Kunst og køer

“Gå nu hjem, der er ikke plads til flere,” får man lyst til at råbe. Men må et museum afvise besøgende og er køer egentlig et problem?

Louvre oplever i disse dage et sandt luksusproblem. Der er for mange mennesker, som vil se kunst. Billetter skal bookes i forvejen, men hjemmesiden for forhåndsbooking brød sammen og måtte i hast erstattes af et nyt system, som kan rumme den megen trafik.

Horder af mennesker står i kø i foyeren for at komme til i det begrænsede tidsrum, hvor de har lov til at se udstillingen. Museet forsøger at begrænse ventetiden til 45 minutter, men har svært ved at organisere masserne, så nogle kommer forgæves eller venter i timer.

Mere end 9.000 mennesker kom på åbningsdagen den 22. februar 2017 og op mod 40.000 i løbet af den første uge, men i udstillingssalene er der kun plads til 2-300 mennesker af gangen. Kustodernes fagforening gennemførte en strejke, fordi deres medlemmer har ringe arbejdsvilkår og bliver verbalt overfuset af de utålmodige kunsthungrende. Det er ikke en vittighed – det er sådan, det er lige nu i Paris.

Egentlig er det bare 12 kunstværker, som folk flokkes for. En særudstilling samler Johannes Vermeer-værker fra blandt andet Rijksmuseum i Amsterdam, National Gallery of Art i Washington DC, National Gallery of Ireland og Metropolitan Museum of Art, New York. Den øvrige udstilling viser andre hollandske 1700-tals kunstnere og effekter fra deres samtid.

De 12 Vermeer-værker udgør en betragtelig del af de bare 36 værker, som aktuelt tilskrives Vermeer. Mere skulle der ikke til for, at kunstneren markerede sig i historien og vandt respekt for sit værk.

Herhjemme har Louisiana Museum of Modern Art været ude for tilsvarende publikumsstorm, som for eksempel i 2015 ved den populære Yayoi Kusama-udstilling, hvor der i åbningsperiodens sidste weekend var så mange, at museet overvejede at afvise besøgende. Gæsterne kunne have svært ved at opleve værkerne.

Jeg har ladet mig fortælle, at museet var som en myretue med myldrende kunstnysgerrige, og at en del af oplevelsen var dét at være så stor en flok på museum. ARoS Aarhus Kunstmuseum kan med sine over halv million årlige besøgende også have haft perioder med pres.

Vi var der allesammen
Til rockkoncert er det heller ikke alle, der står forrest. Dem på bagerste række var der også. Dem, der sad ned på tribunen, var der også. Det kan godt være, at de ikke dansede med dem som stod tæt midt for, men de var der, på hver deres måde, og de var sammen om oplevelsen.

Nuvel, store menneskemasser kan være en udfordring for kunsten. Som ved de ferniseringer for udstillinger med kunstværker, som ikke står på sokkel og ligger i montre, hvor værker bliver trådt under fode, fordi der er så mange mennesker.

Eller de mange mennesker kan virke forstyrrende for oplevelsen, så videoer er vanskelige at se, fordi skygger af mennesker går ind foran projektionen eller der er lyd, som man ikke kan få med sig, fordi høretelefonerne hele tiden er optaget.

Så må man stille sig i kø. Og måske køen bliver en oplevelse i sig selv. Roman Ondáks værk Good Feelings in Good Times fra 2003 er netop dét – en kø. Kunstneren hverver folk til at stå i kø på udstillingssteder, uden der er noget at komme efter. Værket blev i 2004 købt af Tate Modern London, som det første performance-værk i museets samling.

Da værket sidst blev vist på Tate i 2007, stod ti mennesker på linje ved en nødudgang, langs en væg eller ind mod et hjørne. De ventende skulle opføre sig naturligt, bære eget tøj og måske holde sig adspredt ved at læse i en medbragt bog eller tjekke telefonen. Når der var nogen, som spurgte, hvad de ventede på, gav de standardsvar som “jeg står bare i kø.” Ondák vil med værket få besøgende til at tænke over udstillingsbesøgendes adfærd. Mon vi er tilbøjelige til at stoppe op foran det værk, hvor der allerede står nogen?

Det vi vil se
Afslutningsvist, en note om affæren i Paris, og hvorfor Vermeer er så populær. Der har tilsyneladende ikke været ekstraordinære tiltag for markedsføring, alle kunstværkerne i udstillingen har længe været tilgængelige for offentligheden, godt nok på forskellige museer i forskellige lande, men der er ikke nogle banebrydende nyfund.

Vermeer er slet og ret genremalerier med interiørmotiver fra middelklassen. Det er malerier, som oser af overskuelighed og nærvær, for hvad der ligner en enkel tilværelse. Der hældes mælk fra en kande ved et køkkenvindue. Der laves håndarbejde, musiceres, studeres, læses og skrives breve. Brevene, og de landkort, som nogle gange hænger på væggen, peger udefter, men menneskene er tilstede i rummene med de robuste træmøbler og de tunge gardiner. De hører til. Det virker tiltalende – åbenbart så tiltalende, at det er værd at stå i kø for. Roen i værkerne står i stærk kontrast til tumulten for at komme til at opleve dem.

Helt skidt er det nok ikke. For et udstillingsbesøg behøver ikke stoppe ved selve besøget. Ofte kan man hjembringe gratis formidlingsmateriale, egne smartphone-fotos og andet, som forlænger oplevelsen og ansporer til, at man søger på detaljer eller deler oplevelsen med andre.

Fælles om begejstringen
Derfor er det kun en god nyhed, at der er kø til museet. Det er et problem, men et luksusproblem, som er til at leve med. For kommer man ikke hjem med den særlige 1:1-kunstoplevelse, hvor man har haft ro til at tilegne sig et værk, som man kan åbne i tanken, så kommer man i det mindste hjem med fornemmelsen for den kollektive kunstbegejstring. Fordi kunst og kultur er værd at dyrke og opsøge.

Hvis manglende ro er en reel udfordring for et udstillingsbesøg, så er der kun ét at sige: Gå til de mindre besøgte udstillingssteder, for de findes også. De mindre og mellemstore museer for enkeltkunstnere eller privatsamlinger, kunstnerstyrede udstillingssteder, pop-up udstillingerne uden salgslister og de udstillinger, som finder sted rundt på offentligt tilgængelige steder. Der er masser af steder at tilegne sig kunsten – uden at behøve at stå i kø.