Kunst og forgængelighed

Fire borgerlige partier, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, planlægger at ændre reglerne i museumsloven, så det fremover skal være tilladt for museerne at sælge ud af samlingerne.

Ifølge den danske museumslov må et museum aldrig skille sig af med en genstand, så snart den er blevet indlemmet i samlingen, og de fire partier mener, det kunne være befordrende for museernes slunkne økonomi, hvis de fik mulighed for at sælge nogle af de værker og genstande, som anses for mindre vigtige, og som derfor aldrig udstilles.

Men er det en god idé ud fra et kunstnerisk synspunkt, medfører det bedre eller ringere samlinger på kunstmuseerne i fremtiden, hvis det indføres?

Har vi glemt historien?
Al historisk erfaring viser med ubønhørlig tydelighed at vi alle, og ikke mindst kunstmuseerne, er temmelig dårlige til at forudsige, hvilken del af samtidskunsten, der vil overleve og være betydningsfuld i fremtiden. Når det gælder kunstmuseerne, er det snarere reglen end undtagelsen, at man tager fejl.

Der findes utallige eksempler på kunstnere, der i levende live ikke solgte et eneste billede eller kun solgte meget få billeder til et kunstmuseum, men som siden anses for at være blandt de mest prominente kunstnere for et kunstmuseum at have i samlingen. Van Gogh og Hammershøi er nogle af de oplagte eksempler. Omvendt ender den altovervejende del af kunstmuseernes indkøb og donationer af samtidskunst i magasinernes mørke og glemsel, hvorfra de aldrig eller sjældent kommer op i lyset. Hvem kan i dag for eksempel huske Mikael Therkildsen, som var en meget feteret og indkøbt kunstner af Statens Museum for Kunst op til 1900-tallets begyndelse?

Derfor tilsiger historien, at nutidens feterede kunstnere som fx Olafur Eliasson og Tal R med en vis statistisk sandsynlighed vil være ligegyldige og glemt om hundrede år, når der ikke længere er nogen til at italesætte, hvorfor vi idag synes, de er så eksemplariske for vor tids måde at opleve kunst på. Og tilsvarende vil nogle få af de mange sporadisk indkøbte og donerede værker i museernes samlinger, som de kommende årtier opfattes som fejlerhvervelser, blive ophøjet til museernes højeste kulturarv. Problemet her og nu er bare, at vi ikke kan udpege de få blandt de mange.

En direktørs luner
Historien om Hammershøi er sigende.

Da Statens Museum for Kunst efterhånden havde fået opbygget en anselig og prominent samling af Hammershøi gennem opkøb og donationer et par årtier efter kunstnerens død, kom Leo Swane til som ny direktør for museet i 1931.

Swane var ikke kun kendt for sit Picasso-had, han brød sig heller ikke om Hammershøi, hvorfor han dels returnede en betragtelig del af samlingen, som var et udlån og dels fjernede museets egne værker fra ophængningen. Havde Swane haft legal mulighed for helt at afhænde museets egne Hammershøi-værker, er det ikke umuligt, at han ville have benyttet sig af den.

Det er derfor alt for risikabelt at give kunstmuseerne mulighed for at sælge ud af samlingerne, da de højst sandsynligt vil komme til at sælge noget, der er overflødigt alt for billigt, som senere viser sig at være bevaringsværdigt og uvurderligt.

Den mest effektive måde at sikre fremtidens kulturarv på foregår simpelthen ved at erhverve sig et bredt udvalg af samtidens kunst og derefter vente længe og se, hvad der viser sig at blive mere interessant med tiden.

Et musealt ansvar
Økonomisk betragtet er der heller ikke noget, der tyder på, at udsalg fra samlingerne faktisk vil forbedre museernes finansielle situation. For det første vil man overvejende sælge de værker, man ikke mener er kunstnerisk attraktive i øjeblikket, og det er der nok heller ikke mange andre, der synes, så priserne bliver ikke særligt høje og indbringende.

For det andet skyder man sig selv i foden: Reglen om, at museerne aldrig må skille sig af med et værk, er netop den omstændighed, der er afgørende for, at mæcener og donatorer (fx også nulevende kunstnere) meget billigt eller gratis overdrager værker til museernes samlinger. Hvis man ikke kan være sikker på, at værkerne forbliver i museets varetægt, men risikerer at ende på det frie kunstmarked, så kan man lige så godt selv sælge dem der først som sidst.