Kunst i et konfliktfyldt felt

Der er stuvende fuldt af mennesker i Dan Grahams skarpvinklede glaspavillon, der til hverdag fungerer som cafe på det toneangivende udstillingssted KW Institute for Contemporary Art i Berlin, og som i dagens anledning tjener som mødested for de mange fremmødte ferniseringsgæster.

Hype og hjemmevanthed
Et panorerende blik hen over de mange mennesker bekræfter hurtigt min umiddelbare antagelse:

Gæsterne er alle et sted mellem 25 og 40, de er næsten ens klædt i moderigtigt mørkt tøj, og de bevæger sig tydeligvist hjemmevant rundt både i cafeens transparente og stålreflekterende interiør og i den omkransende, brostensbelagte baggård, der er beliggende i en af Berlins mest veletablerede gallerigader.

Gæsterne ved åbningen af Early Years er med andre ord alle en del af det kreative segment, de færdes regelmæssigt ved den her slags arrangementer, og de kender i de fleste tilfælde hinanden på forhånd.

Museet som regionalt brand
Udstillingen, som de mange ferniseringsgæster er mødt op for at se, tager tematisk afsæt i opførslen af Museum of Modern Art i Warszawa, der i 2014 er planlagt til at stå klar som det største kunstmuseum i øst- og centraleuropa.

Siden indledningen af projektet i 2005 har man fra politisk side haft store forventninger til den kulturelle, politiske og økonomiske betydning, som det stort anlagte prestigeprojekt forventes at få for regionen.

Katalysator for konflikt
Men samtidig er det i løbet af planlægningsfasen blevet stadig mere åbenlyst, at kunstinstitutionen fungerer som katalysator for et utal af konflikter. Den voldsomme debat siden 2005 – institutionens ‘Early Years’ – angående placering, udformning, funktion, er således uden sidestykke i efterkrigstidens Polen.

Museet skal bygges af den schweiziske arkitekt Christian Kerez og opføres på Plac Defilad, en centralt beliggende plads i Warszawa, der rummer flere repræsentative bygninger og som tilbage i sovjettiden fungerede som officiel paradeplads. Stedet for opførelsen af det nye museum er på denne måde overlejret med historiske og ideologiske betydninger. Af samme årsag fungerer det også blandt nutidens byboere som afsæt for forskellige – og ofte modstridende – interesseforhold.

Reportage fra konflikten
Det er netop dette konfliktfyldte felt, som Early Years bruger som afsæt for en diskussion af kunstens komplekse rolle i den moderne byudvikling. Udstillingen er tænkt som en form for reportage fra byggepladsen i Warszawa – eller fra krigsskuepladsen om man vil.

Det er en både interessant og væsentlig problemstilling at tage op i en udstillingsmæssig sammenhæng. Men desværre er det langt fra alle de præsenterede værker, som forholder sig tilstrækkeligt stramt til konceptet.

Skarpe dokumentationer
Jan Smagas spektakulære storformatsfotografi af det igangværende byggeri på Plac Defilad forholder sig eksempelvis meget direkte til udstillingens bærende ide.

Det samme gør Zbigniew Liberas katastrofiske panoramafotografi af de udstødte hjemløse i storbyens trøstesløse marginalzoner og Sharon Hayes diasprojektioner, der skildrer en række performances udført i Warszawas gader, hvor kunstneren poserer med bannere bemalede med politiske slogans i et forsøg på at generere debat om retten til at ibrugtage byens rum.

Også Arthur Zmijewsis film om de voldelige uroligheder og latente racistiske konflikter som brød ud, da man sidste år besluttede at rydde en gammel markedshal med henblik på at skabe plads til det projekterede museumsbyggeri, relaterer sig klart til udstillingskonceptet.

Kunstnerisk afstand
Anderledes forholder det sig imidlertid med Ahlam Shiblis fotografiske fremstillinger af polske børnehjem, med Daniel Knorrs konceptuelt udtænkte arkitekturfotografier fra Bukarest og med Yael Bartanas twistede propagandafilm, der i en lettere ironisk tone skildrer den hypotetiske tilbagevenden af Polens mange millioner eksilerede jøder.

Fælles for disse projekter er, at de fungerer fint som enkeltstående værker. Men de forholder sig kun løst til den overordnede problemstilling, og kommer derfor desværre til at svække det samlede indtryk af udstillingen.

Tid til selvkritik
Early Years sætter fokus på kunstmuseets konfliktfyldte rolle i nutidens bymiljøer, og den undersøger på fin og tankevækkende vis de mekanismer, som henholdsvist inkluderer og ekskluderer forskellige befolkningsgrupper i forbindelse med etableringen af nye kunstinstitutioner.

At ikke alle har lige ret til at agere i det offentlige rum, og at der er forskel på folks muligheder for at indgå i storbyens kulturelle fællesskaber er et helt centralt debatemne. Men netop på grund af dette fokus, kan det undre, at KW på den aktuelle udstilling ikke i højere grad har valgt at reflektere over stedets egen rolle i denne udvikling.

En overvejelse som alt andet lige burde ligge ligefor, når bare man kaster et hurtigt blik ud over den temmelig homogene gruppe af ferniseringsgæster, der denne fredag aften er mødt frem ved udstillingens åbning.