“Kunst, der passer til stedet, og de mennesker, der færdes der”

Som optakt til sceneprogrammet på Art Herning, der har udsmykninger som tema, har vi talt med Peter Holst Henckel, som har udført en lang række udsmykninger. “Mine projekter fødes af konteksten,” siger han.

Siden Peter Holst Henckel i 2002 takkede ja til en udsmykningsopgave for Forsvarsakademiet er udsmykninger – eller integrerede kunstværker, som kunstneren foretrækker at betegne det – blevet en del af hans kunstneriske praksis.

Dompladsen i Taastrup, Psykiatrisk Center i Ballerup, Skuespilhuset og Rambølls hovedkvarter er blot nogle af de steder, Holst Henckel har skabt kunst til, foruden flere skoler, gymnasier og uddannelsessteder. Udsmykningerne er ret forskellige, men netop det forhold afspejler hans tilgang til feltet:

“For mig er det væsentligt at analysere konteksten og udvikle et kunstnerisk koncept, der passer til stedet, og de mennesker, der færdes der,” fortæller Peter Holst Henckel. “Når det lykkes, får stedet et unikt værk, man ikke bare kunne have taget ned fra hylderne – et værk, der fungerer optimalt for brugerne.”

En ny dagsorden
Holst Henckel var som nyuddannet kunstner med til at sætte en ny dagsorden på kunstscenen i 1990’erne med en opdateret udgave af appropriations- og konceptkunsten. Den digitale collage, hvor eksisterende billeder fra mediekulturen samples, er blevet et gennemgående træk i Henckels produktion.

Den tidlige serie World of Butterflies (1992-2002) ligner en encyklopædisk samling, men ‘inde i’ billederne af sommerfuglene toner billeder frem af voldsomme historiske begivenheder, som er foregået de steder, hvor netop denne sommerfugleart lever – eksempelvis Vietnamkrigen eller henrettelsen af Allende i Chile. Et sådant dobbeltsyn er karakteristisk for Holst Henckel, og lignende kompleksitet kan iagttages i hans Flora Danica-serie (2009) eller i serien Explaining the World to a Child (2005-10).

Læs portræt af Peter Holst Henckel her

Et kompromis eller en berigelse?
Men hvordan overfører man som kunstner sin ‘normale’ praksis til udsmykninger. Er det ikke en kompromisernes holdeplads?

“Det er rigtigt, at i aflæsningen af konteksten kan den kunstneriske signatur ‘næsten forsvinde’, men jeg synes ikke, det er noget kompromis. Det, der binder min kunst sammen, er mere det konceptuelle end en visuel signatur, og jeg mener, at det tværtimod kan være berigende for en kunstner at udføre integreret kunst, fordi der her er nogle helt særlige muligheder for at folde facetter af sin interesse og praksis ud.”

“Det er jo et udtryk for en vis træghed i kunstverdenen, når det bliver betragtet som finere at lave udstillinger i kunstrummet, der handler om relationel æstetik, end rent faktisk at praktisere det uden for kunstrummet.”

Med skolen som afsæt
At den integrerede kunst kan fungere på mange forskellige planer er Christiansfeld Skole et godt eksempel på. I forbindelse med en tilbygning talte man sig frem til, at fire lysskakter, der fungerede som overgang mellem den gamle skole og tilbygningen, ville være velegnet til kunst, og Holst Henckel skabte en sammenhængende fortælling i de fire rum, som både havde de fire årstider, skolens fokus på særlige fagligheder og Christiansfelds historie som afsæt.

I vinterrummet har skolens fokus på geometri og formgivning således fået en forankring samtidig med, at der nikkes behørigt til den religiøse brødremenighed Herrnhuterne, som grundlagde byen i 1700-tallet, og hvis særlige, geometrisk udformede stjerne, Herrnhuterstjernen, så at sige er udfoldet i rummet.

“Et andet rum har sproget som udgangspunkt,” fortæller Peter Holst Henckel. “Og det fungerer som en iscenesættelse af det rum, man leger med sproget i – som en collage af forskellige måder at bruge sproget som materiale på. Her er også et citat af Heidegger: “Sproget er det hus, vi bor i.” Historisk har Christiansfeld skiftevis været tysk og dansk, og derfor var en tysk filosof en passende figur at drage ind – men citatet giver også rigtig god mening i en skolesammenhæng.”

Lysskakterne i Christiansfeld bød i øvrigt på en række praktiske udfordringer for kunstneren:

“Arkitekterne havde behov for en akustisk styring af rummene, og jeg måtte tage den opgave på mig. I vinterrummet løste de tredimensionelle former problemet, mens jeg andre steder måtte bruge akustikplader og filt som materiale. Det er et godt eksempel på, at man altid har en række bindinger i forbindelse med sådanne projekter, som man er nødt til at finde nogle løsninger på.”

Kunst for fagnørder
En noget anden tilgang ligger til grund for Holst Henckels integrerede kunstværk på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab (IKK), Københavns Universitet, hvor der forskes og undervises i en række æstetiske fag.

Her har Holst Henckel ønsket at slå bro mellem de forskellige fag. I et trappeforløb stiger et billedforløb af en række teatralske og performative collager, som samtidig – idet scenarierne folder sig ud som bag en rude med sæbeskum – selvrefleksivt peger på selve interfacet, skærmen eller fladen, hvorpå billederne folder sig ud og minder os om, at billeder ikke er uskyldige, men netop medieres i vores altomsluttende billedkultur.

Ydermere peges på en teoretisk diskurs, idet det konceptuelle udgangspunkt er The Purloined Letter – en novelle af Edgar Allan Poe, som gav anledning til debat mellem teoretikere som Lacan, Baudrillard, Barbara Johnson og Donald E. Pease i 1960-70’erne.

“Hele projektet er ret komplekst, men mine projekter fødes som sagt af konteksten. Og på en uddannelsesinstitution giver det mening at ækvivalere forskningsområdet på en måde, som giver mening for brugerne. Værket på IKK er som en teoretisk horisont, de teoretiske discipliner på instituttet kan spejle sig i. Det kan lade sig gøre her, fordi fagområderne taler ind i det samme felt, jeg selv taler ind i. Derfor kunne jeg tillade mig at arbejde mere i forlængelse af min egen praksis, mens det ikke ville give meget mening at lave sådan et projekt på en folkeskole.”