Kunsten at se som en ko, der ser sin egen mave

Kim Beom viser i ny udstilling på Kunsthal Aarhus, at den orden, mennesket forsøger at skabe i verden, ofte er absurd og mere dum, end man gik og troede. Men han filosoferer også begavet og kritisk over, hvordan vi ser, sanser og forstår verdenen.

Et lille maleri i Kim Beoms aktuelle præsentation i Kunsthal Aarhus kan være en udmærket indgang til udstillingen. I det enkle, sort/hvide billede observerer vi konturerne af fire ben med klove samt en hale, der rejser sig op fra billedets underkant.
Et besynderligt perspektiv. Det er som om, vi ser verden som en ko, der med bøjet hoved ser sig selv under bugen. At vende tingene på hovedet og indtage alternative synsvinkler er akkurat et særkende for kunstneren.

En finurlig konceptualist

Kim Beom (f. 1963) er én blandt flere sydkoreanske kunstnere, som i disse år turnerer på de internationale scener (andre er eksempelvis Kimsooja og Do Ho Suh), som et udtryk for det momentum af kulturel eksplosivitet, der synes at herske i det sydøstasiatiske land – ikke bare i billedkunsten, men også inden for blandt andet film og musik.

Kim Beom er dog på ingen måde nogen spektakulær mainstreamkunstner, snarere en finurlig konceptualist, som kræver en hel del af sit publikum. Han har ikke tidligere udstillet i Danmark, men naturligvis er det Kunsthal Aarhus, der introducerer ham for et dansk publikum. Hvem ellers end kunsthallen, der ofte modigt viser os kunstnere, som vi ellers ikke får at se andre steder?

I Aarhus får vi Kim Beom i et ganske omfattende retrospektivt udtræk med værker fra 1990’erne til nu, og vi møder en kunstner med et vokabularium, som trækker på lige dele deadpan humor, barnlig billedlogik og absurd poesi, og som igennem sine værker filosoferer over – og udfordrer – de magtstrukturer, der bestemmer, hvordan vi ser, sanser og forstår verdenen.

Lær en sten at være fugl

Kim Beom har i både æstetik og ånd et tydeligt afsæt i den klassiske konceptkunst fra 1960’erne. I sine tidlige værker fra 90’erne tilføjer han i mine øjne for lidt i forhold til dén tradition, men han har heldigvis mere i ærmet.
Vi møder eksempelvis de performative videoværker fra serien Educated Objects (2010), hvor forskellige livløse genstande kuriøst er sat på skolebænken. I et af dem, A Rock That Was Taught It Was a Bird, ser vi kunstneren i færd med på skolemestermanér at belære en sten om, hvad det vil sige at være en fugl, og Kim Beom viser sig at være en performer, som holder masken og tungen lige i munden. Det er absurd og ubetaleligt morsomt.

Men under det humoristiske førstehåndsindtryk dukker andre lag frem. For den animistiske tænkning, der tilskriver livløse genstande liv, er jo netop en alternativ og fortrængt verdensanskuelse (kun naturfolk, børn og psykoseramte tror på sådan noget!), som Kim Beom spiller op mod normative, hierarkiske forståelsesrammer.

Og dernæst skinner det igennem, at selve undervisningsituationen, dens metodik og dens indlejrede magtrelationer er genstand for kunstnerens kritiske greb. I Beoms satiriske optrædener er (envejs)undervisningen ikke blot et spørgsmål om at overføre viden i oplysningens navn, men også et udtryk for en indoktrinerende prægning af ‘elevens’ identitet, samfundsforståelse, verdensanskuelse m.m..

Den normative og repressive agenda skæres endnu mere ud i pap i værket Objects Being Taught They Are Nothing But Tools, hvor underviseren på skærmen præsenterer ‘beviser’ –  hentet fra blandt andet Det gamle testamente og Menneskerettighedserklæringen – for hvorfor livløse objekter ikke har værdi i sig selv, men kun tjener som nyttigt værktøj for de levende.

Foran videoskærmen står to stolerækker. Man må forstå, at det er disse stole, der udsættes for belærende undervisning  – mens vi levende sætter os på dem!

Når samme art er både herre og tjener

Ja, man skal være på dupperne for at følge med i Kim Beoms krøllede tankegang. Også videoværket Horse Riding Horse (After Eadweard Muybridge), 2008, snørkler en fortælling om magtforhold ind. I Muybridges berømte forlæg anskueliggør en serie fotos, hvordan bevægelsesmønstret er for en hest med rytter. Men udover at dechifrere bevægelsesmønstret gentager Muybridge i billede efter billede på sin vis magtforholdet mellem mennesket og hesten: Mennesket rider på hesten, fordi mennesket har tæmmet den og gjort den til sin tjener.

Kim Beom omgør ikke alene det fotografiske forlæg til en kort filmsekvens, der kører i loop. Han tvister også scenen. I Kim Beoms værk rider en hest på hesten, og man synes måske, det er absurd, at samme art indtager både herre- og tjenerrollen?

Men sæt så mennesket ind i ligningen og træk en analogi til det menneskelige samfund. Oplagt er det, for mennesket er jo netop en art, der både kan indtage positionen som herre og tjener. Nogle mennesker ‘rider’ på andre, nogle er herrer og andre er tjenere. Det ustoppelige loop står i sig selv som en gentagende bekræftelse af disse (ganske absurde) overbevisninger og strukturer i det menneskelige samfund.

Bombastisk lokum

Til tider agerer sydkoreaneren nærmest som satiretegner. Se eksempelvis værker fra serien Blueprints and Perspectives, som kunstneren påbegyndte i 2002. To billeder sidestilles her. En farveblyantstegning, der fremstiller det ydre af en monumental bygning, præsenteres side om side med en minutiøs teknisk plantegning på milimeterpapir, der skematiserer interiøret. Denne arkitektur, som set udefra udstråler fascisme og utilnærmelighed, viser sig at indeholde et offentligt toilet med hundredvis af wc-kummer side om side.

Hvad ser vi, når vi ser?

I den mere rendyrkede filosofiske afdeling finder vi en række litografier, der umiddelbart fremstår som nonfigurative billeder med knaldsorte lidt sjuskede felter på hvid grund. Men Kim Beom har tilføjet (spejlvendte) titler på dem, og disse titler ‘fortolker’ så at sige de sorte konturer. Og læs lige de titler! I billedet, der har givet navn til udstillingen, Water from Ganges River in the Cup Made with Newspaper from Congo, 2016, kan de fleste sikkert godt få øje  på ‘koppen’. Men ellers minder sådan et værk om en Rorschach test, der er gået rent i selvsving. Så hvad er det rent faktisk, vi ser, når vi ser?

Det er sjovt at være på udstilling med Kim Beom, men grinet er ikke blot omkostningsløst. Han tager røven på os igen og igen og viser, at bedst som man mente, man havde styr på det hele, viser det sig, at den orden, man skaber, er mere ustabil, mere udtryk for indlærte magthierarkier, mere begrænsende og ikke så lidt dummere, end man gik og troede.

Man opfordres til at undre sig over, hvordan man egentlig ser verdenen. Og til at forestille sig alternative muligheder, for eksempel hvordan det er at se som en ko, der ser sig selv under bugen.