Kunsten i udkanten

I Jylland findes der kunstneriske manifestationer, der er knyttet til udkanten, både geografisk og kunstnerisk. Der er tale om outsider-kunst, der hverken rammer mainstream-udbredelse eller den officielle kunsthistories anerkendelse og udødeliggørelse, men som alligevel er af så stor kunstnerisk styrke, at det lever videre i perifere lokaliteter båret oppe af lokale ildsjæle og en stærk forankring til det sted det er opstået af.

Blandt de mest markante eksempler på denne outsiderkunst er maleren Kirsten Kjær, der har sit eget privatdrevne museum i Frøstrup i Thy, hvor hun også boede de sidste år af sit lange, aktive liv, eller Pastor Anton Laier fra Hjallerup, der i en moden alder følte sig tilskyndet til at lave religøse skulpturer af beton, som han rejste i præstegårdshaven til stor national bevågenhed og skandale, hvilket medførte at han som den første præst siden reformationen blev sat på porten af kongens foged.

Sidenhen oprettede han en privat skulpturpark med satiriske betonfigurer, der forestillede alle fjenderne i sagen, og de fleste af værkerne kan i dag ses i det lille, selvbestaltede museum, som familie og naboer holder kørende i Hjallerup.

Ovartaci – overtossen
Den mest væsentlige outsider-kunstner i Jylland skal man til Psykiatrisk Hospital i Aarhus for at finde. Det er Ovartaci. Her er tale om en kunstner af internationalt format, hvis samling lige nu er truet af lukning og glemsel, hvis ikke der snart indtræffer et eller andet mirakuløst.

Ovartaci, hvis rigtige navn var Louis Marcussen, var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov i 56 år indtil sin død i 1985. Han kaldte sig Ovartaci, hvilket betyder overtosse, og han var da også en slags overpatient i den forstand, at han nød en række privilegier i form af muligheden for at skabe et omfattende og grænseoverskridende kunstnerisk værk såsom malerier, tegninger, objekter og figurer, og de omsiggribende udsmykninger af sin egen sygestue og hospitalets kælder.

Det var ikke anerkendt terapeutisk praksis på den tid, at psykotiske patienter skulle have lov til at udfolde sig så hæmningsløst, men Ovartacis talent og skabertrang var så unik og overbevisende, at man i hans tilfælde gjorde en undtagelse.

En kunsthistorisk markør
Ovartaci udfoldede et kunstnerisk univers af esoteriske, surreelle verdener af en særegen skønhed befolket af imaginære menneske- og dyrevæsener, der ikke har sin lige på dansk grund, og som burde være en langt mere anerkendt og berømt del af den internationale l’art brut-kanon af outsider-kunst skabt af kunstnere udenfor den etablerede kunstverden.

Det er klart at Overtaci sagtens tåler at blive målt med internationalt feterede l’art brut-kunstnere som Adolf Wölfli eller C.F.Hill, og hans værk må derfor betragtes som en meget vigtig del af den danske kunsthistorie og kulturarv.

Masser af kunst – intet museum!
Siden 1975 har man kunnet se Ovartacis værker på Psykiatrisk Hospitals Museum, der i 2010 tog navneforandring til Museum Ovartaci. Museet har desuden mere end 7000 værker af hospitalets psykiatiske patienter gennem tiderne. Men nu hvor hospitalet skal flytte ud af Bindesbølls gamle bygninger i Risskov til det nye regionshospital i Skejby, er der ingen der vil føre museet videre, hverken Region MidtJylland, der ikke mener at museumsdrift hører under regionens opgaver, eller Aarhus Kommune, der ikke kan eller vil.

Og da Museum Overtaci ikke er et museum, der er omfattet af museumsloven, er der ingen sikkerhed for at samlingen sikres, så den forbliver tilgængelig for offentligheden.

Når året er omme er det slut.

Hvem tager den?
Det vil været et stort tab for dansk kunst- og kulturliv, hvis Overtaci sådan bare uden videre forsvinder væk. En mulig overgangsløsning kunne være at deponere hans værker på et anerkendt kunstmuseum under museumsloven, og derved sikre at de forbliver tilgængelige. Der er nogle oplagte muligheder i det østjyske. Først og fremmest Aros, som værkerne umiddelbart ville være selvskrevet til, men her ville de næppe blive behandlet efter fortjeneste, når man betænker det oplevelsesøkonomiske og pop-orienterede mainstream-regime, der oftest hersker der.

Så er der Museum Jorn i Silkeborg, der kan synes helt oplagt, da det er velkendt at Jorn selv besøgte Ovartaci på hospitalet i 1952 og tilbød at gøre ham verdensberømt, hvis han kunne låne et par billeder med til Paris, hvilket dog blev afslået. Men med Museums Jorns beklagelige ophængningspolitik de senere år, hvor man efterhånden kun viser Jorns egne billeder, og ikke den omfattende samling af kunstneriske kolleger, der ellers var grundstenen i museets tilblivelse, er der heller ikke meget der tyder på, at Ovartaci her når meget længere end til opbevaring i magasinet.

Et sidste og mere underfundigt bud kunne være Kvindemuseet i Aarhus. Ovartaci var stærkt optaget af det kvindelige, så meget at han kastrerede sig selv, og det kunne måske være indledningen til en ny trans-orienteret platform for Kvindemuseet?

Under alle omstændigheder behøver vi et mirakel i form af en uventet pose penge et eller andet sted oppe fra, hvis vi fortsat skal kunne se Ovartacis værker i deres fulde udtræk. Hvis man fik værkerne ind i en ny kunstfaglig museumssammenhæng, ligger der et uforløst potentiale til at skabe en af de vigtigste udstillingsbegivenheder i Aarhus og Danmark.