Konference stiller ind på samspil mellem kunst og erhverv

Kunsterne har en særlig faglighed, der sjældent passer til ordinære lønmodtagerforhold. Det skaber store økonomiske problemer for kunstnerne selv, mens samfundet beriges kulturelt. Enkelte virksomheder har opdaget værdien i at ansætte en kunstner, men erhvervssamarbejdet er ikke for alle, lyder det fra kunstnerne.

Kunsten bliver ofte udelukkende opfattet i en objektiv forstand; som et værk, en udstilling eller lignende. Men burde man i virkeligheden ikke se kunsten som en værdifuld faglighed på linje med andre?

Den 12. maj vil Aarhus Billedkunstcenter gennem en konference sætte fokus på samspillet mellem kunst og erhvervsliv. Her vil 150 kunstnere, designere, virksomheder, erhvervsfolk, regions- og kommunerepræsentanter og andre kulturaktører mødes og høre oplæg fra blandt andre koncernleder Jørn Tækker og billedhugger Morten Stræde, der begge har haft succes med at mødes på tværs af faglighederne.

Selvom der er forskel på os to…
Samarbejdet mellem kunsten og erhvervslivet er blevet diskuteret og udforsket i flere år, hvor kunstnerne såvel som virksomhederne har italesat de fordomme og forbehold, man har haft over for at starte et samarbejde. Tidligere rektor på Det Jyske Kunstakademi Jesper Rasmussen ser grupperne som to cirkler, der mødes, hvor man i midten finder den gruppe kunstnere og virksomheder, der er i stand til at have et godt samarbejde. Men de to grupper overlapper ikke så meget, som man kunne håbe.

Det skyldes ifølge Jesper Rasmussen primært de modbilleder, man har af hinanden. Kunstnerne ser virksomhederne som pengefikserede, og virksomhederne ser kunstnerne som nogen, der gør, hvad der passer dem, og som er vanskelige at arbejde sammen med.

”Det kræver en masse kommunikation og dialog mellem de to grupper, så man kan komme de modbilleder til livs og erhvervslivet kan indse, at 80 procent af kunstarbejdet faktisk er ret rutinepræget. Og kunstnerne skal indse, at man jo ikke starter en virksomhed uden at være kreativ. Vi skal altså nå frem til, at vi på visse områder faktisk ikke er så forskellige”, konkluderer Jesper Rasmussen.

Samtidig er det vigtigt for kunstnerne, at de ikke bliver ansat som marketingmedarbejdere eller til brandingopgaver, med det mål at få virksomheden til at fremstå så konkurrencedygtig som muligt. Det er ikke kunstens rolle, mener Jesper Rasmussen.

”Hvis man inddrager en kunstner som konsulent, skal kunstneren transformere og ændre sin praksis totalt, og det kan også fungere fint for nogle få. Men delmængden af kunstnere, der er i stand til at samarbejde med erhvervslivet bliver meget smal. Jeg så gerne virksomheder, der gav kunstneren frihed til at påvirke virksomhedens produkt med sin egentlige praksis. Lige nu fungerer samarbejderne meget på erhvervslivets præmisser”, fastslår han.

Erhvervslivet skal banke på kunstnernes dør – ikke omvendt
Erhvervsmanden Jørn Tækker står bag byprojektet ’Nye’ i Aarhus. Han bruger kunstnere aktivt i sin virksomhed, og har set den økonomiske gevinst ved at bruge kunstnernes unikke faglighed og arbejdsmetoder i sin virksomhed.

”Der er alt for mange, der ikke tillægger kunsten noget værdi, eller også er de ikke opmærksomme på, at der kan være en værdi. Jeg tror slet ikke, de tænker på, at der skal afsættes ressourcer til at inddrage en kunstner omkring en opgaveløsning, fordi de ikke forstår den merværdi, som en kunstner kan give”, forklarer Jørn Tækker, der blandt andet bruger kunstnere i stedet for landskabsarkitekter, for at gøre op med det kedelige mellemrum mellem de store etagebyggerier.  

Han tilslutter sig dog Jesper Rasmussen opfattelse af, at samarbejdet foregår på erhvervslivets præmisser. Kunstnerne oplever som oftest ikke en stor økonomisk gevinst ved at indgå i samarbejdet, og tit er det projektorienteret og derfor en kortvarig ansættelse.

”Erhvervslivet får nok i virkeligheden mere ud af samarbejdet end kunstnerne gør. Erhvervslivet skal være en smule ydmyge og invitere kunstnerne med ind, i højere grad end at kunstnerne skal stå og banke på erhvervslivets dør. Erhvervslivet skal samtidig indse, at der er en kommerciel værdi i unika, som man ikke får gennem masseproduktion”, siger Jørn Tækker.

Kunstnerne skal kende deres eget værd
Mange kunstnere har stadig svært ved at se sig selv i en erhvervsmæssig sammenhæng. De ser måske opgaverne hos virksomhederne og kommunerne som mindre prestigefulde, sjove og udviklende end de personlige projekter i atelieret. Det, mener billedhugger Morten Stræde, er en farlig indstilling, som især nyetablerede kunstnere hurtigt skal vænne sig af med.

”Man skal lære at elske betingelserne, for de vil altid være der, når arbejdsopgaverne ligger udenfor atelieret. Men mange ser desværre betingelserne som en lempelse af det kunstneriske udtryk, og er bange for at blive begrænsede af betingelserne”, siger Morten Stræde, der har samarbejdet med kommuner om offentlige udsmykninger i mange år.

Det er vigtigt, at kunstnerne åbner op for en dialog, når de indgår i et erhvervssamarbejde, hvor der er plads til at forklare sin kunst. En virksomhed kan have spørgsmål til et værk eller et projekt, og her skal man som kunstner være formidler af sin egen kunst og i stand til at forklare, hvorfor man gør, som man gør, eller hvorfor noget er vigtigt, når der bliver stillet spørgsmålstegn ved arbejdet.

Erhvervslivet skal til gengæld ifølge Morten Stræde åbne op for kunsten som en faglighed, der kan bidrage til virksomheden på et højere plan end blot udsmykning.

”Virksomhederne har brug for kunst. De har brug for en åbning i form af et fysisk produkt, der ikke har forbrug eller salg for øje. Det åbner op for nye måder at tænke, tale sammen og være på, fordi kunsten stiller sig fordomsfrit op. Det er vores opgave at destabilisere normerne på bestandig vis så at sige”, forklarer han.

I fremtiden vil man måske se flere samarbejder mellem kunstnere og erhvervsliv, men om de opstår af lyst eller nød, kan være svært at blive klog på. Den politiske velvilje til at skære i kunstbudgetterne sender i hvert fald et signal om, at kunstfagligheden ikke er i høj kurs på Christiansborg. Jesper Rasmussen mener, at vi bør se på kunstnernes værdi fra en helt anden vinkel.

”Kunstnerne falder allerede udenfor normerne ved at vælge at blive kunstnere, fordi det er en så markant anderledes måde at tænke på. Og de kommer ikke til at blive gode skatteborgere, men de bidrager til samfundet med dannelse og åndelighed. Samtidig er det en kamp om ikke at ensrette hele samfundet, som politikerne nogle gange kan have en tendens til”, siger han.