er ikke et mål i sig selv. Det er et middel.

Og hvad er det så for et liv den øgede velfærd skal skabe plads til? Netop i den diskussion af selve meningen med livet har kunsten og kunstnerne efter min mening en væsentlig rolle, og derfor melder jeg mig gerne på det hold, der gerne vil have flere kunstnere ind i samfundsdebatten.

Når det er sagt så ”skal” kunsten og kunstnerne ikke noget. Kunsten er fri. Så ingen kunst eller kunstner SKAL deltage i samfundsdebatten. Men det bliver et fattigt samfund, hvis ingen kunst eller kunstner gør det.

”Værket er debatten!” sagde en forsanger fra et stort dansk rockorkester i et andet oplæg på Rødding. ”Tal gennem værket og ti så stille”, sagde han videre. Han har selv fået optaget en samfundskritisk sang i Højskolesangbogen, og den tekst står der og bliver sunget over hele landet i årtier – et noget mere væsentligt bidrag til samfundsdebatten end en kronik i et dagblad, som ingen efterhånden læser.

På kunstens præsmisser

Mange på Røddingmødet talte for, at kunstnerne ikke bare skal bevæge sig ind på mediernes bane, hvor debatten ofte bliver forsimplede one-liners, der skal ende med et ja-nej svar. For er kunstens rolle i virkeligheden ikke også at nuancere, at beskæftige sig med gråzonerne, at nedbryde åbenlyse sandheder og formørkede løgne?

Den største glæde for mig ved at have skiftet fra det journalistiske til det kunstneriske fag er, at hvor journalistikken påstår at være sandhedssøgende og kræve svar, så tror kunsten på at der findes flere sandheder og stiller åbne spørgsmål, som publikum selv må besvare.

Men det er også netop denne modsætning, der kan gøre det svært at forene kunst og samfundsdebat, hvis det kun kan foregå på journalistikkens præmisser. Det er i øvrigt en udfordring, som jeg tror de fleste politikere vil skrive under på, at de har tilfælles med kunstnerne. Den socialdemokratiske politiske ordfører har f.eks. af princip fravalgt medierne, fordi han ikke mener de giver plads til nuancer og tid til de væsentlige emner.

Kunst og samfundsdebat

På Kunsthal Charlottenborg har vi i min tid som direktør kurateret en række udstillinger med samtidskunstnere, der blander sig i samfundsdebatten. Men de seneste tre års udstillinger på kunsthallen har forhåbentligt også vist, at kunstnerne gør det på vidt forskellige måder. John Kørner lader helst sine iagttagelser af ”problemer” i vores samfund tale for sig selv gennem værkerne. Simone Aaberg Kærn er en dygtig debattør og betragter debatten af hendes værk i medierne som en væsentlig del af værket.

Simone Aaberg Kærn er egentlig videokunstner, men bruger bevidst maleriet, når hun ønsker at skabe debat om Danmarks krigsdeltagelse fordi hun ved, at maleriet engagerer flere medier og borgere i debatten end videokunsten formår.

Ai Weiwei er højtråbende aktivist og bruger sin kunst i forsøget på at skabe politisk forandring blandt magthaverne. Jakob Holdt tager sit lysbilledforedrag fra highschool til highschool for at skabe forandringen nedefra. Yoko Ono reklamerer med sine budskaber om verdensfred og kærlighed på billboards over hele landet. Og senest Jakob Jakobsens værk ”Dødsfald”, som vi udstillede på kunsthallen indtil for få uger siden, der skabte debat over hele landet med 20 A4-ark med sætninger som ”Lars Løkke Rasmussen er død” og ”Ole Sohn er død”.

På Røddingmødet blev også givet eksempler på samtidskunst, der driver byudvikling over hele landet uanset værkerne måske aldrig når forsiden af dagbladenes debatsektioner. En fælles og interessant iagttagelse for dem alle var, at ”kunsten ikke kommer nedefra” som ordstyrer Rune Lykkeberg skarpvinklet opsummerede. Pointen var nemlig, at den type kunst, der blander sig direkte i samfundsudviklingen, oftest kun fungerer når mange niveauer er involveret: Fra børnehavepædagoger til Realdania, fra øldrikkere på bænken til kommunalpolitikere, fra lokale borgere til forskere. Den helhedstænkning og dialog er kunstnerne tilsyneladende ret gode til at etablere.

Andre påpegede også, at mange kunstnere slet ikke har råd til at blande sig i debatter på radio og tv, som oftest er ulønnede og kan tage dage at forberede. ”Når en klassisk violinist har øvet sig 9 timer om dagen for at tjene 15.000 kr. om måneden, så er der faktisk ikke det store overskud til at arbejde gratis i landsdækkende medier” som en udtrykte det. Andre påpegede også – som Leonora Christina Skov gjorde det i Politiken forleden – at deltagelse i politiske debatter ofte gør, at deres kunst sælger dårligere.

Kritik som overskridelse

Så var der omvendt dem på Røddingmødet, der mente, at kunst altid skal være overskridende og pegede på, at der i stadig stigende grad er emner som samtidens kunstnere ikke ser eller tør tage fat på. At klima, flygtninge og fattigdom fylder meget i kunsten, mens f.eks. islamkritik fylder uendelig lidt.

”Onkel Reje i DRs børne-tv skider i en folkekirke, men man ville jo aldrig turde lade ham skide i en moské” blev det blandt andet sagt. DR er så vingeskudt lige nu, at modet måske nok i nogen grad har forladt institutionen, så det kan sagtens være, at en enkelt redaktør på min tidligere arbejdsplads ville ryste på hånden, hvis moské-skideri kom ind i Onkel Reje-manuskriptet.

Men når det er sagt, så synes jeg den kritik er for nem. At lave stærke, kritiske og personlige kunstværker om islam kan sandt nok være svært, hvis man er opvokset i en forstad i et dansk all-white middelklassekvarter. Men Sara Omar og Yahya Hassan er kommet med nogle af de seneste års største og mest læste danske litterære værker, og her er hele udgangspunktet en sønderlemmende islamkritik fra kunstnerne. Fordi det er en del af deres liv og opvækst. Og derfor virker det både på det personlige, kunstneriske og kritiske niveau. Så kritikken er der.

Og jeg kan ironisk nok berolige de mange, der synes, der mangler islamkritisk kunst, med at den kritik vil vokse i takt med at antallet af herboende muslimer vokser.

Kunstens legitimitet

”Al politisk kunst er dårlig. Al god kunst er politisk” lyder et af de mest fortærskede citater i kunstkredse, måske fordi der er noget om det. For kunstnere er selvfølgelig ikke politikere, men kunstnerne bidrager uanset ofte på hver deres måde til debatten og udviklingen af vores samfund lige nu. Men det kræver at både publikum, journalister og politikere åbner øjnene for det.

Og her kommer vi til et emne, der også fyldte en del på Kulturministerens Røddingmøde: Kunstens legitimitet. Udfordringen er, at hvis ingen lytter til hvad kunstnerne siger, hvis ingen opdager at kunstnerne deltager i debatten og samfundsudviklingen, så ender kunsten med at lukke sig om sig selv og miste sin legitimitet i befolkningen.

Jeg er som sagt enig i at kunstens stemme var meget fraværende i debatten op til det seneste folketingsvalg. Set fra min stol har kunsten dog aldrig haft større legitimitet i befolkningen end lige nu. På Kunsthal Charlottenborg har vi de seneste to år fordoblet besøgstallene, og mange andre kunstinstitutioner brager også frem. Der er udsolgte koncerter over hele landet, flere danske forfattere end nogensinde før oversættes til udenlandske læsere, ligesom stadig flere danske skuespiller og instruktører opnår internationalt gennembrud. Og ingen vil vel påstå at der ligefrem mangler folkelig opbakning til de mange kunst- og kulturfestivaler, som efterhånden kan fylde gaderne i større og mindre danske byer året rundt.

Et spørgsmål om at lytte

Så befolkningen bruger kunsten og kulturen som aldrig før. Mere legitimitet kan kunsten vel ikke få? Måske er det snarere blandt politikerne, at kunsten mangler legitimitet. Den tanke kunne man i hvert fald godt få på Røddingmødet, hvor der ikke var mødt en eneste kulturpolitisk ordfører fra Christiansborg op til at diskutere kunstens og kunstnernes rolle i samfundet! Ligeså tankevækkende var det dog at konstatere, at kun én person i den diskussionsgruppe, jeg var del af på Røddingmødet, havde deltaget i den kulturpolitiske konference Christiansborgspolitikerne afholdt i maj. Jeg deltog heller ikke selv.

Og måske er det noget af det mest centrale, jeg tager med fra Røddingmødet. At det ligesom i kunstens verden måske først og fremmest handler om at møde op, lytte, se og deltage. At vi ikke bare kan kritisere, at de andre ikke møder op – vi må også sørge for at komme selv. Og efterhånden som alle i befolkningen har fået en kritisk stemme på de sociale medier, så er det måske ikke mere debat der mangler, men snarere dialog. For hvad nytter samfundsdebatten uanset, hvis ingen lytter?