Kunst skal være utrolig radikalt!

Christian Lemmerz arbejder med livets basale temaer. Der er ikke så meget pis: liv, død og sex er de temaer, der interessere ham og derfor dét, han arbejder med.

Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen – og hvad er der i midten?

Kunst – en mulighed for at afprøve livet
Lemmerz betragter kunst som en slags kopi af, en stedfortræder for og et supplement til livet:

“Jeg kan begå de skrækkeligste forbrydelser i kunsten, jeg kan have gruppesex i en tegning – noget jeg aldrig har haft i virkeligheden.

Det er på en eller anden måde en sublimering af livet. Man har mulighed for at afprøve og se livet gennem kunsten.”

Hvad vil man bruge kunst til
“Jeg ser ikke kunst som dekoration. Man kan ikke have et begreb om, hvad kunst er eller ikke er. Det vil enhver altid have sin egen subjektive mening om. Det handler mere om, at man beslutter sig for, hvad man vil bruge kunsten til,” siger Lemmerz.

Og hvad har kunstneren Christian Lemmerz så besluttet sig for at bruge kunsten til?

Socialt doven kunstner
Christian Lemmerz beskriver, hvordan mange bliver kunstnere for at opnå social succes – men det er ikke målet for ham.

Faktisk ser han sig selv som socialt doven. Han har ligefrem fået et par reprimander fra sin gallerist, som mener, at han burde bruge noget energi på det der med at skabe kontakter.

Lemmerz bruger kunsten som et rum til at arbejde med erkendelser:
“Jeg bruger den som en slags filosofi – eller måske ligefrem en slags psykologisk psykoanalyse, uden hverken at være psykolog eller psykoanalytiker. Det er det redskab, jeg har fundet, der fungerer bedst for mig til at undersøge, hvad det er at være i verden – mere end hvad verden er”

At være i verden
Det at være i verden er centralt for Lemmez’ arbejde, da han er overbevist om, at det er det eneste, man kan prøve at komme tæt på. Hans forklaring er, at man ikke kan undersøge verden direkte, da alt ryger igennem det filter, som vores opfattelser udgør – derfor arbejder han med menneskets bevidsthed om at være til og erfare verden.

 

Af den grund forsøger Lemmerz heller ikke at være original:
“For mig gælder det ikke om at være en original kunstner – men om at være en såkaldt dyb kunstner; det handler om erkendelse. Men igen, hvad er egentlig erkendelse?”

Ingen tro på det original kunstværk
“Jeg tror ikke på det originale kunstværk – jeg tror mere på den store syntese.”

“Kunstværker er frugter af svar på kunsthistorien. Det er en uendelig dynamisk proces af en evig tilbagevenden. For mig er det så en tilbagevenden til de samme temakredse.”

Alt er til forhandling
Alt er til forhandling hos Lemmerz, når han arbejder med erkendelserne mejslet i marmor eller døde grisekroppe og følger op med et spørgsmålstegn.

Ifølge kunstneren selv er det resultatet af hele tiden at tænke i, hvad der er det ultimative i forhold til livet eller eksistensen:

“Jeg forsøger at skabe et tankerum for mig selv. For jeg laver ikke færdigtænkte værker. De værker jeg er halvtilfredse med åbner sig først for mig, når de er færdige, og jeg har glemt mine private overvejelser og mine teoretiske hjælpeflåder. Så kan jeg se værket i et nyt lys,” forklarer han og uddyber:

“Man kan sige, at et godt kunstværk enten er ligeså dumt som betragteren eller ligeså klogt som betragteren.”

Kunst skal være radikal
Hvor langt kan man så komme med sine overvejelser, når man er Lemmerz og arbejder med sin egen ærlighed og erkendelsesproblemer.

Selv siger han, at man aldrig kan nå længere end til at gentage den dumme sætning: Man skulle elske at man lever og leve det, at man elsker, og fortsætter:

“Kunst skal være utrolig radikal! Middelmådigt er alt – ligesom kultur er alt. Kultur behøver ikke at være radikal – selv yoghurt har en kultur, plejer jeg altid at sige – men yoghurt er ikke kunst.”

Når kunsten rammer forsiden
Og måske er det netop kombinationen af denne holdning og Lemmerz’ tilbagevendende temaer, der gør, at han til tider er en kunstner, der oplever stor medieomtale og bliver omtalt som provokerende.

Det nok mest kendte eksempel er hans udstilling Scene på Esbjerg Kunstmuseum i midten af 90’erne.

Her var produktet af Lemmerz’ arbejde med sine erkendelser om liv og død; døde grise i forrådnelse i glasmontrer, forsidestof i dagspressen.

En reaktionær kulturopfattelse
Selv siger han om mediernes måde at fokusere på den i nogens øjne provokerende del af kunst:

“Medierne er utrolig reaktionære i deres kulturopfattelse. Selv Manzonis Lort på dåse, kan stadig, trække et dumt svar ud af kulturministeren i medierne. At han ikke har sat sig ind i så klassiske ting, er faktisk ret skræmmende.”

Provokation – ikke en motivation i sig selv
“Det er en utrolig trist småborgerlighed, der ligger i opfattelsen af kunst i Danmark,” siger Lemmerz om den offentlighed, han især møder, når hans kunst er mest radikal.

“Hvis folk er nemme at provokere, så har de fortjent at blive provokeret mere”, citerer han Mae West for at have sagt, mens han slår fast, at han da udmærket godt er klar over, når han laver et værk. der vil provokere. Men provokationen er aldrig motivationen til at lave et værk i sig selv – den er mere en naturlig følgesvend for ham.

Hæderen
Nu har den til tider provokerende Christian Lemmerz fået statens fornemste kunstneriske hæder for sine gribende værker, hvor der ikke bliver gået uden om livets skyggesider og gru – men som han siger, så synes han også, at han har lavet mange morsomme ting.

Hæderen kalder han et meget sødt skulderklap.