Kunsten, livet og uforsonligheden

Art & Life. Social Aesthetics Obscured hedder Tranens nye tematiske sæson, der skal undersøge, hvordan kunsten i dag rykker grænsen mellem den kunstneriske og offentlige sfære. Den grænse er dog hverken udfordret eller rykket med den aktuelle udstilling Artie af Mathias & Mathias, hvor deltagelse i kunsten bliver iscenesat som et skrækscenarium. Men er det virkelig brugerne af Gentofte Bibliotek, der har brug for sådan en lektion?

Der er meget forskel på, hvor meget man mener, at kunsten skal komme sit publikum i møde, og det er sikkert heller ikke alle og enhver, der vil mene at det bør have en betydning for Tranens udstillinger og program, at udstillingsstedet ligger midt i Gentofte Hovedbibliotek og dermed har en naturlig og bred kulturforbruger som primært publikum.

Udstillingerne er under Charlotte Sprogøes kuratoriske ledelse generelt til den absolut konceptuelle og komplekse side – særligt post-internet og ny-materialisme har præget udvalget – og med forholdsvis begrænset sensibilitet over for både det brede, kulturelle, lokale og sociale. Til gengæld har Sprogøe fundet en kunstnerisk åre inden for de mere installatoriske praksisser, hvor en del af de fremstormende kunstnernavne de seneste år har produceret nye, store, installatoriske værker af høj kvalitet i netop Tranens hvidpolerede hall.

Hvis Sprogøe drev en kunsthal eller et galleri, en ren hvid kube i København eller Berlin, ville programmet kort sagt give super god mening for undertegnede. Derfor var det også med en gran ny begejstring, at jeg tog til Gentofte for at se den aktuelle udstilling Artie af duoen Mathias & Mathias, der skulle tage hul på en ny sæson af udstillinger under temaet Art & Life. Social Aesthetics Obscured, der trods den uindbydende titel skulle undersøge grænsen mellem kunst og hverdagsliv. Oplagt!, tænkte jeg. Og en lørdag eftermiddag, hvor der er tæt trafik i biblioteket kunne være et godt udgangspunkt.

Hård start for kunsten og livet
Men, selvom udstillingen havde været åben i flere timer, og biblioteket var proppet med mennesker, var der stadig ikke sluttet strøm til udstillingen, der i øvrigt var spærret af for offentligheden. Dårlig start på foreningen mellem kunsten og livet, må jeg sige. Det var først, da jeg selv påpegede problemet i bibliotekets skranke, at der kom strøm på værket. Interessen lokalt, for hvad der sker i Tranens afdeling af biblioteket, synes ikke mærkbar.

Det store installatoriske værk eller ‘mekaniske tableau’ består af en række trykplader, der fungerer som kulisser, med motiver fra den umiddelbare nærhed og kontekst: en cafe, nogle publikummer, hverdagsgenstande og -situationer iscenesat som kulturelle discipliner (som at se på kunst) omkranset af nogle mekaniske skikkelser i færd med at læse avis, fodre sin ven med uendelige mængder kage og performe for en forsamlet skare. En række kulturforbrugere, der i form af tre kinetiske figurer i et udstillingsmiljø lig Tranen, sætter form på vores systematiserede liv, samvær og blinde fortæring og disciplinering midt i finkulturen. Som afskåret publikum ser vi på en trist karikatur af os selv og vores absurde, ufrie, forfængelige, grådige og triste liv – nu anvendt i kunsten til en tragikomisk slapstick-fortælling om dette ‘møde’ med kunsten. Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt værket vil mig noget – og i så fald er det noget synderligt konstruktivt?

Kunst på flugt fra virkeligheden
Men hvad så med de værker, der ifølge introduktionen, har forladt bygningen, taget deres gode tøj og skredet. Ud i det levede liv? Man får ingen hjælp, et kort eller en forklaring. Efter en tur ud af hovedindgangen og en gåtur hele vejen rundt om bygningen finder jeg endelig et par skulpturelle elementer, der er undsluppet bygningen. Herude ligger de som mærkværdige skabelser, én af dem ligner en futuristisk version af en halvsmeltet ghettoblaster (øverst), en anden en kulørt og spacey fortolkning af Richard Serras Tilted Arc (1981), der i sin insisteren på at være kunst skabte et sandt lokaloprør i New York og blev eksempel på kunstens afvisende karakter i mødet med hverdagslivet. Samtidig hører man en svag, uklar mumlen fra en højtaler på biblioteksbygningens hvide væg.

Nu skal vi tilbage til udstillingens hovedværk, for der er en dybere kulturkritisk fortælling gemt i værket og portrættet af os som mekaniske kulturforbrugere. Det handler om deltagerbaseret kunst og kultur og forventningen om, at deltagelse i fx kunsten kan rette op på samfundets kriser og trængte individer.

Kunsten som borgerrum
Dette kritiske perspektiv på en kunst, der forbruger publikum i sin egen selvprofilerende oplevslesesøkonomi, er hentet fra den tyske kulturteoretiker Markus Miessen, der med god grund mener, at vi skal stille os kritiske over for sådanne former for deltagelse. Meget lig den kritik, der for nyligt er udfoldet af Mikkel Bolt i forbindelse med hans nye bog Samtidskunstens Metamorfose (bl.a. i interviewet den 2. dec. i Weekendavisen “Deltagelseskunst er et røgslør”). Også her er der tale om en lidt ensidig afvisning af kunsten som et aktivt ‘borgerrum’ med henvisning til en fordummende og altfortærende, neoliberal logik.

De seneste ti års kunstprojekter rundt omkring i verden, der har engageret borgere i presserende samfundsspørgsmål og problematikker via kunstens fordoms- og ytringsfrie rum, forbigås i en håndevending som ‘fiktion’. Men siden hvornår er det at engagere sig lig med at underkaste sig en økonomisk logik? Det kunne jo være, at merværdien i et projekt ikke er møntet institutionen, men rent faktisk påvirker dem, der deltog. Det kræver selvfølgelig kunstnerisk integritet og gode, indsigtsfulde og kontekstbevidste kunstprojekter, der ikke forbruger, men anerkender og bemyndiger en offentlighed, flytter blikket fra de konventionelle forståelser af resurser og værdi fra magten til individet. Deltagelse behøver kort sagt ikke betyde, at dem der deltager per definition er ufrie eller forbrugte. De fleste, der engagerer sig, har taget et aktivt valg, også selvom kunsten opsøger dem, så hvorfor skal man beskylde dem for det modsatte og nedladende påstå, at de ikke har den indsigt i og kan tage det ansvar for deres eget valg?

Ensidige perspektiver på engagement
Med Artie får deltagelsen en ensidig funktion, hvor vi atter ‘forbruges’ – nu ud fra kunstens ønske om at levere et statement. Og i en tid, hvor presserende spørgsmål om kulturelle, nationale, sociale, politiske og økonomiske vilkår – især for verdens svageste – står i kø, kan det godt nok undre, at en pointe om forloren deltagelse i kulturen er alt man kan mønstre i mødet med det levede liv på Gentofte Bibliotek.

I Artie bliver deltagelsen som postulat i kunsten iscenesat som skrækscenarium, men er det gæsterne og de daglige brugere af Gentofte Bibliotek, der har brug for sådan en lektion? Det synes jeg umiddelbart ikke. Måske skulle kunstnerne, kuratoren og institutionen selv se på intentionerne, motivationen og ambitionen med at møde og involvere livet omkring udstillingsstedet. Det kritiske spørgsmål er nemlig, om kunsten blot forbruger sit publikum til at levere en pointe for kunstens egen skyld eller rent faktisk gør værket til et rum for nye erkendelser og inspirerende modeller for tænkning og handling i livet.