Kunstavis med hjerte men for lidt spalteplads

Fange i friheden
Haber Sanat udkommer første gang som et tillæg til martsudgaven af den dansk/tyrkiske avis Haber. Projektet er sat i søen af Carina Randløv og beskæftiger sig, under overskriften "Grænsegænger/Grenzgänger/Sinir Gezingleri", med det at have ligeværdige tilhørsforhold til flere forskellige lande, at vakle mellem at være rodløs og fastgroet; at være fri og fanget i friheden.

Relevant tema
Projektets tematik er relevant for flere og flere mennesker i en moderne globaliseret verden, men trækker ligeledes tråde tilbage i historien. Der drages paralleller mellem fremmedarbejderen, flygtningen og den omflakkende kunstner. Så vidt forskellige deres historier og liv end har formet sig, har de stadig problematikken omkring deres nationale tilhørsforhold og identitet til fælles.

Hjertet er med
De ni bidragydere har bestemt noget på hjerte, men flere steder ‘desværre’ så meget, at det ikke kommer til sin ret i det avistillæg, som Haber Sanat udgør. De 24 avissider fungerer som en ganske fin appetitvækker. De enkelte bidrag svinger i stil og kvalitet, men berettigelsen og hjertet er der. I flere tilfælde er det bare pokkers synd, at de ikke i højere grad kan foldes ud.

Avistillæg som udstillingsrum?
Når man, som det hedder i introduktionen til projektet, bevidst "har valgt avismediet som udstillingssted for dette projekt" fordi "avisen når ud til flere mennesker og har et andet publikum end det gængse kunstrum" burde man måske have disponeret anderledes:

Enten kunne man flere steder have udvalgt værker, der gjorde sig bedre i mediet, og ikke kun kom til at virke som korte overfladiske referencer til et værk udfoldet andetsteds. Eller man kunne have gjort blandformen avis/udstillingsrum mere ligelig og derved gjort mere ud af formidlingen til dette "andet og bredere publikum."

For eksempel i Lise Harlevs ganske fine plakatprojekt Where people don’t know you, som bliver repræsenteret med en ultrakort otte liniers notits og to billeder af plakaterne i byrummet.

I dette tilfælde kunne man tænke sig, at en reportageform ville have gjort sig bedre. En beskrivelse, der sætter værkerne ind i en sammenhæng og gør deres virkning ude i virkeligheden mere begribelig.

Kvinde kend din grænse
Til gengæld er Peter Nansen Scherfigs ISCOBE (IStanbulCOpenhagenBErlin) et godt eksempel på hvor det virker; hvor avismediet netop udnyttes godt: ISCOBE er en smykkeserie formet af forskellige landegrænser.

I avisen er trykt en klip-selv udgave af Berlin-smykket Øst – vest – hjemme bedst, der består af omridset af de fire allierede sektorer, som Berlin deltes i efter 2. Verdenskrig.

De trykte klip-selv smykker er efterfulgt af en række ‘modefotos’ af ‘ISCOBE i anvendelse’. Her mikses budskabet med en ideel og imiterende udnyttelse af mediet.

Grafiske elementer – ja tak!
På samme måde fungerer det to-siders optryk af extrastruggles Plakat for alle minoriteter vældig fint i avisen som medie. Værket kan stå alene i de rammer avissiderne udgør og udfordre dem uden at skulle overskride dem.

Lader det sig gøre?
Men flere af bidragyderne får ‘udstillet’ deres værk eller blot dele af det, i den grad det lader sig gøre i en avis – og netop i den formulering ligger anken. Det er synd for værkerne, og det er synd for det samlede projekt, der på en måde i sidste ende i passager kommer til at fremstå lidt tyndt, selvom de enkelte bidrag og præmissen for det samlede projekt bestemt ikke er det.