Kunst, køn og kvoter

“Danskerne hader kvoter, og det gør jeg sådan set også, for vi vil jo gerne tro, at vi er frie mennesker, der tager frie valg”, siger Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg. Alligevel er han blevet fortaler for kønskvoter. Og Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde, vil arbejde for, at det at fremme ligestilling bliver et krav for at modtage økonomisk støtte: “Vi har et politisk ansvar”, siger hun.
I starten af 2020 traf man i Rådet for Visuel Kunst, der støtter billedkunstneriske projekter og indkøber kunst til Københavns Kommune, en principbeslutning om fremadrettet at arbejde ud fra et princip om lige kønsfordeling.

Det var en beslutning, der blevet taget i kølvandet af en international amerikansk undersøgelse, foretaget i 2019, der viste en foruroligende stor ulighed mellem repræsentationen af mænd og kvinder i kunstverden. Siden har anden bølge af MeToo rejst sig til uset højde og væltet ind over Danmark og ligestilling er for alvor kommet på den politiske dagsorden.

Jeg har taget en snak med direktør for Kunsthal Charlottenborg og medlem af Rådet for Visuel Kunst, Michael Thouber, og Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde (Alternativet), om kønskvoter og ligestilling i kunsten.

Michael Thouber har langt fra altid været begejstret for kønskvoter men så ikke andet valg, da han blev bekendt med den enorme ulighed, der til stadighed er mellem repræsentationen af mænd og kvinder i kunstverden – såvel internationalt som nationalt.

Michael Thouber, du er blevet fortaler for kønskvoter og har tydeligt i debatten givet udtryk for, hvorfor du mener, at kønskvoter er nødvendige. Ser du nogle problematikker ved at indføre kønskvoter?

”Jeg er gået ind i den her debat, fordi jeg blev chokeret over den internationale undersøgelse i 2019, der viste, at der stadig i kunstverdenen er stor ulighed. Vi har diskuteret det her i flere årtier, uden at det åbenbart har haft nogen effekt. Derfor har jeg foreslået kønskvoter, fordi jeg ikke mener, vi kan skrive endnu en generation af kvindelige kunstnere ud af historien”.

“Danskerne hader kvoter, og det gør jeg sådan set også, for vi vil jo gerne tro, at vi er frie mennesker, der tager frie valg. Men alle vores valg er også præget af vores opvækst, vores dannelse og vores uddannelse. Så vi er måske ikke så frie i vores valg alligevel. Jeg kan i hvert fald sige, at tusinder års historie og historieskrivning ændrer man åbenbart ikke så nemt. Hvis kunsthistorien kun har bestået af mænd, og at sådan nogen som mig og mine fagfæller kun er uddannet i at se på mænds kunst, så er der en tendens til, at vi åbenbart finder en tryghed i at vælge det, vi kender, selvom essensen af vores fag faktisk er det modsatte, nemlig at finde det, vi aldrig har set før.”

Også Københavns kulturborgmester Franciska Rosenkilde ser sig nødsaget til at gribe ind politisk:

”Akkurat som kvinder er underrepræsenterede i kunstverden, er de det i resten af samfundet. Og derfor er det strukturelle udfordringer, som vi skal ind og ændre på. Og det synes jeg, vi har et politisk ansvar for at gå ind og ændre”.

Franciska Rosenkilde var i 2019 med til at igangsætte en undersøgelse af bl.a. den kvindelige repræsentation på kunstscenen i København. Nu er undersøgelsen færdig og kan således snarest danne grundlag for en politisk behandling. Rosenkilde vil arbejde for, at dét at fremme ligestilling bliver et krav for at modtage økonomisk støtte.

Ser I andre nødvendige tiltag i forhold til at opnå ligestilling på kunstscenen, på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt?

Michael Thouber: ”Ja, der er helt klart stadig en række nødvendige tiltag både på kunstscenen og i samfundet generelt. Men jeg er ikke kønsforsker eller ligestillingsekspert. Jeg er gået ind i den her diskussion på mit fags vegne, simpelthen fordi jeg tror på, vi får langt bedre kunst, hvis vi ikke kun ser mændenes kunst. Det er jo åbenlyst, at hvis vi bliver ved med at overse halvdelen af kunstnerne, så risikerer vi også at overse en masse god kunst. Det nye kommer oftest fra den stemme, vi ikke har hørt. Og hvis vi i årtier har overset kvinderne, så er det for mig at se sandsynligt, at det er fra dem, en række af de nye kunstneriske stemmer kommer.”

Hænger ligestilling i kunstverden ikke uløseligt sammen med ligestilling på arbejdsmarkedet og samfundet generelt?

Franciska Rosenkilde ønsker at sætte ind langt før, vi rammer arbejdsmarkedet.

”Udover øremærket barsel til fædrene, arbejder vi i Alternativet for en mere normkritisk pædagogik i daginstitutionerne, som kan bidrage til et opgør med nogle af de her kønsstereotyper, som børn møder fra barnsben af. Forskning viser tydeligt, at vi i høj grad spørger ind til, hvad drenge kan og gør, og hvad pigerne er og ser ud. Kimen til den her rolleforståelse bliver plantet utroligt tidligt.”

Hvilket potentiale har en kunstinstitution som Kunsthal Charlottenborg for at medvirke til at debattere og ændre disse forhold?

Michael Thouber: ”Der er to spørgsmål, jeg har lært at stille det sidste år, hvor jeg har debatteret kvoter: Synes du at der er et problem? Synes du at vi skal gøre noget ved det? Hvis ikke folk er parate til at svare ja til det, så må man finde andre at samarbejde med om den nødvendige forandring”.

“For mig handler det ikke om at erstatte en ulighed med en anden – så der er ikke tale om en eksklusion af de mandlige kunstnere. Jeg vil blot gerne være med til at sikre, at alle dygtige kunstnere får en chance for en kunstnerisk karriere – uanset køn. Markedet kan vi ikke styre eller regulere i tilstrækkelig grad, men jeg håber og tror på, at hvis de offentlige institutioner og samlinger går foran, så vil det påvirke det private marked. Hvis flere kvindelige kunstnere bliver vist på de offentlige institutioner og får deres værker i samlingerne, så vil markedet også følge efter. De store institutioners udstillinger og indkøb er stadig en væsentlig markør for, hvem der bliver fremtidens kunstnere, og det lytter markedet selvfølgelig til.”

Og hvordan ser I denne problematik i forhold til den seneste tids MeToo-sager?

Franciska Rosenkilde: ”Det er på tide, at vi gør op med en sexistisk kultur på arbejdsmarkedet, og at det magtmisbrug, der hersker, bliver tydeliggjort og italesat, så det også bliver lettere at sige fra over for det. Det bliver jo tydeligt, at der eksisterer et kvindesyn og en kultur, som der i den grad er behov for at gøre op med. Der skal være respekt og tryghed på arbejdsmarkedet. Vi har på ingen måde opnået ligestilling i Danmark endnu. Jeg tror absolut, at der er sket en forandring. Det bliver ikke, som det har været før. Jeg tror på, at der nu eksisterer en kollektiv bevidsthed, der legitimerer dét at sige fra”.

Michael Thouber: ”Både undersøgelserne af uligheden i kunstverdenen og #metoo har skabt en ny bevidsthed hos mig om, at jeg også har et ansvar og skal ændre adfærd, hvis jeg ikke skal være med til at gentage århundreders uretfærdighed”.

“Lige nu viser vi på Kunsthal Charlottenborg udstillingen Heksejagt. Her har kuratorerne Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig indbudt en række internationale kunstnere til at undersøge kvindeforfølgelser. Udstillingen tager udgangspunkt i de kvinder, som i det 16. århundrede og flere hundrede år frem blev beskyldt for at være hekse. De blev jaget af samfundet, udstødt og dræbt. Udstillingen belyser dog ikke blot datidens kvindesyn, men sætter den også i perspektiv i forhold til nutidige eksempler på social udstødelse. Jeg håber, udstillingen viser, hvor lang tid vi, bevidst eller ubevidst, har udstødt og behandlet kvinder uretfærdigt, og at de strukturelle spor af kvindeundertrykkelse desværre stadig eksisterer i vores samfund i dag. Uden den erkendelse tror jeg desværre ikke, vi kan forandre historien”.