"Kunsten eksponerer magten"

Det er snart 50 år siden, at man afslørede ’Maren å æ Woun’ (Kvinde på kærre (1942) af Alberto Giacometti) i Holstebro og mødte horder af vrede borgere. Sådan er det ikke mere med kunsten i det offentlige rum, når man spørger Morten Stræde, der er Formand for Legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond, der også varetager fondens indkøb og projekter i det offentlige rum. Formanden er indtil videre positivt bekræftet i udvalgets opgave.

”Kunsten i det offenltige rum er et bekræftende felt at have med at gøre, fordi det unægteligt er noget, der ligger folk på sinde i positiv forstand. Det rejser debat, men folket vil have kunst i dag. Det er jo et fantastisk grundlag og den mest direkte interaktion mellem kunsten og de danske borgere,” lyder det efter det første år på posten i et udvalg, der har ændret praksis på mange parametre.

Faglighed som nøgle
Én ting har ændret sig meget i Strædes øjne, og det er den måde Statens Kunstfond interagerer med borgerne på.

”Hvor det tidligere var fonden, der vidste bedst – kunstnerne lavede deres projekt, og så var det ellers ’take it or leave it’ for bestillernes vedkommende, så er vi i dag meget omhyggelige med at få diskuteret alle facetter igennem på et både fagligt og praktisk plan, før værker placeres. Det er for mig at se, den store forskel, og en ændring hen imod en mere demokratisk arbejdsform i Statens Kunstfond,” forklarer Stræde, men understreger samtidig, at det her ikke bare er fornøjelse, men handler om en værdisættelse af for eksempel af vore byområder.

”Så den viden, vi sidder med, skal i spil. Det er et sammenspil mellem dialog og faglighed. For uden dialogen bliver fagligheden et overgreb, og uden fagligheden bliver det ren og skær fedteri for bestilleren, og så får vi ikke en kunst, der gør det, den skal kunne: flytte folks bevidsthed. Ikke nødvendigvis skubbe folk ud over afgrunden, men få dem til at tænke nye tanker. Denne udfordring af ’det vante’ skal vi bruge vores faglighed til. ”

Kunst og magt
Kunsten eksponerer ifølge formanden magtstrukturer, uanset om den vil eller ej.

”Når der kommer nogen og placerer en rytterstatue, så eksponerer den handling en relation mellem nogen med magt og nogen der ikke har den,” siger Stræde, ”og vreden rettes typisk ikke mod dem, der placerer værket, men mod selve værket. Da jeg gik på akademiet blev der jo skudt med maskingeværer på Frihedens Port af Mogens Møller og Hein Heinsen. Magten anskueliggøres ved hjælp af kunsten, og man kan ikke styre, hvordan folk reagerer, men man kan komme dem i møde, fagligt,” understreger Stræde og uddyber:

”Disse forhold resulterer i, at vi inddrager alle langt tidligere i processen og gør det klart, hvor vi er på vej hen. Og det er min opfattelse, at der er en stor respekt for den faglighed, der sidder omkring bordet i de situationer. Den faglige rolle er så at sige intakt, men skal nok italesættes lidt blødere end tidligere. Det er nok en ret konkret ændring af vores praksis. ”

Mere demokrati for det halve
En anden konkret ændring er, at udvalget tæller fem i stedet for tre, men med ansvar for både indkøb, legatter og projekter i det offentlige rum, nu med et stærkt beskåret timetal.

”Der var en del ballade da udvalgene blev lagt sammen, fordi man så besparelser alle vegne, og vores timetal blev halveret, imens vi skal løse de samme opgaver, så jo, der er besparelser her. Frygten var at det blev for ensidsigt, udemokratisk og ikke-fagligt, men jeg må sige, at jeg er enormt glad for, at vi er ét udvalg. Besparelsen er åbenlys, men det betyder, at arbejdet er mere ’helt’. I den gamle struktur ville jeg være den eneste figur, der var gennemgående i de to udvalg, og det ville have givet mig meget mere magt til at få ting igennem. Men nu skal der snakkes, diskuteres og kvalificeres meget mere, og rent demokratisk er det jo rigtig rigtig godt. Det er nærmest en ideel, dansk, demokratisk model, og den produktive uenighed sætter jeg enormt højt,” pointerer Stræde.

Det gør også at alle fem udvalgsmedlemmer har et mere ’helt’ billede af kunstscenen i følge formanden:

”Vi har nu en mulighed for at se, at en kunstner for eksempel ikke blev indkøbt, men i stedet får en offentlige opgave o.s.v. I og med at vi ser det hele allesammen, får vi et meget bredere overblik og flere strenge at spille på. Det er en stor fordel, vil jeg mene, og det håber jeg, vil kunne ses i vores arbejde.”

Ny kunst i det offentlige rum
Fagligheden spiller også en rolle i forhold til den opdatering, udvalget skal stå for ved at inkludere nyere og samtidige praksisser i det offentlige rum.

”Der ligger en masse udfordringer i det, da for eksempel medie- og digitalkunsten hele tiden er afhængig af softwareopdateringer og driftselementer, som skal passes. Men vi spiller med hele paletten, og arbejder bl.a. lige nu med spørgsmål omkring, hvordan performancekunsten kan dokumenteres mere permanent, efter den har fundet sted.”

“For os er det vigtigt, at man ikke bare flytter kunst, der er skabt til et udstillingsrum ud i et offentligt rum, men at man ser kunsten i det offentlige rum som et selvstændigt felt. Vi har jo kunstnere med særlige praksisser, der er udviklet til og udarbejdet i  sådanne rum: Superflex, FOS, Kenneth A. Balfelt for eksempel. Der er jo en social interaktionsfigur i det kunstneriske, som er lige så stærk som ‘white cube’-varen, så vi har jo et mægtigt spektrum her,” forklarer Stræde.

Kunsten og de offentlige byggerier
På samme måde kræver det også en stor indsats at få samtidskunsten inkluderet i de store offentlige byggerier, og der ligger en masse udfordringer, ofte i forhold til arkitekterne.

”Kunsten har altid været afhængig af, at arkitekturen viger for kunsten. Men i vore dage er arkitekturen en enormt optimeret forretning. Det ser vi igen og igen i de arkitektoniske planer – de er pakket til maksimum, fordi økonomien er så styrende. Vi har ofte kun en trappeskakt, et gangareal eller en foyer at spille med. Det er ikke ond vilje, men de superstramme byggeprogrammer, der er det egentlige problem.”

Mantraet om, at kunstnerne skal tidligt ind i projekterne, er i formandens øjne ikke helt så fundamentalt, som flere ville mene:

”Det er snarere den indbyrdes anerkendelse, der ligger i den kontinuerlige dialog, der kan skabe det nødvendige fundament. Men vi kan som Statens Kunstfond være med til tidligt at gøde jorden for at, der skal være noget kunst. For i de optimerede byggeprocesser, der i dag strækker sig over meget kort tid, så er vi nødt til at starte dialogen og debatten tidligt,” understreger han.

Privatisering som udfordring
Samtidig er den privatisering, der finder sted på kunstscenen, noget udvalget ifølge formanden bør tænke over, for i dag er det primært et privat og kommercielt marked, der både repræsenterer og i sidste ende profitterer af kunsten.

”I mine øjne er det vigtigt for dynamikken i kunstscenen, at vægten bliver mere jævnbyrdigt fordelt på det private OG det offentlige ben, og at vi ikke blot orienterer os og indkøber i et privat marked. Udfordringen i dag er jo, hvor du kan blive set som kunstner, hvis du ikke er i et galleri? Det er jo et spørgsmål, der rammer en ældre generation af kunstnere ret markant. For mig er den problematik uafklaret, men vi bliver nødt til at tænke over den fordeling mellem det private og det offentlige uden at blive reaktionære,” erkender Morten Stræde.

Kunstens demokratiske effekt
I samme tråd er det netop også udvalgets insisteren på interaktionen i det offentlige rum og berøringen med offentligheden, der særligt ligger formanden på sinde:

”For mig at se er kunsten i det offentlige rum vores vigtigste indsats. Det siger jeg, fordi indkøb og legater i det store hele er et mere kunstinternt foretagende, hvorimod kunsten i det offentlige rum er selve anslagsfeltet til den brede offentlighed. Det handler om demokrati, og om det kunsten kan i det rum. Den borgerinddragelse, der finder sted i den sammenhæng, og som ender med, at der pludselig står noget interessant kunst i byrummet, har en enorm effekt demokratisk, det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er jo et af de eneste steder, hvor der bliver spurgt begavet til, hvordan verden ser ud. Ikke mindst i vore dage.”