Kunst og virkelighed

Lad os slå fast at kunsten på sine egne præmisser er den mest grænseløse og frie disciplin der findes. I modsætning til for eksempel videnskab, politik eller etik, hvor der kan opstilles en masse interne kriterier for, hvornår noget kan falde ind under den pågældende disciplin, og hvornår noget skal ekskluderes, så er det meget vanskeligt at afgrænse kunstfeltet, og alt er i praksis muligt at inkludere som en kunstnerisk handling, bare det iscenesættes som en sådan, fx på et kunstmuseum.

Sansning og virkning
Louisianas nye udstilling, hvor Olafur Eliasson har skabt et mere end 1000 kvadratmeter stort islandsk landskab i museets rum, har været kraftigt omtalt og diskuteret i medierne, ikke mindst på Kunsten.nu. Jeg har ingen intentioner om at anmelde udstillingen, blandt andet fordi jeg ikke har set den, men har lyst til at bruge den som en anledning til nogle betragtninger om forholdet mellem kunst og virkelighed, mellem kunst og ikke-kunst.

Uanset hvad han selv måtte mene, er Eliasson oplevelsesøkonomiens fremmeste kunstner par excellence, da han som ingen anden er i stand til at tiltrække et massepublikum med store spektakulære installationer, der ikke kræver meget andet end at sanseapparatet holdes åbent. Det er der forsåvidt ikke noget odiøst i, spørgsmålet er, om der er mere på færde end den blotte sansning. Om der blot er tale om friktionsløs affekt og underholdning, eller om der rent faktisk genereres en ny mening og erkendelse, der sætter sig vedvarende spor, om man dannes og forandres i mødet med værket? Det er tvivlsomt.

Sansning og oplevelse er det store dyr i åbenbaringen, men hvis det alene var tilstrækkeligt, ville en tur i rutchebanen på Dyrehavsbakken eller overværelsen af et trafikuheld slå alt andet af banen.

Kalkuleret realist
Eliasson er ikke en romantiker, han er tværtimod en køligt kalkuleret realist, der én til én forsøger at rekonstruere virkelighedens situationer i en grad, så man har svært ved at se, om der egentlig er tale om et greb, en transformation fra virkelighed til kunst. Flere af de tidligere værker kan nøgternt og uden ironi betegnes som æstetiserede fysikforsøg for syvende klasse eller mondæne versioner af installationer fra Tuborg Eksperimentarium. Sidenhen kommer de store rekonstruktioner af naturen i form af full-size vandfald, sollyset og nu et stenlandskab. Ret beset er deres største fordring at mime virkeligheden til forveksling, og i mødet med konteksten, ofte det museale rum, bliver de først og fremmest spektakulære i kraft af deres store skala og de enorme resurser, det må have krævet at installere det.

Men møder vi andet end forkølet repræsentation af virkeligheden, og er det i det hele taget kunstnerisk interessant at lade virkeligheden fremstå som et konstrueret ready-made i forhold de potentielle kunstneriske virkemidler?

Gammelt slag
Diskussionen om kunstens forhold til virkeligheden er ældgammel. I lange perioder har man diskuteret det klassiske overfor det romantiske, realismen overfor fantasien, og med Duchamps indførelse af ready-mades fik man helt bogstaveligt virkeligheden ind i kunsten. Det er 100 år siden. Den historiske bestræbelse op gennem 1900-tallets avantgarder for at overskride grænserne og indføre virkeligheden i kunsten skete gennem sværdslag og skandaler, og formåede i flere omgange at revitaliserede kunsten. Den foreløbige kulmination, om man vil, er nået med to modpoler hvor kunsten perverterer fra alt til intet: Den formalistiske autonomi, der i sin mest ekstreme udgave lader kunsten være til for kunstens skyld, og den relationelle kontekskunst, der i sin mest radikale version lader kunsten opløse sig selv i virkeligheden. Et eller andet sted derimellem vil det dog som regel fungere.

Eliassons brug af virkelighed i kunsten overskrider således ingen nye grænser for kunsten, og det eneste der revitaliseres er institutionernes besøgstal, da det er allerede kendte figurer der bekræftes, og publikum trygt kan regne med omsættelig valuta for pengene.

Konkret kunst
Den omvendte relation, kunstens påvirkning af virkeligheden, er mindst lige så interessant og omdiskuteret. Ingen vil betvivle at kunsten er i stand til at sætte sind og tanker i bevægelse og hen ad vejen medvirke til en ændring af vores adfærd og handlinger, men formår kunsten at udvirke mere målrettede effekter her og nu? Er kunsten velegnet til at løse konkrete realpolitiske problemer? Dele af den relationelle kunst opererer med denne forestilling, men den er aldrig rigtig lykkedes i praksis.

En vigtig indikation af at kunsten ikke er helt så effektiv med hensyn til generere konkrete realpolitiske forandringer kan ses af, at det altid er kunstnerne selv, der forsøger sig med denne interaktion, og ikke alle mulige andre, fx. ngo’ere eller politikere, der ellers med fordel ville forsøge at intervenere kunsten og anvende den, hvis den var så velegnet til formålet.

Et forbud med potentialer
Et interessant eksempel på forestillingen om kunstens påvirkning af virkeligheden ses i Norge og Sverige, hvor der er der indført forbud mod at vise tegnet børnepornografi, altså helt fiktive, animerede fremstillinger. Der bør ikke herske tvivl om at seksuelle overgreb på børn er utilladelige, men så snart man bevæger sig ind i fiktionens verden med forbud kommer man ud på et skråplan, hvor konsekvenserne bliver uoverskuelige. Argumentationen for forbuddet baserer sig på, at selv om ingen børn umiddelbart krænkes i forbindelse med fremstillingen af tegnet børnepornografi, så er der forskere der kan sandsynliggøre at tegnet børnepornografi kan have den effekt på potentielle pædofile, at de inspireres til at begå fremtidige seksuelle overgreb på børn.

Det er dog ikke alle, der er enig i at der findes en sådan direkte årsagssammenhæng mellem fiktion og virkelighed, for andre forskere hævder at tegnet børnepornografi kan have den stik modsatte effekt, nemlig at afværge overgreb ved at fungere som en afledningsventil. Forestillingen om en direkte sammenhæng mellem fiktion og virkelighed er her stærkt problematisk, for hvis den fungerer for potentielle pædofile, må man antage at den også fungerer for potentielle mordere, voldtægtsmænd, røvere og krigsliderlige. Alskens vold og mord og modbydeligheder, som populærkulturen er fyldt med bør så øjeblikkelig fjernes fra medierne. Kunsten og medierne har i så fald mange mord og krige på samvittigheden.

“Det er virkeligt!”
Lad mig afslutte disse spredte betragtninger med en morsom anekdote fra en anden tid. Jeg mener den stammer fra komponisten Sjostakovitj eller teaterinstruktøren Meyerhold, og jeg vil prøve at gengive den så godt som muligt efter hukommelsen:

Instruktøren Stanislavskij, der var berømt for sit naturalistiske teater med mange realistiske effekter, var i færd med at opsætte Tjekhovs “Mågen” på Kunstnerteatret i Moskva, og en dag mødte Tjekhov selv op til en af prøverne. Stanislavkij tog Tjekhov med om på bagscenen og fremviste begejstret en række bure med frøer, høns, hunde og andre dyr, der kunne bringes til at kvække, gale og gø på bestemte tidspunkter i forestillingen. “Hvad skal det menageri til for?” spurgte Tjekhov irriteret. “Det er virkeligt!” svarede Statnislavskij triumferende. “Virkeligt,” sagde Tjekhov, “men teatret er kunst! Maleren Kramskoi har et fremragende portræt af en bonde, og hvis man tager en kniv og skærer næsen ud af lærredet og anbringer en levende mand bag billedet, så hans næse stikker ud gennem hullet i stedet for den malede næse, hvad så: Næsen er virkelig, men billedet er sgu ødelagt!”