Kunsten fremkaldt på Heartland

Heartland Festival på Egeskov Slot 10-11. juni var båret af intentionen om at kombinere musik, mad og kunst, og festivalens erklærede vision var, at stedet og rammen kunne ‘fremkalde’ samtidskunsten på en anderledes måde, end det er muligt i kunstrummets rammer.

Med Brian Eno og A Kassen har Heartland Festivalen formået at tiltrække nogle markante profiler inden for samtidskunsten. Alene derfor var det spændende at gå på opdagelse i, hvordan Heartland realiserede denne vision på årets festival.

Brian Enos skib
Brian Eno arbejder i et grænsefelt mellem musik og lydkunst, og på festivalen foldede han sit værk ud i Egeskovs betydningsladede riddersal. Hans nye album The Ship er komponeret som et multi-channel lydværk, og forskellen i oplevelsen af værket som stereoflade hjemme og som ruminstallation i riddersalens er markant.

Som lydinstallation inddrager The Ship hele riddersalen. I samspillet mellem lyd og rumlige elementer transformeres riddersalen til et landskab af fortættet stemning. Et værk, vi som beskuere kan gå ind i og blive væk i. Brian Eno insisterer i lydværket på vokalens eksistens i egen tid og eget rum, som begivenheder i et frit, åbent lydlandskab frisat fra en rytmisk grundstruktur. Denne insisteren synes fordoblet af, at det heller ikke er muligt at aflæse en rytme i den samlede visuelle opstilling af højtalere og riddersalens oprindelige interiør.

Forskellige typer af højtalere er placeret som et næsten monokromt maleri op imod riddersalens farverige interiør af rustninger, gyldne vægkandelabre og store historiske portrætmalerier. Det skaber en spænding i rummets dybdevirkning, der synes at artikulere den udforskning af flade og dybde, som Brian Eno selv beskriver som centralt for hans musikalske arbejde.

Man lægger sig ned
Lydlandskabet er udspændt mellem sfæriske, ambiente klangflader og sangelementer, der opleves forskelligt, alt efter hvor i rummet man befinder sig. Når man lægger sig ned og falder ind i lydens rum, er man bare der alene med sin kropslige tilstedeværelse i rummet, sammen med alle de andre tilhørere. Publikums placering i rummets centrum, der er som et lille landskab i sig selv, skaber resonans for en sanselig og altomsluttende oplevelse.

Ombytninger
Kunstnerkollektivet A Kassen (Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen) har en konceptuel værkpraksis, og deres værker udfordrer sociale konventioner om kunst og har ofte et absurd, humoristisk eller performativt tvist, som forholder sig specifikt til det sted, hvor værkerne bliver udstillet.

Gruppens værk til Heartland Festivalen hedder Swap og består af ombytninger af steder i bogstaveligste forstand. Således har de udgravet en cirkel i Egeskovs slotspark, som de har skiftet ud med en cirkel fra et urbant miljø ved Brandts i Odense. Det samme greb har man foretaget i slottes voldgrav, hvor et cirkelareal er udskiftet med et tilsvarende areal fra Faaborg Havn.

En gul speedbåd i voldgraven
I Egeskovs voldgrav ligger en gul speedbåd sammen med to andre både, fortøjret til en lille bro. Broens kant er skåret som et cirkelslag, der matcher det manglende stykke bro i Faaborg havn. De to værkdele og steder er således forbundet gennem dette cirkelsnit, der ligger som et næsten usynligt formgreb.

Rammesat af dette greb ligger voldgravens åkander og vugger i Faaborg havn. Hvor den gule speedbåd står i direkte absurd og humoristisk kontrast til de slotslige omgivelser på Egeskov, fungerer åkanderne som en mere subtil forandring af de kendte omgivelser på havnen i Faaborg.

Brolægning i slotsparken
I ombytningen af et stykke af Odenses urbane byrum med et stykke af Egeskovs slotspark går dette formgreb igen, men er her er hele cirklens areal markeret.

Det lille brolagte stykke urbane virkelighed er proppet med skilte, cykelstativ og lygtepæl og står som et lille uroligt byrum i kontrast til Egeskovs ordnede, historiske parkanlæg. Omvendt ligger Egeskovs græs som et lille grønt pusterum med bænk midt i Odense by.

Værk eller virkelighed
A Kassens værk lykkes med at skabe en forstyrrelse i rummet. Swap udfordrer vores vante opfattelser af verden omkring os og skaber rum for en stille kritisk refleksion. Men det er vanskeligt at sige, i hvor høj grad publikum på festivalen har oplevet Swap som et egentligt kunstværk. Måske adresserer den kritiske refleksion i højere grad til en forestilling om et overgearet grevepar, der sejler i speedbåd i voldgraven end til en samtale om samtidskunst?

Sæt kunsten på dagsordenen
Men set i forlængelse af A Kassens kunstneriske arbejde og konceptuelle værkpraksis er det ikke nødvendigvis et problem, om Swap aflæses som kunst. Derimod kan det være et problem, når kunstdelen står forholdsvis uformidlet hen på selve festivalen. Det kunne være spændende, hvis Heartland faciliterede en mere udvidet fortløbende diskussion, der satte værkerne i spil i forhold til samtidskunsten. Det kunne blandt andet gøres ved, at kunsten fik en plads i talkprogrammet eller blev mere eksplicit formidlet.

For det er ikke kun kontrasten på Heartland, der har potentiale til at ‘fremkalde’ samtidskunsten, som programchef Rasmus Quistgaard formulerer det. Også samtidskunsten har potentiale til at ‘fremkalde’ Heartland og give festivalen kant.